Sæbebobler på Wall Street

Oliver Stones nye og fremragende "Wall Street"-film handler om skrøbelighed på børsen og i menneskelivet

""Hvis du vil have en ven, så køb en hund,"" sagde den kyniske finansmand Gordon Gekko (Michael Douglas) i den første Wall Street-film. Nu er han tilbage i en knap så ondskabsfuld udgave, for han har fået en svigersøn, Jake (Shia LaBeouf). Og så skal han være bedstefar. --
""Hvis du vil have en ven, så køb en hund,"" sagde den kyniske finansmand Gordon Gekko (Michael Douglas) i den første Wall Street-film. Nu er han tilbage i en knap så ondskabsfuld udgave, for han har fået en svigersøn, Jake (Shia LaBeouf). Og så skal han være bedstefar. -- Foto: Fox Film.

 
 

Fem ud af seks stjerner

Sagt med det samme: Filmen "Wall Steet: Money Never Sleeps" er en fascinerende, storslået, skræmmende og tankevækkende historie om den finanskrise, vi er midt i.

Det er ikke bare en amerikansk historie, men hele den vestlige verdens historie. Samtidig er det en historie om de sande værdier i menneskelivet.

Oliver Stones nye film er en opfølger til hans "Wall Street" fra 1987, hvor vi mødte finansmanden Gordon Gekko (fremragende spillet af Michael Douglas), der var børsmægler på Wall Street, den amerikanske børs i New York.

Dengang i 1980?erne var det hele yuppie-kulturen med hurtige gevinster på børsen, der var temaet. "Grådighed er godt", var Gekkos slogan dengang.

Man kan ikke lade være med at tænke på biskop Jan Lindhardts bog "De syv Dødssynder", hvor hans pointe er, at det, der engang var dødssynder, nu i vores tid er blevet til dyder. For eksempel er frådseri og luksus blevet til dyder i forbrugssamfundet. Og grådighed, som skildret her i "Wall Street"-filmene, er blevet et lovprist økonomisk "drive" for den enkelte, hvor det tidligere drejede sig om at gavne næsten og det fælles.

I yuppie-dagene ville alle tjene hurtige penge, og Gordon Gekko var prototypen på helten, der brugte alle kneb – også ulovlige – på at blive rig og ikke bare rig, men stinkende rig. Boblen brast i 1987, og han blev dømt for insiderhandel.

Nu er han tilbage 22 år efter. Han fik otte års fængsel. I begyndelsen af filmen ser vi ham komme ud af fængslet. Den ydre glans fra de glade 1980?er dage er forbi. Han er ensom og hærget at se på. Ingen tager imod ham. Hans datter Winnie (Carey Mulligan) har vendt ham ryggen, fordi hun mener, at faderens fravær var årsag til broderens død af en overdosis. Ironisk nok er hun kæreste med en børsmægler på Wall Street, Jake (Shia LaBeouf).

I den første scene hører vi hende sige til Jake: "Du er så Wall Street-agtig, at jeg får kvalme." Hun vil ikke have noget med faderen at gøre, men det kommer hun til. Hun er i stedet optaget af miljøspørgsmål. Jake tager forbindelse til sin kommende svigerfar, og så kører rouletten.

Jake er ansat i et velrenommeret investeringsselskab, Keller Zabel, der snart kommer ud i et stormvejr, der truer hele børsen. Chefen siger på et tidspunkt, da Jake spørger ham, hvem der går fallit i den nye krise: "Det er ikke spørgsmålet. Det er snarere, hvem der ikke gør!"

De højrisikable lån på ejendomsmarkedet og grådigheden hele vejen rundt gør, at bunden går ud af markedet. Den nedsmeltning så vi også komme til Danmark.

I den turbulens ser Gordon Gekko sin chance for at komme ind på markedet og via forskellige transaktioner, hvor datteren og svigersønnen indblandes, kommer han tilbage på markedet.

Det er skildret med en uhyre intensitet og en skånselsløshed både på det store markedsplan og i de enkeltes skæbner. Det er ikke pænt.

En af børsmæglerne, der kan det brutale spil, har en ægte Goya hængende på væggen. Maleriet hedder "Saturn fortærer den ene af sine sønner", og man ser Saturn, der er gud for korn og høst, brutalt æde sin søn i angst for, at denne skal overtage magten. Det er hele børsmarkedet illustreret ved et billede.

Gordon Gekko fortærer også sine nærmeste, og vi fortærer hinanden. Det er den ene hovedhistorie. Overraskende har Gekko opdaget, at der også er en anden. Han siger det selv i begyndelsen af filmen, at det vigtigste i livet ikke er penge, men tid. Det lever han ud til sidst.

Man kan spekulere på, om det nu også holder, og Oliver Stone lader da også nogle sæbebobler stige til vejrs. Det gør han også andre gange i filmen, hvor finansfolk taler om markedet. Sæbeboblerne er et symbol på den skrøbelighed, der er både på pengemarkedet og i menneskelivet. I en af de afsluttende replikker i filmen siges det, at "Det er sindssygt, når man gør det samme og det samme og alligevel forventer noget nyt." Filmen skifter farvetone i den sidste scene, hvor en fest skildres. En fest for livet. Måske er der håb.

Det er en stor moralsk fortælling, Oliver Stone fortæller. Den er ikke bare en historie om en børshandler og pengenes brutale verden. Det er også en historie om en far, der søger sin datters tilgivelse og ikke kan leve uden.

Så på en måde bliver det også en historie om, at dødssynderne alligevel ikke er så gode, som vores tid har gjort dem. De ødelægger faktisk stadig, selvom de nu betragtes som dyder. De sande dyder ligger lige foran os, men de kan som bobler gå itu.

kultur@k.dk

Wall Street: Money Never Sleeps. Instruktion: Oliver Stone. USA 2010. Premiere over hele landet.