Hvem styrer hvem

SE TRAILER. En guddommelig styrelse sørger i "The Adjustment Bureau" for, at menneskers frie vilje er sat ud af kraft

Hvem styrer hvem

5 ud af 6 stjerner.

Velspillet og spændende drama om et spørgsmål, der altid har optaget mennesker: Styrer vi, eller styres vi?

Luther og Erasmus af Rotterdam gjorde det! Filmen "The Adjustment Bureau" gør det! Diskuterer viljens frihed. Har mennesket et frit valg, eller er vi bundet af noget? Du er bundet af din synd, ville Luther sige. Nej, du har en fri vilje, siger Erasmus af Rotterdam.

I "The Adjustment Bureau", hvilket betyder "Tilpasningsafdelingen" fortælles om den unge David Norris (fantastisk spillet af Matt Damon), der er det yngste medlem af Repræsentanternes Hus nogensinde. Han stiller op til valget som senator i staten New York. Han ser ud til at vinde, men taber, da han lige op til valget bliver fotograferet i en kompromitterende situation. På valg-natten skal han på tv holde "taber-talen", men inden øver han sig på et toilet. Her gemmer den unge kvinde Elise sig for at snige sig ind til en bryllupsfest på hotellet. De falder i snak og falder for hinanden. Han holder sin tale, dropper alle flosklerne og vinder popularitet, så han om fire år vil være klar til et nyt valg. Han møder tilfældigt Elise igen og får hendes telefonnummer og lover at ringe, men det kommer han ikke til. Nu tager historien nemlig fart.

Det møde må ikke ske, siger de nemlig i "The Adjustment Bureau", en slags himmelsk styrelse, der arbejder efter en plan udformet af "Formanden" selv. Han sender Harry, en slags engel, der fortæller, at der er en plan for alle mennesker, nedskrevet i en slags elektronisk bog – og den skal følges!

"Tilpasningsafdelingen" sørger for, at der ikke er for mange krusninger på virkeligheden. Menneskers frie vilje er sat ud af kraft. På et tidspunkt får vi at vide, at Formanden har grebet ind i det nye årtusind og sat den frie vilje ud af kraft, fordi mennesket ikke kunne administrere friheden. "Se bare på krigene, fascismen, kommunismen og den kolde krig." Derfor skal der topstyring til. Formanden er selvfølgelig den styrende, usynlige og almægtige Gud. Alting er prædestineret, forudbestemt, sagde allerede Augustin i 400 f.Kr.

Her i 2010 er alting skrevet op og planlagt. Men David Norris vil ikke acceptere sin skæbne. Han vil kærligheden. Og så går den vilde jagt. Han står på et tidspunkt som Jesus og får tilbudt hele verden. Alt det kan blive dit! Jeg skal ikke røbe filmens slutning her, men som Jesus ændrer gudsbilledet radikalt i forholdet til sin Formand, så ændres den elektroniske bog her, så siger jeg ikke mere. Kun at filmen "The Adjustment Bureau" er mesterligt skruet sammen og vildt spændende. Blændende underholdning med tankevækkende indhold.

kultur@k.dk

The Adjustment Bureau. Instruktør: Georges Nolfi. USA, 2011. 106 minutter. Premiere over hele landet.