Professor Peter Birch Sørensen

Professor fra Københavns Universitet Peter Birch Sørensen
Professor fra Københavns Universitet Peter Birch Sørensen.

Hvordan vurderer du valgkampen indtil nu set gennem nationaløkonomiske briller?

Overordnet er der ganske stor enighed mellem de to blokke om, hvad der skal til for at løse problemerne. Begge parter er enige om, at vi skal arbejde mere, og at der skal investeres i ting, der kan fremme væksten, men de to blokke forsøger selvfølgelig at understrege forskellene, siger professor Peter Birch Sørensen fra Københavns Universitet. Han var overvismand 2004-2009.

Hvorfor er der brug for både den røde og den blå plan?

Det er på grund af størrelsen af de udfordringer, vi står over for. Hvis vi virkelig vil være ambitiøse med hensyn til at hæve væksttempoet i økonomien, er det nødvendigt. Hvis vi vil have højere kvalitet i uddannelses- og sundhedsvæsen, mere forskning og udvikling og en omstilling af vores infrastruktur til de kommende klimaforandringer, er der behov for mange investeringer. Dem vil vi ikke have råd til, hvis vi ikke øger arbejdsindsatsen væsentligt i forhold til i dag. Det kræver efter min vurdering, at vi både gennemfører efterlønsforliget, og at vi øger den gennemsnitlige arbejdstid for de beskæftigede.

Det lyder som meget at bede befolkningen om både at arbejde mere og om at gå senere på pension?

Ja, det lyder som en stor mundfuld. Men man skal huske, at for det første får folk løn for den ekstra arbejdstid, og for det andet får de en bedre offentlig service, end de ellers ville have fået. Man skal ikke tro, at hvis man ikke øger arbejdsindsatsen, så kører alting videre, som det er. Så vil vi få en gradvis forringelse af den offentlige service på en lang række områder. Det skyldes først og fremmest den befolkningsudvikling, vi står over for, hvor der bliver flere ældre og færre erhvervsaktive.