4/6
Af Palle Schantz Lauridsen
Kan man anmelde en dokumentarfilm, når man stort set ikke kender noget til det emne, den skildrer? Selvfølgelig kan man det. Dokumentarfilm har jo netop som formål at fortælle om dele af verden, som mange ikke kender i forvejen. Hvor mange har været udstationeret i "Armadillo", mødt "Fogh bag facaden" eller kendt unge amerikanere, der skyder deres skolekammerater, sådan som det sker i "Bowling for Columbine"?
Dokumentarveteranen Frederick Wisemans seneste film, "La Danse", handler om balletkompagniet ved Pariseroperaen. Jeg er overbevist om, at balletkendere vil kunne se og forstå masser af ting i den, som gik fuldstændig hen over hovedet på mig. Filmen er til og med ikke specielt informativ, for Wisemans metode er ikke at docere med forklarende fortællerstemmer, interviews eller tekster, der fortæller, hvem vi ser på billederne. Wiseman lader billederne tale selv. Han har selvfølgelig både bestemt, hvor kameraet skal stå, hvordan billederne skal beskæres, hvad der skal med, hvordan filmen skal klippes og historien fortælles. De medvirkende er ikke instrueret – og de bliver ikke spurgt om noget. Men de har masser at sige. Med ord – og med kropssprog ikke mindst.
Wiseman følger en lang række koreografer og dansere i det intense arbejde frem mod færdige forestillinger inden for både klassisk og avantgardistisk ballet. Selv for en ballet-dummy som mig er det fascinerende at se det engagement, den viden og den kunnen, alle parter lægger i arbejdet. Det gælder syerskerne og den kunstneriske leder, stjernerne og korpsdansere, ældre og yngre koreografer.
Filmen indledes med en række billeder af tomme gange og trapper, som fører os ind på en kunstnerisk arbejdsplads, hvor der til overflod er fyldt med liv. Han bruger over 2½ time på det, og resultatet er ganske fascinerende.
La Danse. USA/Frankrig 2009. Instruktion: Frederick Wiseman. 159 min. Premiere i to biografer.