Opera i 3D

Moderne klassisk Den første 3D-operafilm, "Carmen", fungerer, fordi sangerholdet er sublimt

Forestilling fra Royal Opera House i London. Carmen 3D. Instruktør: Julian Napier. Verdenspremiere søndag den 13. marts i biografer over hele landet.
Forestilling fra Royal Opera House i London. Carmen 3D. Instruktør: Julian Napier. Verdenspremiere søndag den 13. marts i biografer over hele landet. Foto: Martin Kierstein.

4 ud af 6 stjerner.

Normalt er 3D forbeholdt tegnefilm og amerikanske blockbusters som "Avatar", men ikke længere, for på søndag kan man for første gang nogensinde opleve opera i 3D. Det er naturligt nok en de mest populære operaer, man har brugt som forsøgskanin, nemlig Bizets fortælling om cigaretarbejderen og smugleren Carmen.

Forestillingen er fra Royal Opera House i London, og den blev over fire liveopførelser i juni 2010 filmet af en håndfuld 3D-kameraer. Som opera virker det både godt og skidt. På den ene side kommer man tæt på de medvirkende, på den anden side er det jo bare et surrogat, et smukt et af slagsen, javel, men stadig er det altså ikke "the real thing".

Kedsomheden indtræffer også, fordi Francesca Zambellos opsætning er stærkt traditionel: Scenografien forsøger ihærdigt at illustrere et Sevilla omkring 1820, hvor Carmen skal foregå, og kostumerne er set mange gange før. Heller ingen overraskelser der. Meget af scenen forekommer i øvrigt at henligge i mørke, da det er teknisk vanskeligt at sætte lys på en operaforestilling, så det er brugbart i filmøjemed.

Men hvorfor så de fire stjerner? Fordi de fire vigtigste roller synges af sublime sangere, hvis ageren i forhold til hinanden er fuld af glød, heftige øjekast og nærvær. Det gælder selvfølgelig især relationen mellem den forsmåede elsker Don José og Carmen, hvor intensivt brug af 3D close-up gør, at man virkelig er tæt på, både da hun forfører ham i 1. akt, og da han slår hende ihjel i 4. akt. Det virker stærkt.

Nu har man også i Christine Rices skikkelse fundet en Carmen, der er ualmindelig sensuel, men samtidig virker mere usympatisk nederdrægtig end mange andre Carmen'er, man er stødt på i tidens løb. Over for hende synger tenoren Bryan Hymal ikke mindre end blændende (det er ham, man ringer til rundt om i Europa, når superstjerner som Villazon eller Kaufmann lægger sig!). Og så er de begge to fremragende skuespillere, hvis genvordigheder man nemt lever sig ind i, fordi man tror på dem. Endnu en verdensklassesanger møder man i rollen som den pæne pige Micaëla, som Don José skulle have valgt. Hun er henført sunget og spillet af Maija Kovalev-ska, men om muligt endnu stærkere er barytonen Aris Argiris som tyrefægteren Escamillo. De fire sangere møder man ikke på de hjemlige scener, og blot af den grund kan man roligt gå ind og nyde Carmen. Constantinos Carydis dirigerer samtidig orkestret med vid og bid, så på den front er der også noget at glæde sig over.

kultur@k.dk

Carmen 3D. Instruktør: Julian Napier. Verdenspremiere søndag den 13. marts i biografer over hele landet.