Prøv avisen

En drøj portion skysovs

For at finde en samlet identitet i de labyrintiske strukturer i filmen lader instruktørerne filmens mange stjerneskuespillere – her Tom Hanks og Halle Barry – gå igen i de forskellige handlingsspor i forskellige roller og med forskellige maskeringer. – Foto: UIP.

Filmatiseringen af David Mitchells roman Cloud Atlas er visuelt overdådig, men eksistentielt klichefyldt

Udformningen af et skyatlas hører til i meteorologiens barndom under den europæiske romantik. Her tog skyformationslæren form som en naturvidenskabelig tilgang til vejrfænomenerne, men også som en slags eksistentiel allegori over menneskelivets omskiftelighed og ideale stræben imod højere sfæriske mål.

Den britiske forfatter David Mitchell navngav sin roman fra 2004 Cloud Atlas (dansk Sky Atlas, 2012) for på bedste romantiske vis at kunne binde skæbnetråde sammen under ledelinjen: Sjæle krydser tiden som skyer på himlen.

LÆS OGSÅ: Let film om alvorligt emne

Han lod med stilistisk brillans seks fortællespor flette sammen på tværs af klodens kontinenter og tidens gang for i sidste ende at kunne forene alle romanens stemmer til ét atlas, der kortlagde menneskets eksistens og dybeste gensidighed igennem tid og rum. Romanen blev en overraskende succes, måske mest af alt fordi den dristigt blandede, hvad der i udgangspunktet lignede en victoriansk dannelsesroman med elementer fra thrilleren, komedien, melodramaet og science fiction.

Nu er David Mitchells magnus opus omsat til film af parret bag Matrix-trilogien, Lana og Andy Washovski og det tyske fænomen Tom Tykwer. En eksplosiv trio, der sikrer filmen visuel energi på trods af det nærmest umulige filmiske forlæg. Det er sin sag at flette handlingen på en britisk skonnert i Stillehavet i 1850erne sammen med forholdet mellem en klassisk komponist og hans assistent i Cambridge i 1930erne, en journalists jagt på bagmænd i San Franciscos korrupte energisektor i 1970erne og en forlæggers finansielle kvababbelser i 00ernes London.

Og så samtidig kaste blikket ud i fremtiden til et dystopisk neo-futuristisk Seoul og et apokalyptisk Hawaii, hvor der lander rumskibe mellem blodtørstige riddere og en ur-befolkning, der har overlevet en ikke nærmere defineret katastrofe. Endelig er fortælleren bag alle historierne placeret i en fjern galakse, hvor den blå planet blot er en prik på firmamentet.

I et forsøg på at finde en samlet identitet i de labyrintiske strukturer lader de tre instruktører filmens horde af stjerneskuespillere gå igen i de forskellige handlingsspor i forskellige roller og med forskellige maskeringer til de forskellige tidsaldre.

Det er sine steder ufrivilligt komisk; jeg mener: Susan Sarandon maskeret som Maori-kvinde og Tom Hanks som overvismand med filosofisk hvidt skæg.

Resultatet er en næsten tre timer lang film, hvor de bærende kræfter dårligt hjulpet af instruktørernes manuskript går rundt og deklamerer pseudofilosofiske brokker og eksistentielle mystifikationer med et tonefald, som var det Homer eller Shakespeare.

Der er ikke tale om, at de episke tråde får lov at udvikle sig, så karaktererne bliver sat i dybden og skæbneproblematikken vedkommende ud over øjeblikket. Eneste undtagelse er det sensitivt dekadente Cambridge-spor, hvor en indbildsk klassisk komponist sætter sig til at skrive en symfoni sammen med sin assistent. Her drejes mester og lærling-temaet i netop skæbnesvanger retning, da eleven overtrumfer sin lærer, vel at mærke uden at forråde ham, men i kraft af kærlighed. Resultatet er symfonien Cloud Atlas, der samtidig bliver det unge menneskes svanesang.

Dén historie har en bevægende styrke, der kunne have båret en hel film alene. I stedet har de tre instruktører forsøgt sig med en multiplotfilm, der imidlertid udstiller genrens svagheder, når historierne ikke er konsistent sammenhængende og lagt i hænderne på begavede instruktører som Paul Thomas Anderson i Magnolia (1999) eller Alejandro Gonzalez Inarritu i Babel (2006).

Cloud Atlas fremhæver gang på gang menneskers dybe afhængighed af hinanden, men fremstår i sig selv som en fragmentationsbombe. Washovskis og Tykwer forsøger at kompensere for den hule patos og de banale problemstillinger mellem godt og ondt, selviskhed og kærlighed, med en hektisk klipning mellem de forskellige handlingsspor, ved scenografisk prægnant tidsånd og opskruede actionscener.

Filmen er visuelt overdådig, men i computerspillets tidsalder er det ikke længere nok. Den ender som en sær blanding af Mytteriet på Bounty, Blade Runner og Harry Potter. Den er frustrerende som et atlas, man bare bladrer ørkesløst i, uden på noget tidspunkt at kunne sætte nålen i kortet og finde et blivende sted. Himlen falder til jorden.

David Mitchells roman Sky Atlas blev anmeldt i Kristeligt Dagblad den 9. maj 2012 af Mads Rosendahl Thomsen.