To ud af seks stjerner.
Når man ser mange film, sker det, at man må spørge sig selv, hvorfor en bestemt film egentlig er blevet lavet? Var det en indre nødvendighed, der drev manuskriptforfatter, instruktør og alle de andre? Var det, fordi det var sjovt at lave den? Eller havde de helt andre grunde?
Tag nu "Olsenbanden på de bonede gulve", der er en animationsfilm, der i karaktertegning, plot og stemning lægger sig så tæt op ad de gamle film, at nogle af scenerne er parafraser over noget, vi har set før.
Der er nye elementer i forhold til Olsen-kanonen: Den nye film har sine steder mere karakter af direkte personorienteret politisk satire. Noget, som holdet bag filmen nok har lært af "Rejsen til Saturn". I hvert fald får både Anders Fogh Rasmussen og regentparret en behandling, der ikke ligger fjernt fra den, de fik i Saturn-filmen, som også på andre måder spøger i baggrunden.
Men bandemedlemmerne – Egon, Kjeld og Benny – og ikke mindst Yvonne er som løftet ud af Bahns & Ballings 14 film, og de skuespillere, der lægger stemmer til, synes at være instrueret i at lyde så meget som muligt som Ove Sprogøe, Poul Bundgaard, Morten Grunwald og Kirstens Walther.
Ud over en handling, der ligner de tidligere films til forveksling, er det nye i filmen først og fremmest, at den er animeret og har visse 3D-effekter og dermed nok sigter mod et yngre efterårsferietruet publikum. Og det er måske derfor, den er lavet? Humoren er nogle steder noget mere latrinær og brutal, end vi er vant til fra bandens side, og holder man godt øje med skilte og plakater i filmen, bliver der også lavet lidt sjov med reklamer.
At se filmen er lidt ligesom at være til familiefest og høre Onkel Tage forsøge sig med nogle nye vitser, der ligner de gamle. Det er meget hyggeligt og såmænd også meget sjovt, og så har man noget at samles om. Ligesom når tv sender de gamle bandefilm. Men rigtig sjovt? Nej. Og nødvendigt? Slet ikke.
Olsenbanden på de bonede gulve. Instruktion: Jørgen Lerdam. 78 min. Premiere i 102 biografer.