Stor ståhej for knap så meget

Den massive foromtale af "Da Vinci Mysteriet" har skabt store forventninger, der ikke indfries af instruktøren Ron Howard fire stjerner ud af seks

Har man læst "Da Vinci Mysteriet", vil man næppe finde filmen særlig spændende. -- Foto: Nordisk Film.
Har man læst "Da Vinci Mysteriet", vil man næppe finde filmen særlig spændende. -- Foto: Nordisk Film. Foto: Nordisk Film/PR

Så oprandt endelig dagen. Da Vinci-dagen, hvor man – efter undrende at have bivånet en medieomtale, hvis omfang formentlig ikke ville kunne blive overgået ved Jesu genkomst – kunne få syn for sagn. Var der nogen grund til den megen snak, til Vatikanets advarsler, til forhåndsfordømmelse og færøske forbud?

Det kommer selvfølgelig an på øjnene, der ser. Personligt er jeg uddannet til at betragte bøger, man køber i boghandlernes skønlitterære afdelinger, og film, man ser i biografen, som løgn og forbandet digt. Også selvom de påstår noget andet om sig selv. Altså selvom de, som tilfældet er med Dan Browns "Da Vinci Mysteriet", påstår at hvile på sandheden. Den slags skal man aldrig stole på. Det er bare fiktionsforfatterens forsøg på at stille en slags faktagaranti over for sin læser. Men sådanne garantier forvandler ikke fiktion til fakta. Ikke desto mindre må det da være irriterende at se sig selv eller en organisation, man tilhører, blive hængt ud i en roman eller en film, der har brug for nogle realitetseffekter. Sådan som det sker for de konservative katolikker i Opus Dei i "Da Vinci Mysteriet".

Apropos sandhed er der næppe mange mennesker ved deres fulde fem, der tillægger hverken historierne eller sammensværgelsesteorierne i og bag Browns bog megen sandhedsværdi. Men der er jo det ved konspirationsteorier, at de formår at sætte ting sammen på nye, ofte interessante måder. Det er da spændende at lave historier om, at amerikanerne aldrig har været på månen, men at de såkaldte månelandinger foregik i et filmstudie i Nevada, eller hvor det nu er. Eller om, at det var det militær-industrielle kompleks, der stod bag mordet på John F. Kennedy. Eller altså om, at Jesus var gift med Maria Magdalena, som flygtede til Frankrig, hvor hun fødte hans barn, hvis efterkommere siden er blevet beskyttet af en hemmelig orden. Et forhold, som den katolske kirke, herunder Opus Dei, angiveligt skulle ønske at holde skjult, fordi det guddommelige ligesom går af Jesus, hvis historien er sand.

Derfor skulle kirken også undertrykke den "sande" betydning af gralsfortællingen, ifølge hvilken gralen er symbolet på alt det kvindelige – og ikke har noget med den sidste nadver at gøre: løgn og forbandet digt – men en spændende historie er det.

Browns bog er også en elementært spændende. Den består af korte kapitler med cliffhanger-afslutninger. Den er solidt håndværk og smækfyldt med postulerede fakta, anagrammer og koder; begge de gange, jeg har læst den, har jeg dog været voldsomt irriteret over det præg af turistguide, der er over den; et præg, filmen heller ikke slipper. Louvre by Night er et imponerende syn, som dog indgår centralt i handlingen, men når Opus Dei-dræbermunken Silas i en kort scene skal sejle forbi neden for Notre Dame kirken, er det turistguide på film: "I love Paris in the Spring Time!"

Læsere af bogen vil som jeg næppe finde filmen særlig spændende. Man ved, hvad der vil ske. Og der sker i grove træk det samme som i bogen. Konspirationshistorien er skåret til, så den lader sig rumme inden for filmens to en halv time, men alligevel er der scener, hvor vi i replikker skal have for meget forklaret. Det kan man måske klare i en bog, men det tager tempoet ud af filmen og gør den sine steder snarere til et program, der kunne køre på Discovery – med Tom Hanks og bedårende Amélie fra Montmartre (Audrey Tautou) som guider. Der er dog steder, hvor instruktør Ron Howard griber til effektfulde visuelle løsninger på de fortællemæssige problemer, filmatiseringen har rejst. Der er et par erindringssekvenser, visualiseringer af centrale begivenheder i gralens historie og endelig bruges billedsiden flot, når filmens Holger Fortolker, Robert Langdon (Hanks) ser for sig, hvordan mystiske koder skal brydes, eller billeder skal tolkes.

I scenerne, hvor munken Silas piner sig selv med piskeslag og med et såkaldt cilice-bælte, han spænder om (og ind i) låret, er filmen qua sine billeder langt mere påtrængende end romanen. Men ellers er filmen som romanen: en fantasifuld røverhistorie med et kriminalplot. Og så er den mest af alt en kritik af religiøs fanatisme, der – fra begge sider i filmens univers – udøves af folk, som mener, at målet helliger de morderiske midler. Det er ikke nogen fantastisk film – men det er altså heller ikke nogen fantastisk bog.

Da Vinci Mysteriet. USA 2006. Instruktion: Ron Howard. 149 min. Premiere i 110 kopier.

kultur@kristeligt-dagblad.dk