”Fastetraditionen i Svenska Kyrkan er i dag en tid med eftertanke og solidaritet, hvor fastens fyrre dage frem mod påske markeres på forskellige måder,” siger Thomas Stoor og fortsætter:
”Fasten er derfor en tid for både åndelig fornyelse og for solidarisk fornyelse med denne verdens fattige, men samtidig også en tid for personlig ransagelse og eftertanke.”
Et kors i panden og solidaritet
Liturgisk set indledes fasten i de fleste svenske kirker med messen askeonsdag, hvor deltagerne i gudstjenesten får tegnet et kors i panden med aske, hvilket skal ses som et ydre tegn på en indre vilje til at gå ind i fastetiden med alvor. Når præsten tegner korset, siger han til den enkelte: Omvend dig og tro på evangeliet.
”Vi opfordres til at omvende os til Kristus og følge hans eksempel, så vi i praksis kan udleve Guds kærlighed i solidaritet med de fattige og udsatte. I vores tid gælder vores og kirkens diakonale omsorg så ikke kun menneskene, men også planeten Jorden, der er vores hjem her i universet,” siger Thomas Stoor, som sammen med en præstekollega har skrevet bogen ”Din är jorden – om Luther, andlighet och ekoteologi”:
Årets fastebog og frelserkransen
Thomas Stoor fortæller også, at Svenska Kyrkans ærkebiskop hvert år udgiver en fastebog. I år er den skrevet af den nu pensionerede biskop Martin Lönnebo, som tager læseren med på en vandring i Sápmi (Lapland, red).
Martin Lönnebo skriver blandt andet: Menneskets opgave er at bære kærlighedens frugter over de høje bjerge og ned i den allerdybeste dal, dér hvor dødens kulde råder, dér hvor dødens skygger danser, og derpå give frugterne til de sultende. For: Glæd dig, du som bærer, for at bære er at blive båret. Og du skal vide, som det står i bogen ”Pärlälven: Der kommer aldrig for mange kærlighedsperler. (Kærlighedsperlerne danner den Frelserkrans, som Martin Lönnebo skabte for over 20 år siden, og som er formet som et armbånd med perler i forskellige farver og størrelser. Den bruges af mange i Svenska Kyrkan i forbindelse med bøn. I Danmark kaldes den oftest for Kristuskransen, red.).
”Fastetiden markeres også i kirkens gudstjeneste-liv på flere måder: Med den violette liturgiske farve, ved at Gloria udelades, og ved at vi ikke synger Halleluja, når evangeliet bliver læst. I de fleste svenske kirker læser man heller ikke forbønnen i fastetiden, men anvender i stedet Litanian, som er en forbøn, hvor præst og menighed skiftes til at synge,” fortæller Thomas Stoor.
Skrifte og internationalt udsyn
Men fasten handler ikke kun om gudstjenester, men også om løfte blikket og se ud - og ind.
”Via Svenska Kyrkans internationale arbejde opfordres vi til i fastetiden at afstå fra vores egen luksus og i stedet være med til at lindre verdens nød. Vi skal derfor øve os i solidarisk afholdenhed, når det gælder mad, rejser og fornøjelser, men til gengæld gerne deltage i gudstjenester og samtaler. Ja, for nogle mennesker er det også blevet en tradition at skrifte i fastetiden,” siger Thomas Stoor og fortsætter:
”Men det er vigtigt at slå fast, at vi ikke afstår for vores egen skyld, men at vi prøver at gøre, som Växjö stifts biskop Fredrik Modéus skriver det: At leve efter Kristi er at afstå, sådan så brødre og søstre, som har det svært, skal få det bedre. Årets fastekampagne i Svenska Kyrkan i år har også temaet ”Samme himmel. Samme rettigheder. Virkeligheden ser forskellig ud”.
For vi skal tænke på hinanden i fastetiden. Palmesøndag, som indleder fastens sidste del, den stille uge, er også samtidig dagen, hvor årets fasteindsamling afsluttes i Svenska Kyrkan. Den plejer at give mange millioner til det internationale arbejde, og i år kan det måske blive til endnu mere. Den fysiske fastebøsse af papir er nemlig blevet suppleret med en digital fastebøsse. Så det bliver spændende om vi når målet, som er at indsamle 35 millioner svenske kroner til at lindre verdens nød.
”Men det er vigtigt at huske på, at en ydre handling altid begynder med den indre rejse, som når den får os nærmere Gud og Jesu Kristi kærlighed, er det, der tvinger os til handling. Fastetidens gudstjenester og kampagner i Svenska Kyrkan skal derfor påminde os om vores ansvar for hinanden, for verden, for kirken og for vores hjem i universet, Guds skønne skabelsesværk,” slutter Thomas Stoor.