Liberal Alliances valgfilm er forloren og blåøjet

Samuelsen fremstår som en brugtvognsforhandler med primadonna-nykker, skriver historiker Jes Fabricius Møller om Liberal Alliances valgvideo

At det iranske styre overhovedet indlod sig på at forhandle med de tre EU-udenrigsministre fik omkring 200 studerende til at protestere i Teheran. (Foto: Nordfoto)
At det iranske styre overhovedet indlod sig på at forhandle med de tre EU-udenrigsministre fik omkring 200 studerende til at protestere i Teheran. (Foto: Nordfoto). Foto: Liberal Alliance.


LIBERAL ALLIANCE BLEV TIL som parti på den påfaldende forudsætning, at økonomisk liberalisme var blevet et ledigt standpunkt i dansk politik. Liberalisme er en klassisk slagvare i den parlamentariske butik, så den burde ikke være så svær at sælge. Men politik begynder og slutter altid med mennesker, og spørgsmålet er her, hvorvidt vi tror på dem, der vil sælge os varen.

LÆS OGSÅ: Det mener partierne om religion i det offentlige rum

Partiets valgfilm, som blev vist på DR 1 i tirsdags, åbner med de økonomiske udfordringer og problemer, som Danmark står over for. Partiets løsningsforslag præsenteres af Anders Samuelsen i det, der antagelig skal give indtryk af at være et auditorium på en højere lære-anstalt.

Anders Samuelsen forelæser for en forsamling af hovedsagelig unge mennesker. Det er med andre ord ikke kun sagligt, det her, det er simpelthen Wissenschaft. Et par grafer understreger de meddelte indsigters videnskabelige karakter.

Undervejs slås partiets program fast i enkel overskriftsform: en maksimal skatteprocent på 40 og en slankere offentlig sektor og så videre. En ung kvinde fra salen spørger, om det ikke giver social slagside. Nej, svarer Samuelsen, for færre skatter vil give flere arbejdspladser, investeringer og vækst, og alle vil få det bedre. Hvis der havde været tid til et tillægsspørgsmål, skulle kvinden jo have afæsket Samuelsen mellemregningerne.

Men partilederen har ikke stunder til at tage sig af mellemregninger, og han og et par øvrige jakkesæt haster videre i en sort direktørbil, der udstråler dynamik og velstand. Transportscenen giver lejlighed til endnu et nærbilleder af Samuelsens meget blå øjne og en voice over-redegørelse for, at partiets økonomiske politik bygger på uafhængige eksperter.

Filmens anden hovedscene er en fingeret pressekonference. Blitzlys glimter, og ivrig nysgerrighed foregøgles. Til at svare på spørgsmål sidder Samuelsen klar med Simon Emil Ammitzbøll ved sin side. Sceneskiftet udgør imidlertid blot den fortælletekniske undskyldning for, at Samuelsen får lejlighed til at gentage sine pointer. Ammitzbøll får blot en enkelt replik, der summerer partiprogrammet op, og filmen slutter med et spørgsmål fra en journalist, hvor svaret er en gentagelse af, at partiets økonomiske politik ikke har social slagside.

Det er intentionen at formidle budskabet om professionel saglighed og personlig troværdighed, men det falder til jorden, fordi filmens iscenesættelse virker forloren og hovedpersonen selvhøjtidelig. Amatørisme skal serveres med charme, hvis den skal fungere.

Samuelsen fremstår som en brugtvognsforhandler med primadonna-nykker. Det er tydeligt, at han er mere forelsket i kameraet end det i ham. Han burde lade nogle af sine partifæller komme til.

Ammitzbøll ligner en konfirmand i et jakkesæt, men han er et lyst hoved med en vittig replik. Joakim B. Olsen har charme, og Leif Mikkelsen har erfaringen og troværdigheden.

Anders Samuelsen har meget blå øjne og et kun ganske lidt brugt skatteudspil fra sin tid i Radikale Venstre at tilbyde.

Jes Fabricius Møller er historiker

Kristeligt Dagblad anmelder partiernes valg-videoer, efterhånden som de har været vist på DR 1