Prøv avisen
Auschwitz

Fem ting vi kan lære af Auschwitz

Auschwitz blev befriet for 75 år siden. Nazisternes udryddelses-lejr i Polen er i dag et museum til minde om de omkring 1,5 millioner mennesker, der blev myrdet under Anden Verdenskrig. Foto: Joel Saget

Den 27. januar 1945 befriede sovjetiske soldater den kz-lejr, som var rygrad i hele den nazistiske udslettelses-­industri. Lejren er gået over i historien som et billede på absolut ondskab og civilisationens totale selvdestruktion. Hvad kom Auschwitz til at betyde for eftertidens menneskesyn, litteratur, historieforståelse, jura og sprog?

1. Menneskesyn: Vi skal opdrage til modstand

Tomme blikke i hærgede ansigter. Udmarvede mennesker i stribede dragter bag pigtrådshegn. Gamle, syge og lemlæstede. Mutte børn holder armene frem for at vise de tatoverede tal, de har fået som symbol på, at de var reduceret fra mennesker til numre. Krematorieovne. Bunker af sko. Bunker af hovedskaller fra tusinder og atter tusinder af døde.

Synet, der mødte de sovjetiske soldater, da de lørdag den 27. januar 1945 nåede frem til koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau i det sydlige Polen, findes foreviget på både film og fotografier. Befrierne var ikke i tvivl om, at dette ikke bare var en fangelejr. Det var et gerningssted for menneskehedens største forbrydelse. Derfor skulle beviserne gemmes for eftertiden.

75 år er nu gået, og gennem alle årene har Auschwitz og holocaust fungeret som det ultimative skræmmebillede. En rettesnor med modsat fortegn. En erfaring for menneskeheden som sætter spørgsmålstegn ved al menneskelighed. En lærestreg til dem, der troede, at menneskelig civilisation er et gode, som, når det først er opnået, ikke på rekordtid kan sættes over styr.

”De filosoffer, som har beskæftiget sig med Auschwitz, herunder Hannah Arendt, Theodor Adorno og Primo Levi, bruger forskellige beskrivelser, men er i bund og grund enige om, at dette er den absolutte bund for menneskeheden. Vi kan ikke komme længere ned,” siger Hans-Jørgen Schanz, professor emeritus i idéhistorie ved Aarhus Universitet.

Han tilføjer, at den mest reflekterede måske var den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt, som blandt andet sagde, at kz-lejren kan ses som et nazistisk laboratorium for den idé, at alt er muligt.

”Og hvis alt er muligt, er der ingen moral. Auschwitz bliver et mikrokosmos for det makrokosmos, som er den totalitære stat. Derfor er det vigtigt at beskæftige os med kz-lejren, hvis vi skal forstå totalitarismen. Det er ikke foreneligt med et liberalt samfund at have kz-lejre,” forklarer Hans-Jørgen Schanz.

Han uddyber, at selvom der har været mange fangelejre og mange massakrer før og siden, og selvom der har været andre folkemord end holocaust, så har Nazitysklands industrielt frembragte ombringelse af mennesker en særlig afgrundsdyb ondskab over sig.

”Der var det særlige ved holocaust, at mens de fleste andre massakrer er foregået i en blodrus, som på et tidspunkt klingede ud igen, så var nazisternes folkemord koldt, kynisk og velplanlagt – og det klingede ikke ud. Tværtimod accelererede det, i takt med at Nazityskland tabte på slagmarken,” siger Hans-Jørgen Schanz.

Idéhistorikeren hæfter sig ved, at udryddelsen af jøder tilmed ser ud til at være blevet prioriteret højere af det nazistiske regime end selve krigsførelsen. På et tidspunkt, hvor der manglede brændstof ved fronten, fortsatte transporterne til Auschwitz med uformindsket styrke.

Destruktion af andres liv var vigtigere end at forsvare egne liv for Hitler og hans medsammensvorne, som åbenlyst fradømte jøder retten til at leve, men heller ikke regnede det enkelte individ i egne rækker – den konkrete tyske soldat eller borger – for noget.

”Set ud fra almindelige begreber om fornuft og nytte var det fuldstændig hul i hovedet. Som krigen skred frem og nederlaget nærmede sig, greb ondskaben og vanviddet om sig, men det er også svært at forestille sig andet end, at en så menneskefjendsk totalitaristisk idé i sidste ende må føre til sin egen selvdestruktion,” siger han.

”Hvis dette er et menneske” er titlen på den italienske Auschwitz-overlever Primo Levis hovedværk. Men nazisternes hovedpointe var, at der hverken var offer eller gerningsmand. Det enkelte menneske blev set som overflødigt. Hannah Arendt brugte i sit værk om processen i 1962 mod SS-officeren Adolf Eichmann udtrykket ”ondskabens banalitet”, men dette skal ikke forstås som et forsøg på at forklejne ondskaben i nazismen, understreger Hans-Jørgen Schanz:

”Udtrykket, som hun fik en del kritik for, havde hun fra en anden filosof, Karl Jaspers. Det, hun ville udtrykke, var, at Eichmann og de andre gerningsmænd ikke skal ses som monstre, men som et eksempel på, hvad der sker, når det enkelte menneske slår sin egen samvittighed fra.”

Den tyske filosof Theodor Adorno mente, at Auschwitz repræsenterede noget helt unikt i menneskets historie, nemlig civilisationens selvdestruktion, forklarer Per Jepsen, ekstern lektor i filosofi ved Roskilde Universitet.

”For Adorno var det et paradoks, at den menneskelige kultur og civilisation overhovedet kunne fortsætte efter Auschwitz. Når den nu gjorde det, må det være en rettesnor ud i al fremtid for alle mennesker, at noget lignende aldrig fandt sted igen. Derfor er det afgørende i den pædagogiske praksis at opdrage det enkelte menneske til modstand, til myndighed og til selvstændig tænkning. Det enkelte menneske må aldrig blindt overtage andre menneskers handlingsanvisninger, men er forpligtet til at aktivere sin egen samvittighed,” forklarer Per Jepsen.

I tiden efter Anden Verdenskrig var der megen selvransagelse og mange moralske tømmermænd, ikke kun i Tyskland, men i hele Europa. Stærke røster var fortalere for, at der måtte demokrati, stærke statslige og mellemstatslige retsdokumenter og institutioner til for at holde totalitarismen i ave. Så fik vi både De Forende Nationer, Europarådet og Den Europæiske Union. Vi fik verdenserklæringer, konventioner og internationale domstole.

Så langt så godt. Nogle kunne måske endda føle sig fristet til at betragte Auschwitz som en umenneskeligt hård skole, som menneskeheden gik i indtil i dag for 75 år siden, og som vi brugte de følgende år på at bearbejde, men nu har vi lært lektien. Men tror man det, tager man fejl, understreger Per Jepsen.

”Det var ikke Adorno, men en anden og ældre filosof, Kant, som sagde, at mennesket har en mulighed for det gode, men en hang til det onde,” siger han.

Det måske allervigtigste at lære om Auschwitz er ifølge Per Jepsen, at det ikke bare er overstået og nu er noget, vi har lært.

”Det kan ske igen. Det er sket igen i den forstand, at der har været andre folkedrab siden holocaust. Jeg mener ikke, vi skal betragte Auschwitz som så enestående, at det ikke kan sammenlignes med noget som helst andet,” siger han og tilføjer:

”I løbet af de seneste årtier har der været en tendens til, at det igen er blevet legitimt at sætte spørgsmålstegn ved nogle af de værdier, som refleksionen over holocaust førte med sig. Frem for alt idéen om universelle menneskerettigheder. Men det, at menneskerettighederne ikke længere er selvfølgelige, betyder måske, at vi er ved at glemme erfaringen fra Auschwitz.”

2. Litteratur: Det ubegribelige kræver digtning

At skrive digte efter Auschwitz er barbarisk, lyder en af de mest markante kommentarer til holocaust-litteraturen.

Citatet stammer fra den tyske filosof Theodor W. Adorno, der var af jødisk afstamning, men nåede at flygte fra Nazityskland. Med sit budskab frygtede han ifølge litteraturforskere, at sproget blot reducerer lidelserne fra lejrene og dermed også sandheden om oplevelserne.

Litteraturen er i den tolkning altså ikke tilstrækkelig til at beskrive det ubegribelige skel i verdenshistorien, som holocaust var og som Auschwitz symboliserer. Det er hinsides sproget, mente holocaust-overleveren Elie Wiesel:

”En roman om Auschwitz er ikke en roman, og hvis det er en roman, kan den ikke være om Auschwitz.”

Men trods egne forhåbninger til sprogets formåen gjorde Wiesel alligevel forsøget i en række bøger, og det samme gjorde mange andre overlevere. Ud af Auschwitz’ uendelige lidelser kom godt nok for evigt forandrede ofre for et historisk vendepunkt, men også ord, der forandrede litteraturen sidenhen, som cand.mag. Morten Lassen påpeger i bogen ”At skrive holocaust”.

”Måske kan man aldrig trænge til bunds i holocaust og forstå, men man kan forsøge med de midler, vi har til rådighed. Holocaust er uforståeligt, men ikke ubeskriveligt,” mener Morten Lassen.

Den personlige fortælling vejer altså langt tungere end tal, som Lassen skriver, og en af de mest berømte fortællinger er ”Hvis dette er et menneske” fra 1947 af den italienske kemiker Primo Levi, der overlevede Auschwitz.

Med sine ord om det, der ikke kan beskrives, gav den italienske kemiker som en af de første et litterært indblik i livet i Auschwitz. Han og flere andre overlevere kom ud fra lejrene og satte sig som det første nærmest til at skrive og beskrive livet og lidelserne og ikke mindst give en forklaring på ondskaben og meningen med, at netop de overlevede gaskamrene.

Den ellers skeptiske Elie Wiesel, der også modtog Nobels Fredspris, påstod, at holocaust blev definerende for det 20. århundredes litteratur, da vidnesbyrdlitteraturen var den eneste nye litterære genre fra århundredet.

I 1945, samme år som Auschwitz blev befriet, kom allerede den ifølge Adorno så forbudte poesi om holocaust i form af digtet ”Dødsfuga” af den jødiske lyriker og holocaust-overlever Paul Celans. Det beskrives som et af de vigtigste litterære vidnesbyrd om nazisternes jødeudryddelser præget af et sprog, der sprænger fortællerammerne. Ud over Celan, Primo Levi og Elie Wiesel er Jorge Semprún og Imre Kertész blandt de mest berømmede i vidnesbyrd-litteraturen. Sidstnævnte modtog i 2002 nobelprisen i litteratur.

Men det tog faktisk en rum tid, før omverdenen var parat til at blive indført så detaljeret og personligt i livet omkring og døden i gaskamrene.

Det var først i slutningen af 1950’erne, at Primo Levis bøger blev taget op og fik bred anerkendelse, fortæller Mads Rosendahl Thomsen, professor i litteraturhistorie på Aarhus Universitet.

Og det var først i 1970’erne, at litteraturforskere for alvor begyndte at arbejde systematisk med vidnesbyrdlitteraturen og forsøgte at forstå, hvordan man skulle forstå denne genres bidrag og underligt udsatte position, forklarer han.

Efterhånden som de sidste vidner til holocaust forsvinder i disse år, kommer flere nye typer holocaustbeskrivelser, og emnet er slet ikke udtømt, påpeger Mads Rosendahl Thomsen. Der tages ifølge ham stadig større friheder i holocaust-litteraturen, hvor man eksempelvis bruger fabler og fantasy.

”Man diskuterer stadig, om det er i orden at finde på ting om holocaust. Hvor går de litterære og moralske grænser?,” siger han.

”Hvem tilhører Auschwitz?”, spurgte ungarskfødte Imre Kertész for længe siden.

Det spørgsmål tages jævnligt op og blev det eksempelvis blot for et par år siden, hvor en amerikansk forfatter lavede en fiktiv skildring af en kvindelig lejrfanges forelskelse i en tysk officer, hvilket førte til et væld af skældsord fra forfatterkolleger. Den britiske forfatter Martin Amis mødte også modstand med sin roman ”Brun sne” fra 2014, som blev afvist af tyske og franske forlag. Den handler om livet i en kz-lejr set fra nazistiske officerers side og var ”for sympatisk indstillet over for nazismen”, lød det.

Ifølge Morten Lassen blev det litterære rum i vidnesbyrdlitteraturen åbnet for længe siden, fordi der også trækkes på både fiktion og virkelighed.

Forfattere bruger tematikker om, at ofre ikke bare er ofre, og bødler ikke bare er bødler. Lejrlivet bliver dermed gjort almengyldigt, mener han og peger som eksempel på nobelvinderen Kertész, der skrev om at kede sig og føle sig lykkelig i lejren.

Paradokset handler ifølge Mads Rosendahl Thomsen om, hvorvidt man kan fremstille holocaust og de umådelige mængder af vold og død, som kan være svære at begribe, og samtidig respektere individet. Det kan være et fremstillingsmæssigt dilemma, siger han og mener samtidig, at Auschwitz stadig er noget helt særligt, der bør værnes om:

”Vidnesbyrd-litteraturen er et veletableret emne inden for litteraturen, men det står ikke helt så skarpt som før. Der er jo en risiko for glemsel, og litteraturen har også en rolle og et stærkt etisk ansvar her. Romaner om holocaust er virtuelle mindesmærker.

3. Krigen: Auschwitz udviklede sig til et symbol

Den 3. september 1941 blev insektmidlet Zyklon B anvendt i Auschwitz-Birkenau for første gang som en test på sovjetiske og polske fanger. På samme tid blev jøder fra Tyskland og Vesteuropa myrdet ved ankomsten af politifolk.

Med disse to oplysninger introducerer den britiske historiker Antony Beevor i værket ”Anden Verdenskrig” fra 2012 sine læsere til den udryddelseslejr og det massedrab, der skulle blive symbol på hele krigen – på side 236. Ikke fordi Beevor ønsker at nedtone Auschwitz’ betydning. Men det siger noget om lejrens begrænsede strategiske betydning tidligt i krigens forløb.

For hvad vidste de allierede lande om nazisternes omfattende folkedrab? Og ville det alligevel ændre på krigens forløb? Det diskuterer Anden Verdenskrigs-historikere stadig. Blandt dem er mange overbevist om, at beretninger om nazisternes systematiske myrderier var nået frem til de allieredes ledere allerede i 1942. I slutningen af det år var det samlede antal dræbte jøder over 1,35 millioner.

I dag er navnet Auschwitz ensbetydende med Anden Verdenskrig, og Anden Verdenskrig ensbetydende med Auschwitz. Men trods kendskabet til forfølgelser og udryddelseslejrene havde britiske Winston Churchill og amerikanske Franklin D. Roosevelt andre problemer at tage sig af, påpeger lektor i historie Claus Bundgård Christensen fra Roskilde Universitet.

”Auschwitz havde ikke høj militær prioritet. Det var ikke et krigsmål, og det til trods for den viden, man havde ret tidligt i krigen,” siger han.

De allierede efterretningstjenester havde ifølge historikeren indblik i, hvad der foregik i kz-lejre gennem beretninger og luftfotografier taget af allieredes flyvemaskiner over lejren, hvor man kan se folk stå i kolonne på vej i gaskamre. Man vidste altså besked om de systematiske drab, om anvendelse af stationære gaskamre, som også blev omtalt i et BBC-program, fortæller Claus Bundgård Christensen. Men på højeste plan valgte man at bruge ressourcerne på anden vis i krigen.

”Hverken briterne eller amerikanerne bombede gaskamre og krematorier – en beslutning, der er blevet kritiseret. Det kunne lade sig gøre, og det ville ret sandsynligt have haft en stor symbolsk betydning, ikke mindst for fangerne i lejrene. Men fokus var på de militære mål,” siger Claus Bundgård Christensen, som nævner, at Auschwitz heller ikke var forbundet med folkemordet i første omgang, fordi en anden lejr, Majdanek, blev befriet først, og pressen fik mulighed for at bringe billeder og skrive om stedet.

At Auschwitz blev befriet af Den Røde Hær havde formentlig også en betydning for udbredelsen af dens betydning. Lejren blev hurtigt en brik i et nyt og større magtspil om historieskrivningen og om det delte Tyskland, som også var præget af fortrængning. På den måde gik der flere årtier, før Auschwitz fik den ikoniske betydning for krigen, som vi tillægger den i dag, mener Claus Bundgård Christensen.

”Ser man på overgangsperioden mellem krig og fred, skulle man samle overblik over alle dræbte, og det var både jøder, polakker og så videre. Erkendelsen af, at jøder i særlig grad var ofre for et så systematisk drab, som ikke tåler nogen sammenligning, kom ret sent,” siger Claus Bundgård Christensen.

Efter 1945 kom der en grundfortælling om en alliance af gode mennesker over for en alliance af onde, der tabte, fortæller historiker og forfatter Mikkel Kirkebæk. Og så kom den kolde krig.

”På Sovjets side lægger man ikke så meget vægt på, at ofrene var af en bestemt race, men at de blev myrdet af politiske og ideologiske grunde. I Vesten fik man straffet nazistiske topfolk, de ansvarlige blev henrettet, og så gjaldt det om genopbygning og om hurtigt at få Vesttyskland inkorporeret i Europa, og imens turde ingen tyskere kigge på hinanden og sige eller tænke, ’hvad gjorde du i krigen’,” siger han.

Den store lære af Auschwitz kom først rigtig, da man i Europa kom mere eller mindre på fode igen, og her var der tale om små 20 år efter krigen, mener Mikkel Kirkebæk.

”Det hang meget sammen med retssagen mod topnazisten Adolf Eichmann og hans død i 1962. Man fik ansigt på bødlen, men også på ofrene, der stod frem. De moralske bevidsthed blev større end tidligere, og med det tanken om kollektiv skyld og skam, som har forplantet sig til kommende generationer i Tyskland på en måde, man ikke har set nogle andre steder,” siger Mikkel Kirkebæk.

Auschwitz har, og med rette, i lang tid været meget i fokus, når det handler om krigen, konstaterer de to danske historikere. På den måde har historieskrivningen om Anden Verdenskrig været forskudt, mener de.

”Der gik lang tid, før fokus også kom på andre forbrydelser, og før man begyndte at se nærmere på nedskydningen af polske officerer, de allieredes brandbombning af Dresden, den røde hærs voldtægter af tyske kvinder. De kapitler af krigen rykkede måske lidt i baggrunden og er kommet frem de senere år,” siger Mikkel Kirkebæk og fortsætter:

”Det har også noget at gøre med, at afstanden til krigen giver rum for flere nuancer i grundfortællingen, som ikke gør forbrydelserne mod jøder mindre, men åbner op for andre sider af krigen. Men uanset hvor meget vi åbner for historien, så vil massemordet og Auschwitz stadig være determinerende for billedet af krigen, og ikke slaget ved Ardennerne eller indtagelsen af Polen,” siger Mikkel Kirkebæk.

4. Jura: Regimer skal holdes i ave

Det er 75 år siden, at sovjetiske soldater den 27. januar 1945 befriede koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz-Birkenau i det tyskbesatte Polen. Hvad kom lejren til at betyde for eftertidens jura?

Rudolf Höss orkestrerede som kommandant i Auschwitz en dødsindustri af hidtil usete dimensioner, inden han hver aften gik hjem til sin bolig lige i nærheden og legede med sine børn. I sit arbejde var han ikke drevet af had eller glæde ved at slå ihjel, hævdede han sidenhen. Tværtimod fyldte det ham med lede at være vidne til og deltager i folkemordet. Men han følte ikke, han kunne andet end opfylde sin pligt over for det regime, han var en del af. Han var magtesløs, påstod han.

Opgaven med at dræbe mennesker på samlebånd fik Höss fra Hitler via SS-lederen Heinrich Himmler i 1940. Da russerne befriede Auschwitz, var Höss stukket af. Men godt et år senere, i marts 1946, blev han pågrebet af britiske soldater nær Flensborg, og trods sine forsøg på ansvarsfralæggelse, blev han dømt til døden. Den 16. april 1947 blev Höss ført til Auschwitz, hvor han havde så mange liv på samvittigheden, og hængt.

Året efter, den 10. december 1948, fik verden, hvad man kunne kalde det første udkast til global lovgivning, der beskytter menneskeheden mod forbryderiske regimer – og som slår fast, at den enkelte ikke kan fralægge sig sit personlige ansvar og skyde hele skylden på regimet.

FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder nævner ikke direkte Auschwitz eller holocaust. Men i forteksten står, at den bygger på, at ”tilsidesættelse af og foragt for menneskerettighederne har ført til barbariske handlinger, der har oprørt menneskehedens samvittighed”, og at ”skabelsen af en verden, hvor menneskene nyder tale- og trosfrihed og frihed for frygt og nød, er blevet forkyndt som folkenes højeste mål”, påpeger Steven L.B. Jensen, historiker og seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder.

”Jeg vil mene, at dette kan læses som en reference specifikt til nazisternes udryddelse af jøder og samtidig til Anden Verdenskrig generelt. Selvom holocaust ikke var den eneste anledning til, at vi fik en menneskerettighedserklæring, er det en vigtig del af bagtæppet. Det var heller ikke uden betydning, at en af hovedforfatterne, den jødisk-franske juraprofessor og senere modtager af Nobels fredspris. René Cassin, personligt havde mistet 26 familiemedlemmer i Auschwitz,” siger han.

Steven L.B. Jensen fremhæver flere steder, hvor Auschwitz dukker op som argument i efterkrigstidens arbejde med en skabe en international jura, som beskytter individet mod regimets overgreb og pålægger individet ansvar på trods af regimets ordrer.

”I de første udkast til FN’s Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder fra slut-1940’erne indgår et forbud mod at udføre medicinske eksperimenter på mennesker, der ikke er gået frivilligt med til det, og sidestiller dette med tortur. Dette henviser til de medicinske forsøg, som blandt andet fandt sted i Auschwitz. Der er også en sag, som ikke er videre flatterende for Danmark, som i 1949-1950 ønskede at få indført tvangssterilisation af ”åndssvage” som en beskyttet praksis i konventionen.

”Det ønske blev hældt af bordet af andre nationer, som åbenbart havde holocaust-erfaringen tættere inde på livet og fandt det utroligt, at Danmark ikke udviste forståelse på dette punkt, blot fem år efter Auschwitz,” fortæller historikeren.

Ud over en menneskerettighedserklæring, som ikke var bindende for stater, fik FN også en folkedrabskonvention i 1948. I 1950 blev den mere bindende europæiske menneskerettighedskonvention vedtaget af Europarådet. Det var dog først i 1990’erne, efter folkedrabet i Bosnien, at verden så en egentlig international retsinstans. Men den lære, som også Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien fra 1993 hvilede på – at international jura skal holde regimer i ave – er en lære, der går tilbage til Auschwitz.

5. Sprog: Et begreb i kampen mod glemselen

I disse dage markeres 75-året for befrielsen af udryddelseslejren Auschwitz, som er gået over i historien som et billede på absolut ondskab og civilisationens totale selvdestruktion. Hvad kom Auschwitz til at betyde for eftertidens sprog?

Auschwitz er et gerningssted, en historisk lokalitet fra Anden Verdenskrig, en nutidig polsk by ved navn Oswiecim og en turistattraktion, som i 2019 havde 2,32 millioner besøgende. Men Auschwitz er også blevet et symbol og et begreb.

Auschwitz er med tiden gået fra at være et navn sideordnet med andre koncentrationslejrnavne som Bergen-Belsen, Treblinka og Theresienstadt til at være mere end det. I 20 år har Auschwitz været nøgleordet i en international kamp mod glemselen og en bestræbelse på at danne og uddanne kommende generationer til menneskelighed. Det markeres hvert år på Auschwitz-dag den 27. januar.

”Nutidens forståelse af Auschwitz er gradvist bygget op over årtier. Men en central begivenhed var, at den daværende svenske statsminister Göran Persson i 1999 tog initiativ til en international konference, fordi han var foruroliget over, hvor lidt svenske skolebørn kendte til holocaust. Auschwitz som begreb repræsenterer holocaust, men fungerer også som symbol for senere folkemord i for eksempel Rwanda og Bosnien,” påpeger historikeren Steven L.B. Jensen, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder.

Stockholm-konferencen den 27. januar 2000 mundede ud i en erklæring fra verdens ledere om viljen til at holde erindringen om holocaust i live for menneskehedens skyld. Her i Danmark har vi haft en officiel Auschwitz-dag siden 2003.

At der var foregået uhyrligheder i lejren blev verdens befolkning hurtigt klar over ved Anden Verdenskrigs afslutning i 1945. Faktisk var der allerede så tidligt som i 1942-1943 et indgående kendskab i de allierede lande til holocaust, påpeger den britiske historiker og leder af center for internationale studier og diplomati ved University of London, dr. Dan Plesch.

”Allerede før krigen sluttede, fremstod ordet Auschwitz i de allierede lande som et skræmmebillede på, hvorfor det var vigtigt at afslutte krigen, og hvorfor menneskerettigheder er vigtige,” siger Plesch, som har skrevet bogen ”From Hitler to Human Rights”.

I tiden lige efter krigen var sproget om nazisternes folkemord og brugen af ordet Auschwitz imidlertid mere konkret end senere. Nazitysklands eget ord for folkemordet var ”Endlösung”. Auschwitz var måske et skræmmebillede for de allierede, men også bare en lokalitet. Og folkemordet gik under forskellige betegnelser – i det omfang man overhovedet magtede at tale om det.

Britiske Collins Dictionary rummer en statistik over brugen af ordet Auschwitz, som viser, at det blev brugt forholdsvis sjældent frem til 1960’erne, og at brugen toppede i 1990’erne altså i tiden frem til Stockholm-konferencen.

Anderledes er det med ordet ”holocaust”, som egentlig kommer af det oldgræske ord holokauston, som betyder brændoffer. Det blev særdeles udbredt i 1970’erne – ikke mindst båret frem af en tv-serie med netop titlen ”Holocaust” og med den senere superstjerne Meryl Streep i en bærende rolle, men brugen af ordet toppede i 1986.

Den jødisk-franske filmskaber Claude Lanzmann introducerede betegnelsen ”shoah” med sin film af samme navn fra 1985. Dette ord er hebraisk, betyder folkemord og var i brug helt tilbage i 1700-tallet. Men både holocaust og shoah er kommet til primært at referere til jødeudryddelse og kun referere bagud i tid.

Idéen i at gøre Auschwitz til et symbol var at skabe et begreb, som både rækker frem og tilbage i tiden. Et ord, som refererer til den religiøse og etniske gruppe, som var klart i overtal i den nazistiske menneskeudryddelse, jøderne, og som samtidig refererer til de andre særligt udsatte grupper for nazisternes forfølgelse, for eksempel romaer, og homoseksuelle – og til alle ofre for alle folkemord før eller siden. Dét ord blev man 20 år siden enige om skulle være Auschwitz.

Den 27. januar 1945 befriede sovjetiske soldater kz-lejren Auschwitz. Billedet viser en gruppe fanger, der overlevede i lejren.
Holocaustoverleveren Primo Levi (1919-1987) havde sin helt egen personlige tone så underfundig som få andre i det 20. århundrede.
Elie Wiesel Foto: Jason Reed/Reuters/Ritzau Scanpix
Den 27. januar 1945 befriede sovjetiske soldater kz-lejren Auschwitz. Billedet viser en gruppe fanger, der overlevede i lejren.
Den tyske koncentrations- og dødslejr Auschwitz-Birkenau i Polen, som under krigen var besat af Tyskland. Lejren er et af symbolerne på Holocaust, Nazitysklands massedrab på jøder. (Arkivfoto) Foto: Agencja Gazeta/Reuters
Polens regering er ikke repræsenteret, når mange af verdens ledere torsdag samles torsdag i Jerusalem for at markere 75-årsdagen for befrielsen af Auschwitz. Årsdagen markeres på et tidspunkt, hvor der er tegn på tiltagende antisemitisme i Europa og USA. Foto: Auschwitz Museum/Reuters
Hitler og de øvrige topnazister kaldte folkemordet på Europas jøder for ”Endlösung", som ifølge historikere blev planlagt allerede i sommeren 1941 og udført de efterfølgende år i ly af krigen.
0Rudolf Höss forsøgte inden sin henrettelse at fralægge sig sit personlige ansvar for at have ledet Auschwitz og i stedet skyde skylden på regimet i Nazi-tyskland. Her ses han ved sin tilfangetagelse i 1946. Foto: Ritzau Scanpix.