TO UD AF SEKS STJERNER
Kan man gøre grin med alt? Er det sjovt at gøre grin med selvmordsbombere og terrorangreb?
Hvis man nu havde haft venner og familie, der var blevet ramt af terrorangrebene i New York eller London, ville man så synes, at det var en fed idé at lave en "morsom" film, hvor man følger fire muslimske fanatikere, der forbereder et terrorangreb i London?
Filmen "Four Lions" er en satire over islamisk terror. Den handler om en lille gruppe fanatikere, der forbereder sig på jihad (hellig krig) og laver hjemmelavede bomber, der skal eksplodere i London. De vil starte den hellige krig mod det vantro samfund, der har fordærvet muslimerne. Det er satire, og der er – indrømmet – til tider især i begyndelsen morsomme situationer, men problemet med filmen er, at smilet stivner undervejs. Jeg følte en stigende uvilje mod filmen i sidste halvdel, da løjerne blev for groteske og for meget. De fire muslimer, der undervejs bliver til fem, er en samling tosser, der fjumrer rundt og laver bomber. De udstyrer blandt andet krager som flyvende bombebærere – og en stakkels "kragebombe" går af i utide. Til sidst bliver det et maratonløb, der bliver bombemålet, og gruppen vil sprænge sig selv i luften. Tosserne klæder sig ud, men alt går anderledes. Jeg gik ud af biografen med dårlig smag i munden.
Måske er filmen mere spiselig i England, hvor der er et stort muslimsk mindretal, der måske er vant til, at den engelske satire kan ramme alle. Det ved jeg ikke noget om, men set med danske briller virker filmen malplaceret – ærligt talt: Hvem vil se filmen? Muslimer? Næppe. Jeg ville da ikke drømme om at se en film, hvor fire kristne bliver udstillet som tosser og fanatikere.
Jeg tror ikke et øjeblik på, at Chris Morris, der har lavet filmen, får muslimer i tale, hvis det er det, han ønsker. Hvis jeg var almindelig muslim, ville jeg blive ked af, at et så vigtigt spørgsmål som jihad blev behandlet satirisk og latterliggørende. Man kan mene, at satire er godt, for så kan man sige noget, man ellers ikke kan sige, men kommer det ikke an på, hvem der fremfører satiren? Her er det en 45-årig, hvid brite, der er kendt fra radio- og tv-satire, der har lavet filmen. Jeg ville hellere have set en satire over muslimsk terror lavet af en muslimsk instruktør.
Filmen kan fra et muslimsk synspunkt ses som endnu en brik i en "offer"-mosaik – og det er vel ikke det, en hvid britisk satiriker vil. Man kan spørge, om filmen skaber lydhørhed og rykker rundt på vores forestillinger? Næh, den forstærker snarere nogle modsætninger, der ligger latent i vores samfund. Filmen ender uhyggeligt og grotesk uden humor eller håb – og den humor, der måtte være tilbage, er for længst stivnet.
Four Lions. Instruktion: Chris Morris. England, 2010. 101 minutter.Premiere i København (Grand).