For en operaelsker har der i dette efterår været tre vægtige grunde til at drage til New York for at opleve nyopførelsen af "Boris Godunov" på Metropolitan Opera.
For det første ligger denne ærkerussiske klassiker med sin musikalske rigdom og sin stort anlagte scenografi godt for The Met, der jo er berømt for at have overdådige iscenesættelser som en af sine spidskompetencer.
For det andet ville man få lejlighed til at opleve den tyske stjernebas René Pape debutere i New York i den krævende titelrolle, og endelig har direktionen fået den karismatiske russer Valery Gergiev til at holde sammen på udladningerne fra orkestergraven. Der er ikke noget nyt i, at The Met har en særlig evne til at tiltrække enhver epokes største dirigenter. Da "Boris Godunov" i 1913 havde sin amerikanske premiere i New York, skete det under ledelse af Arturo Toscanini.
Lidt større spørgsmålstegn kunne man nok sætte ved iscenesættelsen. Ifølge årsprogrammet skulle den 72-årige tyske mesterinstruktør Peter Stein have haft ansvaret for den, men i sommerens løb gik noget galt i samarbejdet mellem ham og operachefen Peter Gelb, og man måtte pludselig hidkalde en af de lokale kræfter, Stephen Wadsworth, der dog både er erfaren og effektiv. Wadsworth måtte på grund af tidnød bygge videre på Steins idéer og materiale, og det er al ære værd, at der er kommet en både stringent og sammenhængende helhed ud af forestillingen. The Met er kendt for sine traditionelle opsætninger, dets publikum har ry for en udpræget konservatisme, og man behøver derfor ikke frygte at skulle opleve bojarer med maskingeværer eller mobiltelefoner i en "Boris Godunov" fra dette operahus.
Men at der var sket et og andet, siden jeg for 20 år siden sidst oplevede Boris på The Mets store scene, viste sig allerede under den korte, men magisk intense ouverture, hvor to af dramaets personer - Boris Godunov og idioten - viser sig på den tomme scene. Uden for nummer, så at sige. Men meningen er ikke til at tage fejl af: Vi præsenteres straks for de to hovedpersoner i det drama, vi nu skal overvære: herskeren Boris og det russiske folk (legemliggjort ved idioten).
I øvrigt sker afviklingen af prologen samt første og anden akt, der tilsammen varer små to timer, i et prisværdigt flydende tempo. De nødvendige sceneskift - fra prologen foran Jomfruklosteret i Moskva til Kreml (med store bamlende kirkeklokker) og videre til munkecellen i Tjudor-klosteret og videre igen til den lystige kroscene ved grænsen til Litauen - foregår for åbent tæppe, idet The Mets hærskare af statister på meningsfuld måde dækker for scenefolkene.
Et særligt raffinement er den bog, hvori den gamle munk Pimen nedfælder sin krønike om Ruslands historie. Den er anbragt forrest til venstre på scenen og er på størrelse med en dobbeltseng. Den bliver for øvrigt liggende på sin plads i de følgende scener, og på et tidspunkt ser man idioten lægge sig til at sove oven på den. Han bliver bogstavelig talt flettet sammen med Ruslands historie. Den slags påfund er der en del af, og så må man bære over med, at regien som helhed ikke er helt så overdådig, som man måske kunne have forventet.
Således kunne jeg godt have ønsket mig mere pragt i "den polske akt", hvor der plejer at være næsten lige så meget for øjet som for øret. Kostumerne i denne Boris lever derimod op til vanlig luksuriøs Met-standard med i alt mere end 600 farvestrålende dragter.
Et problem er det imidlertid, at instruktionen har kikset, når det gælder Pimens rolle. Den i øvrigt velsyngende Mikhail Petrenko agerer ganske enkelt for ungt. Han skal illudere en gammel vismand, og takket være maskeringen går det tåleligt i scenen med krønikeskrivningen, men da han i fjerde akt dukker op i Kreml for at fortælle om de mirakler, der sker ved den myrdede tronfølgers grav (et mord, Boris jo står bag), gør den 35-årige russiske bas sin entré så adræt, at man skulle tro, at han ilede til et romantisk stævnemøde.
Det opleves forstyrrende, at illusionen om en svækket olding hermed går fløjten, for der bør jo være noget umiskendeligt arketypisk over Pimen.
Det gælder også idioten og Boris - eller for den sags skyld den muntre vagabond Vaarlam. Alle disse figurer er med rette blevet kaldt manifestationer af "den russiske folkesjæl". Hvad det begreb dækker over, har Musorgskij så mesterligt indfanget i toner - trods de alkoholtåger, han mere eller mindre konstant levede i.
Boris er naturligvis forestillingens omdrejningspunkt, selvom han i flere scener, således hele tredje akt, brillerer ved sit fravær. Forestillingen står og falder med Boris. I dette tilfælde hævdede den sig i den grad: René Pape var hele vejen igennem formidabelt syngende, selvom han lagde så spagfærdigt ud, at man nåede at frygte, at han var indisponeret. Men snart stod det klart, at hans indledende afdæmpethed var en del af karaktertegningen: Boris blev i Papes udformning først og fremmest en grubler, en tvivler, en mand, der nok har villet magten med alle midler, men dybest set er et empatisk menneske, hvad der ikke mindst viser sig i forholdet til datteren Xenia og sønnen Feodor. René Papes Boris var kort sagt mere gribende end grum. Han havde i alle henseender den nødvendige pondus til rollen, og hans vanvids- og dødsscene blev to af højdepunkterne på en uforglemmelig aften.
Musorgskijs partitur til "Boris Godunov" er et af de rigeste i operalitteraturen, spændende fra inderlig ømhed over burlesk humor til brutale udladninger. Derfor var det særligt spændende for mig for første gang at opleve den fænomenale Valery Gergiev live. Den 57-årige russiske maestro er ikke mindst kendt for sit arbejde i Marinskij-operaen i Sankt Petersborg, hvor han har opfostret en række internationale stjerner med sopranen Anna Netrebko som det mest lysende eksempel. I New York stod han i spidsen for det talstærke Met-orkester og dirigerede med sin karakteristisk flagrende højrehånd, som ville han modellere hver eneste frase for sine musikere. I mange optagelser har man set hans lange fingre sitre så hektisk, at billedteknikken dårligt kunne gengive det - det så ud, som om manden havde tre-fire højrehænder. Det forunderlige var, at sådan forekom det også i virkelighedens verden den lørdag i The Met.
Gergievs sans for de mindste detaljer - og for helheden - blev sammen med Papes præstation det store løft i en forestilling, som danske operainteresserede nu også får lejlighed til at opleve - første gang søndag den 14. november i en række biografer over hele landet. Det kan man læse om på www.operabio.dk - og det er netop den forestilling, der her er skildret, som vil gå over lærredet i HD-kvalitet. Sætter man pris på storstilet opera, er det en oplevelse, man ikke bør snyde sig selv for.
Peter Dürrfeld er forfatter til blandt andet bogen "Operaguide" og, senest, erindringsromanen "Ulvesmil".
På søndag kan man under overskriften "Operabio" opleve "Boris Gudonov" i ni biografer landet over. Den 21. november vises den igen i tre biografer.