SEKS UD AF SEKS STJERNER
Sagt med det samme, så er filmen "De kaldte hende Sarah" en vidunderlig film. Den har alt det, en god film skal have: gode skuespillere i en god, velfortalt og nærværende historie, der griber os tilskuere på en måde, så man ikke kan slippe den igen.
Historien er genialt fortalt, og den er ikke indviklet. Den begynder en julidag 1942, hvor det franske politi arresterer så mange jøder som muligt for at sende dem til Polen. Denne tabubelagte historiske begivenhed er det moderne Frankrig ikke stolt af. Det franske politi var villig til at udføre det beskidte arbejde for tyskerne. 13.000 parisiske jøder blev interneret på en cykelbane i Paris, hvor de ventede på transport videre til kz-lejren Auschwitz.
Vi følger familien Starzinsky, der består af far, mor og to børn, Sarah på cirka 10 år og hendes lillebror. Da politiet banker på døren, skjuler Sarah sin lillebror i et skab ved at låse ham inde. Hun gemmer nøglen, og han efterlades i skabet, da resten af familien føres væk. Det er skildret meget hjerteskærende. Man kan mærke Sarahs stigende angst. Da Sarah og hendes forældre senere adskilles, efterlades hun ganske alene med sin skyld og angst. Det lykkes hende at flygte, og takket været et midaldrende fransk ægtepar overlever hun og kommer tilbage i lejligheden, hvor angsten får krop!
LÆS OGSÅ: Kampen om Schindlers liste
60 år efter kommer en journalist, Julia (helt vidunderligt spillet af Kristin Scott Thomas), på sporet af historien. Hendes franske familie overtog i 1942 Starzinsky-familiens lejlighed i Marais-kvarteret i Paris. Hele tiden er der krydsklip mellem 1942 og 2005, hvor Julia er journalist på et velanskrevet blad. Hun er gift med Bertram. De har en datter på 12 år og har i flere år ønsket sig endnu et barn. Julia opdager midt i sin research på historien fra krigen, at hun er gravid. Hun har prøvet kunstig befrugtning og har haft to spontane aborter. Lægerne har sagt, at der skal et mirakel til, for at hun kan blive gravid – og nu er hun det. Hvad gør hun så, da Bertram ikke vil have endnu et barn? Hans liv er ved at køre som international arkitekt. Bleskift? Nej tak!
Der er et fornemt spil i historien mellem de to former for mirakler og skyld i de to liv. Hvordan stiller man sig over for livet? Kan man bære skylden alene? Sarah vokser op i en godhjertet fransk familie. Adoptionsfaderen siger på et tidspunkt, at Sarah er indesluttet, vild og har en dyb længsel. Hun kan ikke leve med sin historie. Kan Julia leve med sin? Hun føres på sporet af Sarah til New York og Firenze.
Filmens slutning er dybt bevægende, og der er godt gang i lommetørklæderne – og hvor er det godt! Det er længe siden, jeg har set en film, der rørte mig som denne. Alle de stjerner, der findes, skal den have!
Filmen bygger på en international bestseller af Tatiana de Rosnay, der netop er kommet på dansk med samme titel.
De kaldte hende Sarah. Instruktion: Gilles Paquet-Brenner. Frankrig, 2010. 111 minutter. Premiere i Dagmar, Grand Teatret, København samt Metropol og Cinemaxx, Aarhus.