Fem børnevenlige efterårs-aktiviteter: Sådan kan du bruge naturen som legeplads

Efterårets natur er ikke kun smuk. Den kan også være verdens bedste legeplads, hvis man ved, hvad man skal lede efter. Her er et udpluk af børnevenlige aktiviteter, der giver røde kinder og brede smil.

Naturformidler og forfatter Ole Laursen giver her fem gode bud på naturlegetøj, man selv kan finde og skabe i naturen.
Naturformidler og forfatter Ole Laursen giver her fem gode bud på naturlegetøj, man selv kan finde og skabe i naturen. Foto: Lene Ebbensgaard.

Efterårets farverige udseende indbyder til en tur væk fra byen og ud i naturen. Og lige nu er det perfekte tidspunkt. De danske skove og strande bugner nemlig med spændende naturmaterialer, der nemt kan omdannes til legetøj.

Ole Laursen, naturformidler og forfatter til bogen ”Min naturbog - 50 ting du skal prøve i naturen, før du bliver 12,” giver her fem gode bud på naturlegetøj, man selv kan finde og skabe i naturen. Og så er de endda helt gratis.

Kastanjelege
Kastanjer er næsten som naturens svar på et Kinder-æg. De indeholder både en overraskelse, og så kan man lege med dem. Udover at bygge de klassiske kastanjedyr, kan kastanjerne også bruges til at spille flere forskellige spil med.

Den engelske kastanjeleg
I England er det en gammel tradition at spille med kastanjer. Spillet kræver to spillere.

  • Stik et hul hele vejen gennem to kastanjer og træk en snor igennem hver af dem
  • Bind en stor knude i enden af hver snor, så kastanjerne ikke falder af snoren
  • Når I hver har en kastanje på snor, er I parate til at spille mod hinanden
  • Den første spiller holder sin snor ud i en strakt arm foran sig. Kastanjen skal hænge stille
  • Den anden spiller skal nu slå til kastanjen med sin egen kastanje. Sådan skiftes I, indtil en af kastanjerne går i stykker, og der er fundet en vinder
Bliver du rigtig god, kan du deltage i verdensmesterskaberne. Spillet hedder "Clonker" og VM afholdes i England
Bliver du rigtig god, kan du deltage i verdensmesterskaberne. Spillet hedder "Clonker" og VM afholdes i England Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

Kastespil
Tegn fire ringe med en pind i jorden og skriv point i: 5-10-15-20. Stil jer bag en linje på et par meters afstand. Nu skiftes I til at kaste fem kastanjer hver hen mod ringene. Tæl op og se, hvem der får flest point.

Helikopterleg
Med to fjer i kastanjen kan I lave en sjov helikopter.

  • Prik to huller i den samme side af kastanjen med et mellemrum på cirka 1 centimeter
  • Sæt fjer i hullerne, så de peger i hver sin retning
  • Kast kastanjehelikopteren op i luften, og se, om I kan få den til at dreje rundt om sig selv

Lav dine egne naturperler
Det er både nemt og sjovt at lave perler af ting, I finder i naturen. Perlerne kan dekoreres, slibes og bruges som flot pynt, eller I kan spille sjove spil med dem.

Perlerne kan for eksempel laves af hyldegrene. Find en flot gren, skræl barken af, og sav den i små stykker på 1 centimeter. Skub herefter hyldemarven ud af grenen. Nu har I en lille perle, som I kan slibe glat med fint sandpapir og male efterfølgende. Perlerne kan herefter sættes på snor til en fin halskæde.

Perler kan også laves af ler, som I finder i jorden eller køber hos købmanden. Rul leret til små kugler og stik en tændstik igennem. Læg perlerne til tørre på en avis i et par dage, og brænd dem herefter i en gammel kagedåse over bål. Perlerne kan nu males, dekoreres og bruges til spil – for eksempel hjemmelavet Kalaha.

Lav en bladkrans
Hvis I går en tur i skoven, er det oplagt at gå på jagt efter nogle af de smukke efterårsblade, der netop har skiftet farve. Saml en masse blade i forskellige nuancer og prik forsigtigt huller i midten. Når der er huller i alle bladene, kan I trække en snor eller noget garn igennem det. Sørg for at bladene sidder helt tæt, så I får en stor og flot krans ud af det. Bind knuder i begge ender, så bladene holdes sammen. Kransen kan bindes om halsen eller hovedet til indianerlege eller blot hænge som smuk pynt på hoveddøren.

Gå på skattejagt ved stranden eller i skoven
De kraftige efterårsvinde får havet til at skylle en masse spændende materialer op på de danske strande. I kan for eksempel gå på jagt efter rav, fossiler, hulsten, søpindsvin, skeletter eller sort sand.

Efteråret er også et oplagt tidspunkt til at samle julepynt. Skovene bugner af agern, bog, kogler, poresvampe, bær og meget andet, som kan bruges som pynt til juletræet. I kan dekorere de forskellige ting ved at lime dem sammen, tegne på dem eller hænge snore i. Måske er det i år, I skal have et juletræ med naturpynt?

Med lidt lim, snor og kreativitet kan du nemt lave flot julepynt
Med lidt lim, snor og kreativitet kan du nemt lave flot julepynt Foto: Leif Tuxen

Naturkunst og natur-”tags
Får I lyst til at efterlade et mærke, når I har været et nyt sted, så er natur-”tags” noget for jer. Natur-”tags” er mærker eller monumenter i landskabet, som fortæller, at I var der. Hvis I kun bruger, hvad I finder i naturen, er natur-”tags” forgængelige og vil hurtigt forsvinde. I kan f.eks. lave en stenvarde, som er en stabel af sten, der fungerer som landemærker på vandreruter. I kan også samle gamle krogede grene, mos, tørt græs, sten og stubbe og forvandle dem til flotte skovtrolde, elverpiger eller andre fantasivæsener. Placér figurerne rundt omkring i skoven. I kan også lægge grene på skovbunden, så de danner et ansigt. Brug svampe som øjne, mos som øjenbryn, en grankogle som næse og en tot græs som mund.

Derudover kan I altid fornøje jer med de traditionelle efterårsaktiviteter som at hoppe i bladbunker og vandpytter eller snitte spidsen af en gren, så den bliver en god snobrødspind. Husk blot at være tørre, varme og mætte, inden I bevæger jer udenfor. Så er det kun fantasien, der sættes grænser for naturens udvalg af legetøj.