De Konservatives ene hjernehalvdel

SE VIDEO De Konservative ønsker for alt i verden at fremstå som et økonomisk ansvarligt parti, og skulle nogen i disse år være i tvivl om, hvad der egentlig i dybere forstand kendetegner partiets politik, bliver de ikke klogere her. Sådan lyder dommen fra Kristeligt Dagblads valgvideoanmelder, Sørine Gotfredsen

De Konservatives ene hjernehalvdel


De Konservative har det svært og har haft det svært længe. Partiet er på støt nedtur, og med Lars Barfoed som formand satses der på en ny begyndelse.

Det kommende valg er hans første seriøse prøve, og vi møder ham som afsluttende myndighed i partiets valgvideo. Men først skal vi igennem en introduktion fyldt med milde billeder af danskerne, der står tidligt op, spiser morgenmad, smører madpakke og tager på arbejde.

LÆS OGSÅ:
Fint og elitært, og faktisk havde det været en valgkamp værd

Landet vågner, og partiet dyrker den helt almindelige dagligdag befolket af flittige danskere, alt imens en venlig kvinde fortæller, at De Konservative vil skabe flere arbejdspladser, styre gælden, styrke erhvervslivet og reformere efterlønnen.

Til sammenligning hører vi, at Socialdemokraterne og SF ikke tager problemerne alvorligt, men blot sender en 12 minutters varmluftsballon til vejrs.

De Konservative ønsker for alt i verden at fremstå som et økonomisk ansvarligt parti, og skulle nogen i disse år være i tvivl om, hvad der egentlig i dybere forstand kendetegner partiets politik og det er mange i tvivl om bliver de ikke klogere her.

For mens livet er andet end penge, forsømmer man helt muligheden for at tale til menneskets anden hjernehalvdel. Endda på trods af at det ofte siges, at det i høj grad bør være i kraft af netop den, at De Konservative kan tage et skridt ud af VKO-skyggen som partiet, der står i et bevidst forhold til kulturen og midt i globalitet og konkurrenceevne også vil værne om det værdimæssige aspekt af den hverdag, der hyldes som udgangspunkt.

Det hele bliver her lige lovlig tørt og goldt, og det meste af den konservative politik kan faktisk i denne udlægning reduceres til tal og kurver.

Da Lars Barfoed omsider træder frem mod slutningen, gentager han blot, at danskerne stående ved denne økonomiske skillevej bør vælge den konservative vej frem for den røde. Der begge illustreres bag ham som let begribelige svingpile.

Det sympatiske ved De Konservatives selvpræsentation er, at den holder sig helt fri af den skamløse dyrkelse af solskin og stråtag, der af og til sniger sig ind, når borgerlige partier skal promovere sig selv.

Det er hverdag, sund fornuft, orden i regnskabet og anerkendelse af den pligtopfyldende dansker og omsorgsfulde potteplantevandende kvinde, der kendetegner Lars Barfoeds nye begyndelse.

Helt fra første færd som partileder har han forsøgt at anlægge stilen som den evigt saglige, der med ærgrelse iagttager den politiske bevægelse i retning af mere overfladiskhed og personfiksering. Her er han denne stil tro. Det er tørt og kedeligt, og man må have sin tvivl om, hvorvidt det vækker folk til at stemme konservativt, men det er ærlig snak.

Angående den lidt videre forståelse af konservatismen må det vente til en anden dag. Om denne dag nogensinde for alvor oprinder, er et åbent spørgsmål, men sikkert er det, at det ikke bliver på denne side af valget.

Den konservative strategi er klar. Den handler om penge.

Sørine Gotfredsen er sognepræst, journalist og forfatter

Kristeligt Dagblad anmelder partiernes valgvideoer, efterhånden som de har været vist på DR 1