Prøv avisen

Endnu et tysk forsøg på at forstå fortiden

Så glade var de vist: Gudrun Ensslin sammen med Bernward Vesper og familien, inden hun forlod ham til fordel for Andreas Baader og venstrefløjsterrorismen. – Foto: Miracle Film.

Hvis ikke os, hvem så skildrer årene inden terrorgruppen Baader-Meinhof blev stiftet

De mødes i kærligheden til litteratur. År senere rabler det for dem begge: Han bliver indlagt på et psykiatrisk hospital. Hun bliver terrorist. Begge ender med at begå selvmord.

LÆS OGSÅ: Forbryderen, der bliver forfulgt

De er Gudrun Ensslin og Bernward Vesper. Hende kender vi, for hun var med i Baader-Meinhof-gruppen. Han var kæreste med Ensslin og far til deres fælles barn. Det var ham, hun forlod til fordel for egensindige, kriminelle Andreas Baader og den aktivistiske venstrefløjsterrorisme.

Den tyske film Hvis ikke os, hvem så har forholdet mellem Ensslin og Vesper som sit omdrejningspunkt. Vesper er hovedpersonen, og især hans modsætningsfyldte forhold til sin far står centralt.

Faderen havde både som redaktør og forfatter i 1930erne aktivt støttet nazisternes kulturpolitik. Da sønnen selv begynder at skrive, bliver faderen glad og får ham til at aflægge løfte om at besørge sit forfatterskab genudgivet: Bernward bliver dermed fanget i skismaet mellem sine stadig mere venstreorienterede holdninger og løftet til den nazistiske far.

LÆS OGSÅ: Debatbog forklædt som roman

Ensslin har også problemer med sin far. Denne præst havde nok været anti-nazist, men havde ikke vovet at gøre modstand og havde også været ved Østfronten. Det bebrejder hans datter ham gentagne gange.

Men det med fædrene er baggrund. Hovedhistorien følger Vesper og Ensslin fra de mødes som studerende i 1961. Ledsaget af datidens musik og iblandet dokumentariske optagelser fra nogle af de begivenheder, der blev afgørende for udviklingen i Vesttyskland i perioden, følger vi deres vej op gennem de dynamiske og diabolske 1960ere.

Med Hvis ikke os, hvem så er vi ovre i den historiske boldgade i endnu et tysk forsøg på at forstå fortiden. Ikke nazitiden, men den tid, hvor dele af ungdommen gjorde radikalt op med forældregenerationens synder. Filmen viser i et godt tidsbillede, at de ikke alle sammen slap hverken heldigt eller lykkeligt fra det opgør. Den forsøger sobert og velfortalt at belyse nogle mennesker og miljøer, der ændrede verden.

Hvis ikke os, hvem så. Tyskland 2011. Instruktion: Andreas Veiel. 124 minutter. Premiere i otte biografer.