Den engelske filosof John Locke (1632-1704) beskriver i A Letter Concerning Toleration fra 1689, at staten bør tolerere religiøs diversitet dog med de begrænsninger, at tolerancen ikke skal gælde for ideer, der er samfundsundergravende eller for organisationer, der er underlagt en anden suveræn statsmagt. Derudover mente Locke ikke, at ateister kunne tolereres.
Få i Danmark vil i dag hævde sidstnævnte, men bekymringen for ideer og organisationer, der undergraver samfundet og bekymringen for udenlandsk indblanding i interne danske anliggender, er stadig udbredt. Lockes råd til politikerne om tolerance er derfor aktuelle og angår i dag moskéer og imamer.
Finansiering af moskéer bliver kontroversielt
I de seneste ti år er finansieringer af moskébyggerier og aflønning af imamer i stigende grad blevet et emne i Danmark. Dette skyldes en bekymring for, at arabiske olie-millionærer forsøger at fremme ekstreme fortolkninger af islam.
I de senere år har bekymringen også gået på, om lande som Iran og Tyrkiet benytter danske moskéer til at føre politik. For eksempel Erdogans opfordring til imamer i bl.a. Danmark og Tyskland med tilknytning til den tyrkiske statslige organisation Diyanet.
Her var lederen af Diyanet i Danmark ansvarlig for at fremskaffe oplysninger om tilhængere af Gülen-bevægelsen blandt danske muslimer, da den tyrkiske regering mente, at Gülen-tilhængere stod bag kupforsøget i 2016.
Den danske regering og Dansk Folkeparti indgik i foråret 2019 en aftale om rammerne for en forbudsliste rettet mod økonomiske donationer fra personer og organisationer i udlandet. Forbud vil ske ud fra en vurdering af, om disse modarbejder og underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.
Det kan få stor betydning for moskélandskaberne i Danmark, hvis Folketinget vedtager en sådan forbudsliste, når man mødes igen efter sommerferien.
Eksempler på finansiering af moskéer og imamer i Danmark
Der findes i Danmark en række eksempler på udenlandsk finansiering af moskéer, men det er vigtigt at slå fast, at den model langt fra er det mest almindelige. Alt tyder på, at langt størstedelen af de danske moskéer er etableret og drives ved hjælp af donationer fra almindelige herboende muslimer.
Situationen i Danmark minder dermed om forholdene i andre europæiske lande. En hollandsk rapport fra sidste år konkluderede, at omkring 10 % af de hollandske moskéer enten havde ansøgt om eller opnået økonomisk støtte fra Golfstaterne. En tilsvarende fransk rapport, der også inkluderede støtte til aflønning af imamer, skønnede omfanget af udenlandsk finansiering til at være cirka 20 %.
Udenlandsk støtte kræver både midler og motivation hos den afsendende stat. Det betyder, at problematikken primært ser ud til at være relevant indenfor dele af det tyrkiske og arabiske moskémiljø i Danmark, imens moskéer indenfor de somaliske, pakistanske, bosniske og afghanske miljøer ikke har samme muligheder.
Dermed ikke sagt, at udenlandsk finansiering af moskéer ikke er en relevant problematik, for i mange tilfælde er det nogle af landets største moskéer, som har modtaget finansiering fra udlandet.
Det mest markante eksempel på udenlandsk støtte til moskéer i Danmark er Hamad Bin Khalifa Civilization Center i København, som modtog 150 mio. kr. fra den daværende emir af Qatar. Fonden bag moskéen, Københavns Store Fond, har som den formelle modtager af donationen yderligere finansieret køb af moskéer i Skive (1 mio. kr.) og Skælskør (1,3 mio. kr.).
Et andet eksempel er Imam Ali Moskeen, København Nordvest, som ifølge talsmand Murtaza Al-shawi ikke har modtaget statslig støtte. Dog har den modtaget støtte fra rigmænd i Iran, Irak, Tanzania, Kenya og Kuwait. Summen er ukendt, men prisen for bygningen anslås at være 40-50 mio. kr.
Fonden for Den Muslimske Sammenslutning på Grimhøjvej i Aarhus har tidligere modtaget donationer fra udlandet, ligesom Islamisk Center Haderslev modtog 1 mio. kr. fra en kuwaitisk rigmand.
Udenlandsk støtte behøver imidlertid ikke begrænse sig til lokaleinvesteringer, men kan også dække over betalinger af udsendte imamers løn, som det for eksempel gør sig gældende for knap 30 moskéer med tilknytning til Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse (Diyanet), hvor imamerne aflønnes af den tyrkiske stat.
Medregnes disse vil andelen af danske moskéer med udenlandsk støtte minde om tallene fra Frankrig (cirka 20 %), imens flertallet af danske moskéer således er finansieret gennem kontingenter og donationer fra danske muslimer.
Europæiske erfaringer
Danmark er naturligvis langt fra det eneste europæiske land, der bekymrer sig om den udenlandske finansiering af moskéer og imamer.
I september 2018 udgav Committee on Political Affairs and Democracy under Europarådet en rapport, der samlede tilgængelig viden og kom med anbefalinger i forhold til, hvordan de europæiske lande skal reagere.
I 2015 forbød Østrig al fremmed finansiering af moskéer og imamer i landet gennem en opdatering af den såkaldte Islamgesetz, en lov om islam, som blev gennemført i 1912, efter at det østrigsk-ungarske rige i 1908 havde annekteret Bosnien-Herzegovina.
Ifølge den nye lov er udenlandsk finansiering forbudt og imamer forpligtede til at tale tysk.
I modsætning til den politiske aftale, som blev indgået i Danmark i foråret 2019, så er forbuddet samtidig forbundet med en række rettigheder. Østrigske muslimer får adgang til imamer på hospitaler, plejehjem, fængsler og i militæret, halalmad skal serveres i offentlig institutioner, inklusiv skoler, og muslimer får ret til at holde fri på muslimske helligdage. Derudover er der oprettet en imamuddannelse.
Politikere i Frankrig, Tyskland og Schweiz har overvejet, om de skal følge efter med tilsvarende aftaler. I Tyskland har debatten fokuseret på en mulig indførelse af en moskéskat, hvilket dog har været anset for kontroversielt.
Anbefalingerne i Europarådets rapport er vage. Det understreges, at det er problematisk, hvis finansiering af islam benyttes til at opnå politiske mål og det anbefales, at der arbejdes for større gennemsigtighed omkring finansiering.
Europarådets rapportør påpeger, at mere drastiske midler kan tages i brug, men understreger samtidig, at når dette gøres, som det er sket i Østrig, så er det vigtigt, at forbud mod udenlandsk finansiering følges op med andre tiltag, der støtter op om muslimske borgeres rettigheder.
Tiltagene i andre europæiske lande, der blandt andet også inkluderer moskélukninger i Frankrig, fremstår nok mere restriktive end, hvad vi indtil videre har set i Danmark, men det har (jævnfør Europarådets anbefalinger) samtidig været fulgt op af alternative tilbud fra de respektive stater.
Hvad så i Danmark?
På netop dette punkt adskiller den danske indstilling sig, da der fortsat ikke er planer om en dansk imamuddannelse, omfattende brug af funktionsimamer i offentlige institutioner eller mulighed for at betale moskéskat.
Hvis aftalen om en forbudsliste over bestemte udenlandske organisationer bliver gennemført efter valget, kan det betyde, at antallet af uddannede og aflønnede imamer i Danmark reduceres betragteligt. De ansatte og aflønnede imamer i Danmark tæller nemlig næsten udelukkende (tyrkiske) imamer på visum.
Mange danske moskéer er i pengemangel og få har råd til at ansætte en imam. At de europæiske stater har set på den udenlandske medfinansiering af moskéer med mistro er næppe overraskende, men problemstillingen er ikke nødvendigvis så simpel, som den ved første øjekast kan se ud.
Manglen på etablerede muslimske autoritetsstrukturer i Europa efterlader spillerum for ekstreme holdninger, hvilket kan modvirkes af uddannede, traditionelt-orienterede imamer fra udlandet.
Dette argument har ofte været fremført bl.a. af danske muslimer med tyrkisk baggrund. Men efter skandalen om de tyrkiske imamer rolle i at lokalisere Gülen-tilhængere er det oplagt, at nogle vil anse imamernes tilstedeværelse blandt danske muslimer som udtryk for problematisk indblanding i interne danske anliggender.