Prøv avisen

Roosevelt og den skæbnesvangre weekend

Bill Murray spiller rollen som den legendariske præsident Roosevelt, der mødes med det engelske kongepar for at tale om krigen, der truer i horisonten. – Foto: SF Film.

Interessant film om Franklin D. Roosevelt og det engelske kongepar under optakten til Anden Verdenskrig

Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt er en legende i amerikansk politik. Han var manden, der fik USA ud af depressionen i 1930erne. Han var manden, der styrede USA til sejr i Anden Verdenskrig. Han var manden, der på trods af sin polio, opnåede genvalg til præsidentembedet to gange, og han var manden, der døde i embede.

Han kom til i 1936. Samme år kom den engelske kong George VI til, da hans bror abdicerede. Vi kender denne konge fra filmen Kongens store tale, der handlede om hans handicap som stammer.

LÆS OGSÅ: De uheldige helte

I forsommeren 1940 trækker det op til krig i Europa. Hitler-Tyskland har lige annekteret Tjekkoslovakiet. Bliver der en ny storkrig? Kan England stå imod den tyske trussel? Vil amerikanerne involvere sig i en ny krig?

Mange amerikanere mente i forsommeren 1940 ikke, at USA endnu en gang skulle sende tropper over Atlanten. Sårene fra Første Verdenskrig var endnu ikke helede. Det var ikke sikkert, at Roosevelt ville blive genvalgt, hvis han lovede England for meget. Det gamle England-had fra Den Amerikanske Uafhængighedskrig levede endnu.

I denne vanskelige situation er det engelske kongepar på rejse i USA. Deres opgave er at få Roosevelt til at love, at USA vil stå på Englands side i en kommende krig.

Dette er rammen for den fascinerende film Hyde Park on Hudson. Roosevelt vil ikke møde det engelske kongepar i Det Hvide Hus i Washington, da halvdelen af det amerikanske senat er imod besøget. Derfor henlægger han det til sin sommerresidens Hyde Park, der ligger ved Hudson-floden.

Filmen handler ikke kun om den politiske situation. Filmens fortæller er Roosevelts grandkusine Daisy, hvis breve og optegnelser blev fundet for nogle år siden, da hun døde som 99-årig.

Hun blev i slutningen af 1930erne en af Roosevelts mange elskerinder. Hun var med ved den skæbnesvangre weekend i forsommeren 1940.

Filmen handler også om deres forhold, hvor hun gradvist forstår, at hun blot er en elskerinde blandt mange. Der er mange forstillelser i filmen. Det går igen i hele skildringen af weekenden, hvor også det engelske kongepars ustyrlige snobberi bliver synligt.

Helt syrligt er især dronning Elisabeth skildret. Hun har for eksempel et stærkt ubehag bare ved tanken om ved søndagens picnic at skulle spise en hotdog. Bedre går det med mødet mellem de to mænd. Da de endelig bliver alene, hvor de kan tale om mødets egentlige årsag, kan den engelske konge ikke få sit sagt på grund af sin stammen. Han udbryder da: Pokker tage min stammen!. Hvortil Roosevelt smukt siger: Hvilken stammen? Pokker tage min polio.

Så forstår de hinanden som de mennesker, de er, og kan komme tæt på et samspil i den truende situation.

En af filmens styrker er, at vi kommer ind bag forstillelserne både de officielle og de private. En god sommerfilm om en sommer, der varslede ragnarok og midt i det også venskab og kærlighed.