4/6
Mens rulleteksterne går over lærredet efter filmen "Lymelife", synger en rockgruppe, at skæbnen ser ud til at tilsmile os, men vi flyver undertiden så højt, at vi brænder vingerne. Og jeg skal love for, at vi får brændt vingerne i denne seværdige film, hvis titel synes underlig. Stavelsen Lyme hentyder til Lymes sygdom, der på dansk kaldes borelia. Denne sygdom kan lede til depression, træthed og vrangforestillinger, siger en alvorlig radiostemme i begyndelsen af filmen. Panikken griber det lille samfund på Long Island ved New York. Sygdomsskrækken og sygdomssymptomerne bliver et billede på samfundet, hvor "The American Dream" forsøges levet ud i forstadskvarteret.
Vi er tidsmæssigt i slutningen af 1970'erne og følger to familier, der hver især har deres problemer. Den 15-årige Scott er hovedpersonen, og vi følger hans debut i voksenlivet lige inden og efter konfirmationen, hvor han opdager, at intet er, som det ser ud, hverken for ham selv eller de nærmeste. Det er ikke let at være Scott. Faderen har et entreprenørfirma og vil bygge en ny bydel på Long Island, så mennesker kan blive lykkelige, men ingen vil købe husene. Faderens drøm om at blive millionær bliver ikke indfriet. Scotts forældre lever heller ikke selv op til drømmen. De er kørt trætte af hinanden, og deres liv bliver et "lyme-life" med symptomer, som led de af borelia eller skrækken herfor. Faderen har en affære med naboens kone, hvis mand faktisk har borelia og derfor er helt livslammet og lider af tvangsforestillinger. Scotts storebror er soldat og skal i krig, men nogen helt viser han sig ikke at være, og selv mobbes Scott i skolen og får bank, men kalder sig selv for en lækker fyr, når han står foran spejlet og spiller helt. Det er ikke let at være Scott.
Jeg tror, at de fleste af os kan huske fornemmelsen. Han er vildt forelsket i naboens datter, Adrianna, men hun ser ham overhovedet ikke som kærestemateriale til at begynde med. Hun er til "ældre" fyre, som hun siger, men hun tør ikke noget alligevel.
Der er en herlig scene i filmen, hvor de to er til kirkefest, og da den er ret kedelig, så ender de med at gemme sig i skriftestolen med en flaske stjålen hvidvin. Her, hvor bekendelserne plejer at lyde, kommer det modsatte. Hun vil lege "sandhed eller konsekvens" med ham, og det går galt, for hun vil ikke høre sandheden og vil heller ikke konsekvensen. Det samme gælder for alle i filmen, men alligevel er det ikke en trist film. Den er fyldt med vid, bid og kejtet humor og charme. Filmen bobler trods sin skildring af elendighederne af livslyst. Ud af pubertetens kaos og "lymelife" kommer der alligevel en vilje til at turde flyve igen.
Filmen slutter meget overraskende, men det skal ikke røbes her. For Scott åbner verden sig. Det er den varme følelse, man sidder tilbage med, så det er forståeligt, at filmen fik en pris ved Toronto Filmfestival. Man bliver lidt klogere på tiden i puberteten og voksenlivets "life".
Limelife. Instruktion: Derick Martini. USA 2008. Premiere i Gloria og Vester Vov Vov (Kbh).