Allerede Ludvig Holberg fik mange komedier ud af at skrive om kulturforskellen mellem land og by. Tit med en både belæst og opblæst vigtigper i rollen som den hjemvendte, belærende søn over for den bondske familie. Men de seneste årtier har man nærmest kunnet fodre grise med hjemstavnsfortællinger om, hvor forfærdeligt det har været at se en ko i stedet for finkultur som barn. Bunkevis af biograffilm og selvbiografiske romanfortællinger har trukket den danske landbrugskultur helt ned i gylletanken, så man som biografgænger godt kunne forstå alle de bedrevidende kunstnere, der flygtede ind til byen fra deres dysfunktionelle familier ude på landet. Men det har måske givet et skævt danmarksbillede.
”I al den tid, hvor jeg har lavet film, har vi lavet film for halvdelen af befolkningen,” indrømmede filmproducenten Peter Aalbæk Jensen i hvert fald sidste år her i avisen og tilføjede, at han aldrig havde produceret en dansk film, der skildrede dansk landbrug positivt.
Men med sin debutspillefilm, ”Hvor kragerne vender”, vil den 33-årige filminstruktør Lisa Jespersen gerne nuancere billedet lidt.
”Jeg har ikke ønsket at udstille nogen i min film, men hvis nogen bliver udstillet, er det mest dem fra København,” fortæller hun i sin lejlighed på Østerbro i København, mens hendes moderne mand kører en barnevognstur med deres nyfødte baby, som endnu ikke har fået et navn.
Men det er også voldsomt at sende sin første film og sit første barn ud i verden på samme tid, som hun fortæller med et træt, men lykkeligt smil.
Den unge filminstruktør tilhører i dag selv den københavnske klimabevidste kunstner-elite, og hun vil efter eget udsagn egentlig gerne være ”så woke som muligt”, så hun er selv kritisk over for det traditionelle landbrug og de kolossale mængder kød, som mange af os lever af. Men hendes filmfortælling er alligevel ikke endnu et hårdt opgør med Provinsdanmark, men mere en fortælling om at forsone sig med sine rødder.
”Det er efterhånden min egen konklusion, at man først finder rigtig ro, når man vedkender sig sine rødder. Og de, der lever mest lykkeligt, er måske i virkeligheden også dem, der har bedst kontakt til deres rødder,” siger Lisa Jespersen, der selv kommer fra landet og har skrevet sin film delvist ud fra sine egne erfaringer.
Hun voksede op på en firlænget gård i Kalstrup ved Køge, hvor faderen var landmand, mens moderen – ligesom i filmen – havde et blomsterbinderi.
”Som barn ville jeg også gerne være landmand og tænkte, at jeg skulle overtage gården. Men som i filmen lærte min far mig heller aldrig at køre traktor. Det undrede mig meget, indtil jeg blev ældre, og han fortalte, at han havde kunnet mærke, at jeg var lavet af et andet stof, så jeg ville ikke du som landmand. Men det lå ellers ikke i kortene, at jeg skulle blive kunstner. Jeg voksede op i et hjem uden den store kulturelle indflydelse. Vi havde nogle enkelte VHS-bånd med ’Ringenes herre’, ’Braveheart’ med Mel Gibson og golffilmen ’Tin Cup’ med Kevin Costner. Der var ikke rigtig andet,” siger Lisa Jespersen, som opdagede en ny verden, da hun flyttede til København.
”Som barn følte jeg mig som en outsider, der aldrig rigtig faldt til i fællesskabet. Jeg levede en mærkelig skyggetilværelse, indtil jeg flyttede. Sådan er det nok for mange kunstnere,” siger hun og ser op.
”Men da jeg begyndte at lave film, følte jeg mig også lidt som en outsider. For jeg havde jo nærmest ikke set nogen film, da jeg alligevel blev optaget på filmskolen, så jeg ventede hele tiden på at blive afsløret i ikke at vide noget,” siger Lisa Jespersen, som alligevel fik vist sit værd på Den Danske Filmskole, så der var folk, der troede nok på hendes talent til at lade hende lave en spillefilm.
”Hvor kragerne vender” har faktisk været færdig et år, men er som alt andet blevet forsinket og udskudt på grund af corona-krisen. Men i dag har filmen med Rosalinde Mynster i hovedrollen endelig premiere. Historien følger forfatteren Irina, som egentlig hedder Laura. Men Laura har forkastet alt, hvad hun kommer fra, og skrevet en selvbiografisk roman om, hvor hårdt det var at vokse op på landet, hvor ingen forstod hende. Nu går hun i hvidt jakkesæt, lever i et åbent forhold og har lige så skarpe holdninger som sin kortklippede frisure. Men pludselig bliver hun tvunget til at tage hjem for at deltage i sin brors bryllup på forældrenes gård. Til sit store ubehag opdager hun, at bruden er hendes gamle plageånd fra folkeskolen, Catrine, som engang klippede hendes hår af, så de onde børn kaldte hende ”Lebbe Laura”. Men nu har Catrine både overtaget Lauras mors ring (som Laura skulle have arvet) og pladsen i familien, så der er – uden at afsløre for meget – lagt op til lidt af et familiedrama. Og det tager hende heller ikke lang tid at ødelægge den gode stemning, da hun ikke skal nyde noget af moderens skinke og brune sovs, som hverken er vegansk eller klimavenlig. Broderen ruller med øjnene og påpeger, at grisen jo er død, så ingen forstår, hvorfor Laura skal ødelægge den gode stemning.
”Den scene minder om noget, jeg også har prøvet. Moderen er skuffet over, at datteren ikke vil spise den skinke. Men datteren føler omvendt ikke, at hun bliver respekteret, hvis hun skal spise noget, hun ikke kan lide, så det ødelægger hyggen omkring bordet. For mig er det et billede på, at man gerne vil have alle til at være ens, ellers bliver det besværligt, så det ville være hyggeligere, hvis alle bare spiste deres skinke eller frikadeller. Men sommetider må nogen have modet til at ødelægge den gode stemning, ellers er der ingenting, der bliver ændret. Det er det, der ligger i at være woke. Det er jo ikke farligt, at en kultur ændrer sig. Men det kræver jo, at nogen ændrer deres vaner.”
I sin film laver Lisa Jespersen alligevel sjov med, at det i de politisk korrekte kunstnerkredse, hun selv tilhører, kan være farligt at mene eller gøre noget, der kan opfattes politisk ukorrekt. I en scene bliver Laura udskammet af sin – i øvrigt utro og selvoptagede – kunstnerkæreste, fordi hun for sjov danser som en handicappet. Og på de sociale medier kan man også hurtigt blive udskammet som kætter, hvis man går imod de nye politisk korrekte dogmer, der ændrer sig hele tiden, påpeger hun.
”Det gør også, at man skaber en svenskertendens, undskyld jeg siger det, hvor man lukker fuldstændig ned for debat, fordi det er så forbudt at have en anden holdning end den, der er den korrekte. Og det går så stærkt, at det kan være svært at følge med. Siden vi lavede filmen, er der jo endnu flere ting, som nu bliver betragtet som forkasteligt. For eksempel er det nu blevet dybt forbudt at gå med kimono, fordi det bliver betragtet som kulturel appropriation. På den måde er filmen nærmest allerede forældet, og jeg ville gerne have lagt flere af den slags jokes ind,” siger hun med et opblødende smil.
”Jeg mener virkelig, at verden trænger til forandring, men hvis man ikke kan lave sjov med det, bliver det jo latterligt. Det er vigtigt at kunne grine af sig selv. Ellers kommer man heller aldrig til at flytte noget. Men når jeg kommer hjem til mine forældre, kan jeg stadig godt kigge på mig selv udefra og synes, at jeg virkelig er en idiot. Jeg har tit følt mig som en Erasmus Montanus-type, der kommer bedrevidende hjem fra byen med alle de rigtige holdninger og skal belære min bondske familie om lyset, jeg har set. Og jeg tror, de opfattede mig som arrogant.”
Sådan var det især, da Lisa Jespersen var i 20’erne, men med alderen blev hun klogere.
”Jeg skulle ikke forsøge så hårdt på at lave dem om, men løsne rollerne op og lade dem være. Vi skal jo alle sammen være her,” siger hun, inden hendes mand kommer ind gennem køkkendøren med barnet.
Nu er det tid til at være mor.
Læs Kristeligt Dagblads anmeldelse af filmen "Hvor kragerne vender" her.