Serien af film over Ian Flemings romaner om den britiske agent 007 med licens til at dræbe har kørt siden premieren med ”Dr. No” i 1962.
De efterhånden 24 film har dannet et eskapistisk drømmespor over mere end et halvt århundrede fra en verden i konstant forandring med kold krig, internationale finanskriser, skiftende moder og højteknologiske kvantespring. Filmene om James Bond har afspejlet det hele og selv skrevet historie.
Udgangspunktet har altid været London, hvorfra agent 007 er blevet sendt på farlige missioner globen rundt til vands, til lands og i luften. Det ulasteligt klædte stilmæssige ikon med den underspillede britiske humor hører dybest set en anden tid til i et postkolonialt England, hvis internationale rolle endnu ikke helt var udspillet.
Det er egentlig utroligt, at James Bond har kunnet overleve, ikke blot arsenalet af usandsynlige prøvelser, han udsættes for i film efter film, men som bærende karakter. James Bond hører ikke den moderne verden til.
Dette faktum er blevet til de seneste James Bond-films helt eget tema, der kører sideløbende med det ikke mindre ritualiserede plot om et ondt menneske, der forsøger at tilrane sig verdensherredømmet. I den forrige film ”Skyfall” (2012) så man James Bond sidde på National Gallery i London og betragte et maleri af den romantiske maler J.M.W. Turner.
Det forestillede et dampskib, der trak et sejlskib på den sidste rejse mod ophugning. Således er James Bond selv i film efter film de seneste tiår været på rejse mod døden og en form for endeligt i historiens tågede ruiner.
James Bond er britisk tradition, ja, den komplette filmrække er i sig selv tradition, og hver ny Bond-film må nødvendigvis forholde sig til det faktum, hvis den vil være sig selv bekendt.
Det er ikke længere muligt at gå under niveau med en genre, der bærer filmhistoriske regalier og hylder en machotype, som ethvert center for genusforskning ville underkaste censur. Det anakronistiske ved James Bond er blevet en kuriøs kvalitet i sig selv. Ikke alene er Bond-figurens succes en usandsynlighed, filmenes kommercielle gennemslagskraft er det også, og må give enhver markedsanalytiker noget at tænke over. Ingen producent med fornuften i behold ville have regnet ud, at man i 2015 stadig ville have premiere på en James Bond-film.
Men det har verden så i dag med ”Spectre”. Og ”Spectre” er god, ja sammen med forgængeren ”Skyfall” hører den til blandt de bedste Bond-film, der er lavet i seriens historie. ”Spectre” har med Daniel Craig den bedste Bond-karakter siden Sean Connery i 1960’erne og Timothy Dalton i 1980’erne.
Hvad der udmærker de tre skuespillere er maskulinitet, handlekraft og ikke mindst smerte. Disse maskuline træk har instruktøren Sam Mendes et udsøgt blik for. Med de to seneste lange episke film har han løftet niveauet betragteligt ved ikke udelukkende at satse på den aktionsprægede plotstyring og affable britiske ironi, men ved netop også at satse på karakteren og dybden i den. James Bond er ved at udvikle sig en facetteret eksistentiel skikkelse af tragiske dimensioner.
Lord Byron ville have elsket denne på en gang moderne og romantiske James Bond, der ikke alene jages af horder af skurke, men også af sin egen fortid og uopklarede opgør langt tilbage på tidslinjen. Gang på gang ofrer han sig, og gang på gang bliver han offer. De superdygtige og rutinerede manuskriptforfattere Neal Purvis og Robert Wade har sammen med Sam Mendes skabt en Bond-karakter, der roder rundt i fortidens dunkle rum og biografiens brændte dagbogsblade efter en mening med det hele. James Bond søger svaret på, hvorfor han bliver ved, men det sker i et gigantisk ekkorum. Bond er – som det siges – en drage, der danser i orkanen.
Instruktørens greb er noget nær genialt, fordi det på den ene side giver dybde til Bond-karakteren og på den anden side giver de nyeste Bond-film rige muligheder for at citere de gamle og trække det bedste frem fra traditionen og derved gøre den nærværende med et sentimentalt strejf af genkendelse.
”Spectre” er en ekstremt traditionsbevidst Bond-film. Og ekstremt kvalitetsbevidst. Understøttet af fotografen Hoyte van Hoytemas virtuose billeder rummer ”Spectre” alle de klassiske Bond-scenerier: eksotiske rejser, hele registret af aktion, skurkens mest modbydelige torturinstrumenter, kæbeknusende slagsmål, biljagter, hasarderede scener i fly og helikopter og sågar en togrejse, der ikke er set bedre siden ”From Russia with Love” (1963).
Men udgangspunktet er det victorianske Londons arkitektur, Themsens mudrede vande og ”good old” England, hvor MI6 selvfølgelig er ved at blive nedlagt til fordel for en rationaliseret efterretningsstrategi baseret på IT-overvågning og droner! Det er denne umenneskelige afpersonalisering, James Bond og konsorter går op imod med arbejdet i felten.
Til det hører selvfølgelig også kvinderne. James Bond ikke forfører, men forføres i ”Spectre” af italienske Monica Bellucci, der har fået lagt uanede dimensioner af skønhed til sin alder, og den franske superstjerne Léa Seydoux. ”Spectre” slutter med en meddelelse om, at James Bond vender tilbage. Hvor meget mere Sam Mendes kan lægge til, er svært at forestille sig efter ”Skyfall” og ”Spectre”. Niveauet er højt og spændingen konstant.