Prøv avisen

De uheldige helte

Player. Instruktion: Thomas Villum Jensen. Danmark 2013. Premiere over hele landet.

Player med Casper Christensen er en sød og forglemmelig sommerspøg

I filmen For Your Eyes Only kører James Bond i skikkelse af Roger Moore i en noget usædvanlig bil. Usædvanligt for ham i hvert fald. Skarpt forfulgt af skydende skurke forsøger han og filmens heltinde at slippe bort i en gul Citroën 2CV. Sådan en er også med i Tomas Villum Jensens Player, der har Casper Christensen og Rasmus Bjerg i hovedrollerne.

Der er andre Bond-træk i Player: sol og sommer, skønne, bedrageriske kvinder og ikke mindst et pokerspil, hvor Rasmus Bjerg optræder i hvid smokingjakke. Men filmen er ikke en agentfilm.

LÆS OGSÅ: Den skæbnesvangre weekend

Plakaten kalder den en svindlerkomedie, og det er ikke det mindste ved siden af, lidt i retning af den gamle tv-serie De uheldige helte. Michael-Helge (Bjerg) er dog den mest retlinede advokat, man kan forestille sig: evigt korrekt, aldrig ude på sjov.

Han bliver af sin arbejdsgiver og kommende svigerfar sendt til Sydfrankrig for at ordne en lille skilsmissesag, men bliver snydt, så det driver, og skal bruge resten af filmen til at skaffe de 10 millioner euro (75 millioner kroner) af firmaets penge, han har mistet. Han får hjælp af sin gamle kostskolekammerat, Theo (Christensen), der er lige så meget en plattenslager, som Michael-Helge er en knudemand. Den ene kan ikke nyde et glas vin til maden og kan end ikke forestille sig at være sin kommende hustru utro. Den anden sniffer kokain, omgiver sig med unge, frisindede kvinder og har et noget løsagtigt forholdt til lovens bogstav.

Det sker i et meget stramt komponeret manuskript, der lader de to modsætninger lære det bedste af hinanden, ikke har nogen løse ender og samtidig fortæller en historie om at finde den gyldne middelvej, så man både kan tage vare på sig selv og andre.

Player er en meget sød sommerspøg.