4 ud af 6 stjerner
Det er næppe noget tilfælde, at denne film havde premiere i USA fredag i sidste uge. Det var som bekendt valentinsdag en af de mange amerikanske traditioner, vi har taget til os. Winters Tale er nemlig først og fremmest en rørende og poetisk kærlighedshistorie.
Tidsmæssigt befinder vi os i årene 1895, 1916 og 2014. Stedet er New York, som på den ene side ligner den by, vi kender, men på den anden er kendetegnet ved magi og overnaturlige fænomener.
Efter en kort prolog som foregår i 1895, bliver vi introduceret til filmens hovedperson Peter Lake (Colin Farrell). Lake er indbrudstyv og en dygtig en af slagsen. En dag kaster han sit blik på et stort palæ ved Central Park. Da han bryder ind, viser det sig, at husets unge, smukke datter Beverly Penn (Jessica Brown Findlay) er alene hjemme. Hun lider af tuberkulose. De forelsker sig hovedkulds i hinanden.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: 12 years a Slave
Selvom han har en pistol i hånden og åbent fortæller om sin profession, bliver hun ikke bange og inviterer ham på en kop te. Da hun spørger: Hvad er det bedste, du har stjålet indtil nu?, svarer han betaget: Jeg tror ikke, at jeg har stjålet det endnu.
Sideløbende med kærlighedsdramaet kører andre historier, herunder primært historien om forholdet mellem Lake og gangsteren Pearly Soames (Russell Crowe), som har oplært Lake i tyveriets kunst. Soames føler sig forrådt, da Lake beslutter sig for at gå egne veje, og som straf vil Soames slå sin tidligere elev ihjel. I den forbindelse udspiller der sig voldsomme kampe mellem det gode og det onde.
Hvordan det går de elskende på flugt fra gangsterne, skal ikke afsløres, blot at filmen til tider kan virke noget usammenhængende, hvilket primært skyldes dens spring i tid og de mange sidehandlinger.
Det skorter ikke på kendte stjerner i filmen, der bygger på Mark Helprins prisbelønnede bog af samme navn. Det er svært at koge en 800 siders actionfyldt murstensroman ned til en film på to timer, hvilket filmen bærer præg af. Den vil for meget, men Farrell og Findley gør det godt som de to elskende. De er så smukke og charmerende, at det er svært ikke at falde for dem.
Filmens flotte visuelle udtryk er med sine brunlige og gyldne nuancer præget af nostalgi med mange billeder af New York, herunder imponerende panoreringer over byen i fugleperspektiv. Filmen er primært en hyldest til den store kærlighed, så er man til eventyrfilm og romantik kan man roligt gå ind at se den, også selvom det lige har været valentinsdag.