En ud af seks stjerner
Det sker meget sjældent. Men denne gang var jeg lige ved at rejse mig og gå under filmforestillingen. Men det er selvfølgelig uprofessionelt, så jeg blev til den bitre ende. Som selvfølgelig ikke var bitter, men lykkelig. Hvilket blot gjorde ondt værre.
Filmen, der har Julia Roberts i hovedrollen, har den lidt kryptiske titel "Spis, bed, elsk" og dermed præsenteres de tre kapitler, filmen falder i. Hovedpersonen er rejsejournalisten Liz Gilbert. Hun har base i Philadelphia i USA, er nogenlunde lykkeligt gift og er materielt godt ved muffen. Men der er noget, der nager; hun er gået i stå som menneske, har glemt sine drømme, glemt sig selv.
Filmen skildrer da hendes rejse væk fra det kendte liv og mod det ukendte og ind i sig selv. Fra ægteskabet over et mindre forpligtende forhold, til hun tiltræder en lang rejse, der først fører hende til Rom, dernæst til en ashram i Indien og sidst til en hyggelig medicinmand og en lækker brasiliansk mand på Bali. Fra start ved man, hvad rejseplanen er, og derfor ved man også, at det bliver en hård tur i biografen, når man allerede begynder at krumme tæer i begyndelsen af det ubærligt romantiserende Rom-afsnit, der ligesom filmen i øvrigt er præget af overfladisk dybsind og dybsindige platheder. Hvor dybt er det for eksempel at skildre Liz? oplevelse af en sublim pasta ved samtidig at lade os i biografen høre Nattens Dronnings arie fra "Tryllefløjten"?
I en enerverende blanding af selvhjælpsbog og amerikansk rejseromantik fortæller "Spis, bed, elsk" en banal udviklingshistorie. Liz bliver spillet af Julia Roberts, der som altid er vældig fotogen, også i modlys, når en nedgående sol spiller i hendes hår. Og den slags billeder er der så mange af, at Hollywood må have opbrugt hele 2010-kvoten.
Hvis filmen overhovedet har nogen berettigelse, er det ikke som kunst eller underholdning, men som symptom på, at den moderne verden ikke umiddelbart tilfredsstiller menneskets åndelige behov. Så måske man kunne foreslå den til DR 2's dokumentar-flade? Men ligefrem at anbefale den til et biografpublikum - det kan jeg altså ikke. Og hvad den laver blandt de få, udvalgte film i Biografklub Danmark, går over min forstand.
Spis, bed, elsk. USA 2010. Instruktion: Ryan Murphy. 138 minutter. Premiere i 76 biografer.