Fem præster i fælleserklæring: Vi kan ikke anbefale digital nadver

Her er erklæringen i sin fulde længde, som fem præster har udsendt som reaktion på digital gudstjeneste i coronatid

For kristne har det altid været en hovedsag at samles til gudstjeneste på den første dag i ugen. Det bliver et stærkt savn med påske uden kirkegang. Derfor er det forståeligt og sympatisk, at engagerede og ivrige præster overvejer, hvordan tjenesten med ord og sakramenter kan forvaltes i disse uger med landsomfattende karantæne i samfund og kirke.

Nogle er nået frem til, at nadveren må kunne fejres ved hjælp af digital teknik, enten gennem instruktion om, hvordan man i en lille kreds af menigheden skal bære sig ad, eller ved direkte at foretage en indvielse af brød og vin og transmittere denne videre eller ved online deltagelse.

Vi kan ikke anbefale dette. Trods alle gode hensigter bør vi nøje overveje, hvad vi gør.

1. Kræver den nuværende situation en omfattende ændring af sakramentforvaltningen? Man må spørge sig selv, om et par måneder uden egentlige gudstjenester og nadver er en nød så stor, at det kræver omfattende forandringer i sakramentforvaltningen. Hjemmealtergang er stadigvæk mulig, når der ikke foreligger påbud om isolation, og der i øvrigt handles efter sundhedsmyndighedernes vejledning. Det er tankevækkende, at Martin Luther trods sin overordentligt stærke understregning af de troendes almindelige præstedømme, er meget restriktiv med nadverens forvaltning. Evangeliet og dåben kan om nødvendigt forvaltes af alle rette kristne, siger Luther i sit skrift til bøhmerne (1523), men ligesom jøderne i Babylon sukkede efter templet i Jerusalem, må kristne i sjældne tilfælde slå sig til tåls med nøjsomhed og længes efter nadveren og midt i savnet efter igen at komme til Herrens bord betragte sig som meddelagtige i Kristi legeme og blod.

2. Kan en præst eller lokalmenighed uden videre uddelegere kaldet til at forvalte nadveren, og vil det opbygge fællesskabet? Præsten i evangelisk-luthersk embedsforståelse er kaldet og indsat for fællesskabets og enhedens skyld og tilhører ikke en eksklusiv elite. En præst har ingen særlig myndighed til på eget initiativ at videregive kaldelsen til nogen anden. En spredning af nadverforvaltningen via digitale medier forplumrer let fællesskabet. Hvem er det, der bliver sat til at stå for nadveren i de små grupper? Hvem deltager? Næppe ret mange ældre damer med hvidt hår og lysegrå frakker. Hvordan skal husstande med én person agere? Langtfra alle er trygge i det, og så har man alle gode intentioner til trods fået opdelt menigheden.

3. Adskiller man ikke, hvad Gud har sammenføjet: indstiftelsesord, det konkrete brød og vin, det fysiske nærvær mellem den, der indvier, og de, der deltager? Det er også nødvendigt at overveje en sømmelig omgang med nadverelementerne. Nadveren er for evangelisk-luthersk kristendom mere end synderes bordfællesskab med brød og vin. Nadveren er fællesskab med Kristi legeme og blod, og den omfatter det brød og den vin, indstiftelsesordene er udtalt over, ikke elementer af ukendt mængde og beskaffenhed. Uanset om man sidder med brød og vin, som bruges i kirkerne, kan en præsts ord udtalt samtidig pr. elektronik eller måske i et genanvendt videoklip på ingen måde være gyldige indstiftelsesord. Jesus indstiftede nadveren som et fysisk samvær, hvor man kropsligt er sammen. Guds søn blev menneske i kød og blod, han kom ikke virtuelt og er i nadveren virkeligt til stede, ikke virtuelt. Hvis ikke dette fastholdes, kan man forestille sig mærkværdigheder, som at syge kan logge ind og over computeren få nadveren som en slags selvbetjening.

Vi længes alle efter den dag, hvor kirkedørene igen slås op på vid gab, og adgangen til nadverbordet er fri, men indtil det sker, kan vi uden skade på sjælen væbne os med tålmodighed og være nøjsomme.

Børge Haahr Andersen, pastoral vejleder i Evangelisk-Luthersk Netværk, Hans-Ole Bækgaard, pastor og formand for Indre Mission, Henrik Højlund, valgmenighedspræst ved Aarhus Bykirke, Niels Jørgen Kobbersmed, pastor emeritus og Flemming Baatz Kristensen, sognepræst ved Sct. Pauls Kirke i Aarhus

Børge Haahr Andersen, pastoral vejleder i Evangelisk-Luthersk Netværk

Hans-Ole Bækgaard, pastor og formand for Indre Mission

Henrik Højlund, valgmenighedspræst ved Aarhus Bykirke

Niels Jørgen Kobbersmed, pastor emeritus

Flemming Baatz Kristensen, sognepræst ved Sct. Pauls Kirke i Aarhus