Prøv avisen
Serie: Faste

Det er sundt for os, når vi ikke kan gennemføre fasten

Fasten er en velegnet tid til at få fokus på, hvordan man får orden i sit liv, siger Daniel Nørgaard, præst i Skt. Ansgarkirken, København. Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix

Kristendom.dk vil i denne serie give et overblik over, hvad fasten er i forskellige kristne kirker. Præst i den katolske domkirke Daniel Nørgaard fortæller her om de tre relationer, som fasten handler om - og hvorfor det er sundt for os, når vi fejler i fasten

Kristendom.dk vil i denne serie give et overblik over, hvad fasten er i forskellige kristne kirker. Vi starter med den katolske kirke, hvor vi har talt med Daniel Nørgaard, der er præst i den katolske domkirke Skt. Ansgar i København.

Søndag er ikke bodsdag
Han starter med at slå fast, at fasten i den katolske kirke falder samtidig med fasten i folkekirken, og varer de samme 40 dage fra askeonsdag og til påskedag.

”Jeg har i den forbindelse oplevet sognebørn, der har sagt til mig, at der vist ikke er talt rigtigt. For antallet af dage i fasteperioden er 47 og ikke 40, siger de. Men den er god nok med de 40 dage. For søndag er ikke nogen bodsdag, tværtimod fejrer vi også i fasten Herrens opstandelse om søndagen,” siger han.

Men resten af tiden fastes der i den katolske kirke, dog ikke længere som i middelalderen, hvor man ikke måtte spise kød. I dag må man spise og drikke, hvad man vil pånær to dage, nemlig askeonsdag og langfredag.

”Ja, de to dage spiser vi ikke kød, og voksne spiser i reglen også kun ét større måltid om dagen askeonsdag og langfredag,” fortæller Daniel Nørgaard og siger, at fastetiden ikke handler om at faste for fastens egen skyld, og at den ikke kun har med faste at gøre.

Tre relationer
Fastetiden er derimod en særlig tid, hvor man forbereder sig til påsken, og det gøres i den katolske kirke på tre måder: Ved faste, bøn og almisse, der hver især berører tre relationer.

Den første relation handler om den, som man har til sig selv, og her kan det at skære ned på forbruget af mad, men også af for eksempel tv og sociale medier få den enkelte til at tænke over, hvem der er Herre i vedkommendes liv, og på hvad der skal bestemme, hvordan tilværelsen skal indrettes.

Den anden relation handler om den, som man har til Gud, og her handler det om bønner eller læsninger, men også om skriftemålet og messen.

Den tredje relation handler om forholdet til næsten, og kan for eksempel være at give penge, men også at besøge en gammel tante eller på anden måde vise omsorg overfor andre.

”Men fælles for dem alle er, som det står i Matthæusevangeliet kapitel 6, at det drejer sig om at faste, bede og give almisse i det skjulte, for der kigger Gud hen,” siger Daniel Nørgaard, der også beskriver fasten som en velegnet tid til at få fokus på, hvordan man får orden i sit liv.

For det kan vi ikke gøre hele tiden, men i en begrænset periode om året og sammen med andre giver det god mening.

Sundt for os, når det ramler
”Vi oplever også i fasten vores egen begrænsning, og det er næsten det bedste, når alle vores fasteforsæt ramler. For tænk, hvis vi var lykkedes med alle storslåede fasteplaner, så var vi måske blevet hovmodige. Så det er meget mere sundt åndeligt set at opdage sin egen svaghed og ydmygt erkende, at man kun er et menneske og så lære at leve med det,” siger Daniel Nørgaard og fortæller, at han har introduceret samme faste-praksis, som er beskrevet i en brochure fra en italiensk kirke, som han tog med hjem fra Italien.

Denne kirke havde delt fastetiden ind i uger, som havde hver sin lille opgave. Det kunne fx være, at man ikke måtte spise chokolade den første uge, mens man i den anden uge skulle skære ned på Facebook. Eller at man skulle bede en bestemt bøn hver dag i den første uge, mens man skulle læse et stykke i Biblen om dagen i den anden uge og så fremdeles.

”Fordelen ved uge-modellen er, at det kan være nemmere at gennemføre noget, der kun varer en uge, og at man – når det går galt – altid får en ny chance for at være med igen i næste uge,” slutter Daniel Nørgaard.