Hvem var sektlederen Jim Jones?

Sektlederen James Warren "Jim" Jones var ophavsmand til et masseselvmord, der rystede hele verden. En tragedie, som DR 2 i aften sætter fokus på. Men hvem var sektlederen egentlig?

Sektleder og massemorder: James Warren Jones ville skabe et paradis, men endte med at sende hundredevis af mennesker i døden.
Sektleder og massemorder: James Warren Jones ville skabe et paradis, men endte med at sende hundredevis af mennesker i døden. . Foto: Pixgood.com.

En kold novemberdag i 1978 vågnede hele verden op til en chokerende nyhed.

Billeder af overdækkede lig og brutale beskrivelser fra alverdens medier viste, at en utænkelig tragedie var fundet sted: Over 900 medlemmer, heraf næsten 200 børn, af den religiøse sekt "Folkets Tempel" havde begået kollektivt selvmord i byen Jonestown dybt inde i Guyanas jungle. 

Tragedien var angiveligt sket på direkte ordre fra sektens leder, James Warren "Jim" Jones, der også blev fundet skudt. Ifølge den retsmedicinske rapport havde han skudt sig selv.

Det vides stadigvæk ikke med sikkerhed, hvordan de over 900 sektmedlemmer helt præcist omkom. Det er dog blevet bevist, at flere døde af cyanidforgiftning, mens andre blevet henrettet.

Men hvem var den karismatiske sektleder, der styrede Jonestown? 

James Warren Jones blev født i 1931 i den amerikanske stat Indiana og var af irsk-walisisk herkomst. Hans mor, Lynetta Putman, skulle angiveligt have sagt, at hun havde født den nye Messias.

Hans far var krigsveteran.

Foto: Wikimedia Commons

I 1951 begyndte James Warren Jones at engagere sig i kommunismen. Han var også involveret i Metodistkirken, men forlod angiveligt kirken, fordi sognet ikke ville lade sorte være en del af menigheden. 

Den kommende sektleder startede sin egen kirke, som han kaldte "Peoples Temple Christian Church Full Gospel", i 1956.

James Warren Jones radikalisering blev med tiden mere og mere tydelig. Verden skulle ende i en apokalyptisk atomkrig, proklamerede han blandt andet efter en rejse til Brasilien i 1963.

Han fortalte sin menighed hjemme i Indiana, at ud af atomkatastrofen ville der opstå et nyt socialistisk paradis.

Dette paradis symboliserede James Warren Jones ved tanken om "regnbuefamilien". Det var en fællesskabsform, som han selv havde skabt med sin kone, Marciline Jones. De havde sammen adopteret syv børn af ikke-vestlig afstamning. 

Parret manglede nu kun et sted, hvor drømmen kunne realiseres.

Foto: Wikimedia Commons

Stedet fandt de i det kommunistiske Guyanai, og byen Jonestown, der blev opkaldt efter sektstifteren, blev grundlagt i sommeren 1977.

I begyndelsen var Jonestown en succes, men langsomt udviklede det utopiske samfund sig til en straffelejr med bevæbnede vagter, vold og umenneskeligt hårdt arbejde.

Samtidig udviklede Jim Jones paranoia, og han var overbevist om, at CIA holdt Jonestown under opsyn.

Det var rapporter om disse forhold, der i november 1978 fik en lille gruppe bekymrede pårørende - under ledelse af Leo Ryan, der var medlem af den amerikanske kongres - til at flyve til Guyana sammen med et tv-hold fra NBC for at få kontakt med beboerne i Jonestown.

Men besøget endte tragisk. Blot et døgn efter ankomsten var Leo Ryan og hele tv-holdet skudt, og 913 medlemmer af Folkets Tempel døde. 

Tragedien i Jonestown, der i dag ofte bliver nævnt som eksempel på, hvordan sekter og enkeltpersoner kan hjernevaske almindelige mennesker, står stadig som det største civile tab af amerikansk liv - som konsekvens af en bevidst handling - før terrorangrebet på World Trade Center i 2001.

I aften viser DR 2 en dokumentar om den forfærdelige massakre. "Massakren i Jonestown" vises kl. 23.00. 

Læs mere om dokumentaren her.