Fertilitetsbehandling kan være skadeligt for børns hjerter

Børn, der er kommet til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling, har tendens til forhøjet blodtryk og tidligere aldring af kredsløbssystemet, konkluderer nyt studie

Omkring 11 procent af danske årgange bliver født som følge af forskellige former for fertilitetsbehandling.
Omkring 11 procent af danske årgange bliver født som følge af forskellige former for fertilitetsbehandling. Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

Siden verdens første reagensglasbarn, engelske Louise Brown, blev født i 1978, har man været bekymret for, om det har negative konsekvenser for barnets helbred at være undfanget uden for kroppen.

Det har man hidtil ikke kunne bevise, men et nyt schweizisk forskningsprojekt tegner nu et andet billede. Det skriver den amerikanske avis The New York Times.

Forskerne testede to grupper af børn på 16 år, hvor der i den ene gruppe kun var børn, der var undfanget på naturlig vis, mens der i den anden kun var børn, der var kommet til verden som følge af fertilitetsbehandling.

Resultatet viste, at børnene i sidstnævnte gruppe havde signifikant højere blodtryk, end 16-årige normalt har. Otte af reagensglasbørnene havde faktisk så højt blodtryk, at de lå helt oppe i den øverste tyvendedel af, hvad man normalt ser hos denne aldersgruppe.

”Der er ingen grund til panik, men der bør holdes ekstra øje med børnene, så deres blodtryk oftere bliver målt. Derudover er det vigtigt at eliminere andre risikofaktorer som rygning, inaktiv livsstil og overvægt,” siger den ledende forsker, dr.med. Emrush Rexhaj, til den amerikanske avis.

Han fortæller, at unge hjerter godt kan tåle et lidt højere blodtryk, men at det skal behandles, hvis det bliver alt for højt. Ellers stiger risikoen for at få hjerteanfald senere i livet.

Hvert år bliver næsten 7000 danske børn født som følge af forskellige former for fertilitetsbehandling. Det svarer til omkring 11 procent af hver årgang.