Prøv avisen

Skønheden og den halvskaldede svensker

Filmen "La Délicatesse" handler om, hvad der kan ske, når man får et kys af den rigtige person på det rigtige tidspunkt. Foto fra filmen. Foto: Jessica Forde.

Dejlig fransk film om kærligheden mellem en smuk, sorgramt kvinde og en lidt kedelig svensker, der dog vågner op til dåd af et kys

Fem ud af seks stjerner

Det første spørgsmål, der unægteligt må melde sig, når man som dansk biografgænger ser den fine franske romantiske komedie La Délicatesse, er, om franskmænd mon betragter danskere på samme måde, som filmen i begyndelsen skildrer svenskere.

Her er den kvindelige hovedperson, Nathalie (Audrey Tautou), til jobsamtale i den parisiske afdeling af Ikea, hvor hun ikke kan svare på, hvordan hun har det med svenskere.

Jeg forstår dig! udbryder hendes kommende chef og tilføjer med fransk arrogance: Hvad skal man også mene om dem?.

Heldigvis rummer filmen mere end fordomme om vores kedelige naboer, selvom svenskeren Markus (Francois Damiens), der senere i filmen kommer til at spille en hovedrolle, indledningsvis netop virker som en ret farveløs type med omtrent samme grad af personlighed som en Ikea-reol.

I Frankrig er Francois Damiens ellers en kendt komiker, men selv på filmplakaten er han tilsløret, så det kun er den altid bedårende Audrey Tautou, der er i fokus. Og det er i øvrigt tydeligt, at filmen også er bygget op omkring hende, men hun kan bære det, og det er dejligt igen at se hende i en livsbekræftende rolle, der vækker mindelser om hendes gennembrud i Den fabelagtige Amélie fra Montmartre fra 2001.

Men selvom La Délicatesse også benytter en række af de samme filmiske virkemidler, som for eksempel visualiseringer af karakterernes tankestrømme, så er plottet et ganske andet.

Vi møder allerede Nathalie, da hun som ung programsælger på et lokalt teater forelsker sig i den charmerende (fransk)mand, der ironisk nok hedder Francois i filmen.

De to møder hinanden på café, inden han frier med en nøglering! Og alting tegner lyst for dem. De bliver gift, flytter ind i en lækker lejlighed og begynder at tale om at få børn, da hun får fast job på Ikeas kontor i Paris. Og de to kan ikke få nok af hinanden. Faktisk smider Francois endda sine svigerforældre ud fra en middag under henvisning til, at de straks vil gå i gang med at lave børnebørn til dem.

Alting virker i det hele taget så lykkeligt, at man allerede her har på fornemmelsen, at noget må gå galt, og det gør det også. Det sidste, Nathalie når at sige til Francois, er, at han ser latterlig ud i shorts, før han bliver kørt over under sin løbetur. Og de næste år begraver Nathalie sig i arbejde for at drukne sorgen, mens hendes chef forgæves lægger an på hende. Hun ender alligevel med at blive forfremmet, og en dag kommer hun ud af det blå til at kysse en af sine ansatte, svenskeren Markus, der ellers ikke før har gjort noget væsen af sig. Men kysset vækker noget i både ham og hende.

Jeg kunne holde ferie i Deres hår, udbryder han senere, og pludselig viser den svenske kontornusser sig at have både humor og sans for at se hende bag hendes smukke ansigt og ambitiøse arbejdsomhed.

Men de pludselige følelser forvirrer både dem selv og deres omgivelser. Og det irriterer ikke mindst deres misundelige chef, der vil vide, hvorfor Markus elsker hende.

Fordi hun får det bedste frem i mig, svarer Markus, inden han egentlig selv ved, om han tør forfølge sine følelser. Men undervejs følte denne anmelder sig godt underholdt og senere ret undrende over for, at denne film kun vises i fem biografer. For La Délicatesse, der måske burde have fået en bedre dansk titel, er et glimrende og livsbekræftende bud på en biograffilm denne sommer, hvis man ikke gider se en tegneseriefigur føre sig frem i flagermuskostume.

ohrstrom@k.dk