Kærlighedens vilkår i dagens Danmark

"Smukke mennesker" er en både fin, varm og voldsom debut for Mikkel Munch-Fals

Filmen handler om fire personer, hvis veje krydses på de særeste måder. Her Ingeborg (Bodil Jørgensen), som indleder filmen med at gå på pension, og Anders, spillet af Henrik Prip. --
Filmen handler om fire personer, hvis veje krydses på de særeste måder. Her Ingeborg (Bodil Jørgensen), som indleder filmen med at gå på pension, og Anders, spillet af Henrik Prip. --. Foto: Christian Geisnæs.

5/6

I en gammel sang berettede amerikanske Melanie om alle de mennesker, hun mødte rundt omkring - på bagtrappen, i metroen - men som hun ikke kendte. Ikke desto mindre kaldte hun dem "beautiful people", smukke mennesker.

Det er Mikkel Munch-Fals' spillefilmsdebut, der bringer Melanies sang i erindring. Titlens "Smukke mennesker" er ganske anonyme, indtil vi kommer til at kende dem.

Var det ikke for filmens titel, ville man ikke tænke på dem som smukke; ikke engang, hvis man lod skønheden handle om indre kvaliteter og ikke om udseende. Man ville derimod tænke på dem som ensomme væsener, der i deres stadige søgen efter kærligheden søger forgæves, men ikke lader sig slå endeligt af banen. De VIL kærlighedens nærhed. Koste, hvad det vil. Det er derfor, de er smukke.

Munch-Fals nyder stor respekt i filmkredse som den, der genskabte et filmmagasin på dansk tv. Oven på limboet efter "Bogart" blev det ham, der markant stod i spidsen for den første sæson af DR 2's "Premiere".

Men han var der ikke så længe, for han ville selv lave film. Det er det første, meget vellykkede resultat af det, vi nu kan se i biograferne. Dog kun i 10 af dem, hvilket er distributionsselskabets måde at signalere "smal film" på.

Måske "Smukke mennesker" er smal i forhold til de mainstreamfilm, der kommer ud i 50-100 biografer. Men den er på ingen måde uforståeligt avantgardistisk, og midt i den tristesse, der hviler over den, er der en varmhjertet humor, et vognlæs fascinerende og stilsikkert smukke billeder, en velkomponeret historie og ikke mindst en fabelagtig slutning, hvor trådene på uforlignelig vis samles til en julemiddag.

Filmen handler om fire personer, hvis veje krydses på de særeste måder. Der er den undseelige forlagssekretær Ingeborg (Bodil Jørgensen), som indleder filmen med at gå på pension, hvorefter hendes mand falder om og dør. Hendes datter Anna (Mille Hoffmeyer Lehfeldt) har lige fået fjernet det ene bryst og har voldsomme problemer med at forlige sig med sin nye krop.

Fra en anden familie kommer Anders (Henrik Prip), den forsigtige og tavse kontormand, der bare har den her lyst til at blotte sig for kvinder. Da konen finder ud af det, flytter hun straks. Hans voksne søn Jonas (Sebastian Jessen) er en gudesmuk yndling, der ernærer sig som gigolo i nattelivet.

Mikkel Munch-Fals har selv skrevet manuskriptet til denne både fine og voldsomme, varme og sarkastiske skildring af kærlighedens vilkår i dagens Danmark. Han krydrer fortællingen om de fire skæbner med en række scener, hvor de hver for sig møder andre mennesker, der heller ikke glider ubesværet gennem livet: en bartender, en bingoopråber, en psykolog. De fremstår af gode grunde som fragmenter, men de fire hovedpersoner er tegnet præcist og dybt nok til, at vi føler, vi kender og forstår dem, da filmen når sin barokke afslutning til julemiddagen.

kultur@k.dk

Smukke mennesker. Danmark 2010. Instruktion: Mikkel Munch-Fals. 90 minutter. Premiere i 10 biografer.