Prøv avisen

Die Hard igen-igen-igen: Gamle fjendebilleder i nye biljagter

A Good Day to Die Hard. Instruktion: John Moore. Premiere i 91 biografer.

MED FILMTRAILER Der bliver hverken sparet på eksplosioner eller klicheer i den nye Die Hard-film, som kun får sneget sig op på to stjerner af Kristeligt Dagblads anmelder

To stjerner

Bruce Willis fik sit store gennembrud som en af Hollywoods sejeste actionskuespillere i den første og bedste Die Hard-film, der fik premiere for 25 år siden. Succesen var en overraskelse for produceren, der havde lavet plakaten uden den dengang relativt ukendte skuespiller. Men Bruce Willis viste sig som en vaskeægte billetsælger, og filmen er senere blevet betragtet som en nyskabende actionklassiker. Mange forbinder nok også stadig Bruce Willis med rollen som den hårdtslående og forslåede politimand John McClane.

Den snart 58-årige Bruce Willis er såmænd stadig sej at se på, og han kan nok også sælge billetter i sin femte Die Hard-film. Men den lever hverken op til den originale Die Hard eller den roste Die Hard 4.0.

ANMELDELSE: Die Hard 4.0: Spænd selen

For selvom man skal lede længe efter bedre biljagter, virker selve historien i den femte Die Hard- nærmest kvalmende klichefuld.

Scenen er denne gang Moskva. John McClane er i byen, fordi han tror, at hans søn Jack (Jai Courtney) er blevet rodet ind i den russiske kriminelle underverden som gangster. Det viser sig dog, at sønnen ligner faderen mere end som så, og sammen forsøger de så at bekæmpe skurkene, der lever lystigt op til de gamle fjendebilleder fra Sovjettiden.

LÆS OGSÅ: De elitære anmeldere og de dumme film

John McClane er den amerikanske cowboy, der er i byen for at rydde op, selvom det nok er så meget sagt med alle de biler og bygninger, der bliver smadret undervejs. Og som kronen på actionklicheerne munder biljagterne ud i, at han sammen med sønnen skal forhindre en atombombe i at falde i de forkerte hænder. Far og søn sætter derfor i en stjålet bil efter skurkene, der flyver (nærmest lige så hurtigt) i helikopter mod Tjernobyl (i filmen virker det som en forstad til Moskva!). Og her skydes der så ellers løs mellem atomaffaldet.

Det er dejligt at være sammen med dig igen. Jeg har haft en ret hyggelig dag, siger John McClane til sin søn i en kort pause fra skyderierne.

Godt, sønnike, siger han øjeblikket efter, da sønnen skyder en mand ned bagfra. Og sådan finder far og søn sammen i et ret påklistret forsøg på at lade filmen handle om, at man skal tage sig tid til sine børn.

Et andet opdragende element i filmen består i øvrigt i, at der kun kommer røg fra pistolerne, mens man naturligvis ikke vil præge ungdommen med cigaretter. Det virker lidt selvmodsigende, når Bruce Willis selv har udtalt, at film ikke påvirker unge i forhold til vold.

Det må man i hvert fald ikke håbe. For Die Hard 5 er en parade i underholdende, men totalt hovedløs vold.

Undervejs forfladiges den i forvejen tynde historie oven i købet af en række mildt sagt mislykkes forsøg på at tilføje filmen humor. Det virker for eksempel temmelig anstrengt, at manuskriptforfatteren lader John McClane genbruge den samme joke igen og igen om, at han altså kun er på ferie, mens alting bogstaveligt talt eksploderer omkring ham. Med andre ord leverer filmen et stort og dyrt filmfyrværkeri, der alligevel føles som en fuser.