Let til aggressioner, svært med relationer

"Submarino" er engruopvækkende pointering af, at den sociale arv kan gøre livstruende ondt på sjælen

-
-. Foto: Sandrew Metronome.

Der er ikke meget solskin i Thomas Vinterbergs filmatisering af Jonas T. Bengtsons roman "Submarino". Vejret er gråt, farveholdningen er grå, verden er ubærligt trist for de to brødre, der er filmens hovedpersoner.

Det fremgår ikke af filmen, men titlen henviser til den torturmetode, hvor bødlen holder offerets hoved under vand, indtil kvælningen er ved at indtræffe.

Dén metafor rammer præcist, hvordan brødrene har det: De er ved at kvæles i social arv, menneskelig ensporethed og følelsesafstumpethed. Men der er et lille lys i mørket. For de er faktisk begge i stand til at elske børn, når bare betingelserne er de rette.


LÆS OGSÅ: Dem de andre ikke vil skrive om

Filmen starter med en rørende scene, der – holdt i uskyldens hvidt – viser to 10-12-årige knægte, der pusler om et spædbarn, deres fælles lillebror. Det viser sig hurtigt, at de har påtaget sig forældrerollen, fordi deres alkoholiserede mor ikke magter det. Faderen hører man intet om. Det skulle da lige være i det gennemgående Gasolin-nummer: "Fatherless Hill". Indledningen slutter tragisk, med at spædbarnet dør. Et skrig fører os op til i dag. Her følger vi først storebroderen Nick (Jakob Cedergren) og derefter den navnløse lillebror (Peter Plaugborg).

Tavsheden, fitnesscentret og guldbajerne er Niks værn mod det liv, der har skadet ham så meget. Han er nyligt løsladt fra fængslet, bor på herberg og færdes i det københavnske nordvestkvarter omkring Nørrebro Station. Han har let til aggressioner, men svært ved relationer. Vi ser ham et par gange ringe til en eller anden, men han ender med at lægge på. Men da han finder sin tidligere svoger, den noget retarderede Ivan, liggende på gaden, kommer hans storebroderlige beskyttertrang op i ham, og han ender da også med at tage sig sammen og opsøge sin lillebror – forgæves.

I filmens anden halvdel følger vi lillebroderen. Han bor alene med sin seks-årige søn. Han vil gøre alt for sin søn, men også han slås med sine sjælelige sår: Han er narkoman og lever under socialrådgiverens stadige trusler om at sønnen kan blive tvangsfjernet.

Efterhånden som de to historier indhenter hinanden, bliver de spundet tæt sammen, og brødrene mødes ved moderens begravelse. Nik forærer sin del af arven til lillebroderen.

For nylig udtalte en af de medvirkende i realityprogrammet "Veninder på 1. klasse" i et interview, at hun ikke troede på den sociale arv i 2010. Det er let nok at sige, når ens egen sociale arv består i at være født med en sølvske i munden. For hvad er så problemet? "Submarino" er en både følsom og gruopvækkende pointering af, at den sociale arv gør ubeskriveligt og livstruende ondt på sjælen på dem, der nærmest er født med guldbajer i hånden eller en kanyle i blodårerne. Kun de to brødres store kærlighed til deres fælles lillebror giver dem den kærlighed, der kan holde dem oppe i et system, der vender det blinde øje til problemerne.

En stærk og ren film om svækkede mennesker i en beskidt verden.

Submarino. Danmark 2010. Instruktion: Thomas Vinterberg. 113 minutter. Premiere i 25 biografer.

kultur@kristeligt-dagblad.dk