I mere end 12 år har Stine Steensgaard haft på fornemmelsen, at hun ikke kunne få børn. For mindre end tre måneder siden fik 33-årige Stine Stensgaard bekræftet den mistanke, som har plaget hende siden puberteten. Da viste undersøgelser, at hun lider af den østrogennedsættende sygdom tidlig overgangsalder samt syndromet turnermosaik, der betegner en anden kromosomsammensætning end normale kvinders. Begge er diagnoser, som måske vil forhindre Stine Steensgaard i nogensinde at få børn.
”Jeg føler en stor trang til at give mine gener videre og få lov til at give omsorg til et lille menneske, som jeg kan være med til at præge og udvikle. Det går ud over min kvindelighed, hvis jeg ikke får lov at bære et barn,” siger Stine Stensgaard, der er social- og sundshjælper i en privatvirksomhed. Det job fik hun, efter at hun blev fyret fra sit tidligere job som følge af stress på grund af fertilitetsbehandlingerne.
”Jeg skjuler mine frustrationer, når jeg er på arbejde. Men det er svært at holde masken, når man skal sidde og stikke sig selv med hormoner ude i bilen, inden man skal ind til en borger. På mit sidste job blev jeg fyret, fordi min chef ikke kunne acceptere den obligatoriske sygemelding på en uge, da jeg skulle have lagt æg op. I det hele taget var jeg dybt stresset på grund af fertilitetsbehandlingerne,” forklarer Stine Stensgaard, der bor i Tjørring ved Herning med sin kæreste Patrick Pedersen og deres hund Jovi.
”Han erstatter meget og måske lidt for meget,” siger Stine Stensgaard med et nik over skulderen mod hunden, der ligger på sofaen og sover.
”Jeg kan ikke forestille mig et liv uden børn. Men hvis jeg ikke får det, kan jeg erstatte tomrummet med Jovi, selvom det aldrig vil være det samme som et barn.”
Stine Stensgaard er en af de titusindvis af kvinder, der kæmper mod barnløsheden i dagens Danmark. Flere end 6000 danske kvinder går hvert år i fertilitetsbehandling for at få det barn, de ønsker sig. Men fænomenet er langt fra moderne. Kvinder har altid kæmpet mod barnløsheden og selvom de sociale vilkår og synet på kvinder har forandret sig, er det de samme problematikker, som gør sig gældende for barnløse kvinder gennem tiden.
Lige siden Stine Stensgaard kom i puberteten, har hun lidt af uregelmæssige menstruationer og pletblødninger. Gentagne forsøg på at få en forklaring blev slået hen af læger, som betegnede hende som ’ganske normal’. Stine Stensgaard stillede ikke flere spørgsmål, men nærede en ubevidst mistro til lægernes forsikringer. Sidst i 20’erne mødte hun Patrick Pedersen på pædagogseminariet i Ikast, de blev forelskede og flyttede sammen for at stifte familie. Da det ikke lykkedes for parret at blive gravid, gik de i fertilitetsbehandling. De skulle bruge tre mislykkede forsøg på kunstig befrugtning med Stine Stensgaards egne æg og to mislykkede forsøg med doneræg fra en anden kvinde, før lægerne lyttede til den mistanke, som hun hele tiden havde haft om, at der var noget helt andet og meget mere alvorligt galt. Da hun insisterede på at blive udredt, viste undersøgelserne, at hun allerede var gået i overgangsalderen og tilmed lider af en afart af Turner-syndromet, der betyder, at Stine Stensgaard har genetiske fejl på 40 procent af hendes kvindelige kromosomer.
”Da vi startede i fertilitetsbehandling, var jeg helt høj af forventning og tænkte, at vi nu ville blive forældre. Efter første forsøg var jeg helt nede i kulkælderen, fordi jeg havde en fornemmelse af, hvad det tydede på,” siger Stine Stensgaard og forklarer, at fertilitetsbehandlingerne kræver alle hendes kræfter.
”Jeg kan ikke blive ved med at være i fertilitetsbehandling. Man har altid telefonen på sig, alarmerne bipper, når man skal tage hormoner, og hvis de ringer fra klinikken. Presset er der altid, og det er enormt stressende at skulle indrette sig efter det hele tiden. På arbejdet viser jeg ikke, hvordan jeg har det. Jobbet er en del af mig, fertilitetsbehandlingerne en anden og venner og familie er en tredje del. Jeg er tre vidt forskellige personer. Masken falder, når jeg kommer hjem fra arbejde, og så tudbrøler jeg.”
Med ord som ’vrede’ og ’et svækket selvbillede’ betegner Stine Stensgaard den boksekamp, hun har været igennem i forsøget på at blive mor. Indtil nu har forløbet kostet hende dyrt. De mange fertilitetsbehandlinger og uvisheden om fremtiden har sat sig i kroppen på Stine Stensgaard som et tab af kvindelighed og selvtillid. Barnløsheden har konfronteret hende med, at hun ikke lever op til sit eget billede af, hvad det vil sige at være en rigtig kvinde.
”Jeg føler mig ikke som en kvinde, selvom jeg ligner en. Nogle gange føler jeg, at hvis jeg ikke kan producere børn, så kan jeg ikke finde ud af noget som helst, så kan jeg ikke bruges til noget. En kvinde er en mor, sådan er det for mig. Jeg skal ikke være hjemmegående, men det handler om at have en familie og et barn at tage sig af. Lige nu kan jeg ikke finde min kvindelighed et andet sted, men måske kommer det, hvis det en dag går op for os, at vi ikke får børn. Lige nu tør jeg ikke se længere ud i fremtiden,” siger Stine Stensgaard.
Selvom kampen mod barnløsheden og et trægt sundhedssystem er lang og barsk, oplever Stine Stensgaard en fornyet kampgejst og tro på sin egen intuition.
”Jeg er blevet meget stærkere end tidligere. Før sagde jeg ’ja og amen’ til alt og satte aldrig spørgsmålstegn ved noget. Jeg stiller flere spørgsmål nu, og hvis jeg ikke gjorde det, havde vi aldrig fundet ud af, hvad det er, jeg fejler. Det har givet mig en tro på mig selv og pustet til min kampgejst. Andre skal ikke skal gå igennem det samme som mig,” siger Stine Steensgaard, der ønsker at rydde barnløshedens tabu af vejen.
”Jeg bliver nødt til at have tålmodighed lidt endnu. Jeg stiller op til dette, for at skabe åbenhed om emnet, så folk ved, hvad det egentligt indebærer at være barnløs.”
I dag ved Stine Steensgaard ikke, om hun nogensinde bliver mor. Før hun finder svaret på det spørgsmål, skal hun igennem flere undersøgelser, flere forsøg med kunstig befrugtning og flere dage, hvor uvisheden afløses af håbet og håbet efterfølges af håbløsheden.
”Jeg vil gå rigtig langt for at få et barn. Vi har overvejet at bruge en rugemor, adoptere eller blive plejefamilie, men det er alt sammen meget svært at blive godkendt til. Jeg er ikke klar til at acceptere, at jeg måske aldrig får børn, ikke endnu. Jeg har stadig et håb om, at det stadig kan lykkes i samråd med Turner-specialisten.”
Men selv hvis hun ikke kan få børn, finder hun trøst i, at hun i det mindste er blevet afklaret med sin situation.
”Hvis vi ikke får børn, bliver der mere tid til os selv igen. Så skal vi pleje os selv, lægge låg på fortiden og starte på en frisk. Det trøster mig, for det her er virkelig hårdt. Jeg havde håbet, at denne udredning kunne give ro, men så starter der nye spørgsmål og ny uvished. Vi trænger til et liv uden uvished.”