Prøv avisen

På vejen igen

Bruce Dern is Woody Grant in NEBRASKA, from Paramount Vantage. Foto: UIP.

Humoristisk roadmovie om lykken og rigdommen for enden af den lange amerikanske landevej

Fem stjerner ud af seks

Det er efterhånden 15 år siden, David Lynch i filmen The Straight Story sendte en 73-årig mand ud på de nordamerikanske landeveje på en havetraktor. Lynch satte tempoet ned og hovedpersonens alder op i forhold til, hvordan det ellers havde været i den ærkeamerikanske rejsefilmsgenre, roadmovieen. Siden har også Jack Nicholson været på pensionist-roadtrip i Omkring Schmidt, og i Nebraska er vi igen på vejene med en ældre hovedperson. Denne gang er han ikke alene, men kører med sin voksne søn ved rattet.

I filmens åbningsscene trasker den noget forhutlede Woody, spillet af Bruce Dern, af sted langs med landevejen. Da han bliver stoppet af en betjent, peger han bare fremad, da han bliver spurgt om, hvor han skal hen. På spørgsmålet om, hvor han kommer fra, peger han over skulderen. Woody er en mand af få ord. Han mener på det bestemteste, at han har vundet en million dollar. Det mener hverken hans skarptungede kone eller hans to voksne sønner. De ved, at det bare er et fupnummer: Hvis han abonnerer på nogle bestemte tidsskrifter, og hvis hans nummer skulle bliver trukket ud, så har han vundet den store gevinst; men den slags fornuft gider Woody ikke høre på. Han ønsker sig en ny bil en pickup og en kompressor, så han lader sig ikke holde tilbage. Til sidst forbarmer sønnen David sig og indvilger i at køre ham de mange hundrede kilometer fra Billings i Montana til Lincoln i Nebraska. Det er ikke noget, de taler meget om, men de trænger begge til at komme lidt væk og måske også til at lære hinanden lidt bedre at kende.

LÆS OGSÅ: Et år i Carl Nielsens tegn

Den ydre rejse østpå gennem de midtvestlige landskaber bringer dem til Woodys fødeby i Nebraska. Af forskellige årsager støder konen og den anden søn til dem, men deres møde med Woodys store familie og hans gamle venner fra ungdommens tid bliver ikke lykkeligt. Da de hører, Woody er blevet formuende hvad han jo ikke er mener alle, at han skylder dem en masse penge. Grådigheden stikker dybere end venskab og familiebånd.

Hvor den ydre rejse er lang, er den indre rejse dyb. David lærer en del om sin gamle, svagelige far. Om hans fortid og drømme, om hvorfor han handler, som han gør. Det er ikke altid lige velovervejet. Næ, han og konen havde ikke tænkt så meget over det med, hvor mange børn de skulle have. Men han kunne godt lide sex, og konen var katolik, og så kom der jo børn. Også moderen afslører nye facetter af sin person, og det kommer bag på begge de voksne sønner, at forældrene som unge har levet et helt almindeligt liv. Woody har måske ikke forventet så meget af livet, men han ved, hvad han vil. Og hvad han ikke vil.

Nebraska fortæller sin lavmælte, humoristiske og vedkommende historie i sort-hvide billeder og i et adstadigt tempo. Selvom Woody er lidt af en særling men hvem er ikke det? er man i ualmindelig godt selskab i de knap to timer, denne Oscar-nominerede film varer. For min skyld kunne turen godt have varet længere.

kultur@k.dk