Hun fik bragt næstekærlighed hjem i en indkøbspose
Da 69-årige Lei Ranzau af sin læge fik besked om, at hun ikke burde bevæge sig væk fra matriklen i denne tid med fare for coronasmitte, meldte spørgsmålet sig:
”Jamen, hvordan skal jeg så få mad på bordet?”
Lei Ranzau, der bor alene i et rækkehus i Nakskov på Lolland, lider af astmatisk bronkitis samt lungesygdommen KOL. Skulle hun blive udsat for coronavirus, er hendes chancer for at komme helskindet gennem sygdommen derfor ikke særligt gode.
”Jeg følte mig låst. Jeg er enke, og jeg har ikke det store netværk. Min datter er netop blevet opereret, og da min søns kone har været i tvivl om, hvorvidt hun var smittet, havde jeg ingen til at handle for mig. Jeg prøvede derfor lykken ved at skrive til Dansk Røde Kors for at få hjælp. Jeg kunne jo i værste fald kun få et nej, hvis de ikke mente, jeg var kvalificeret til hjælp. Men kort efter ringede Julie til mig.”
Gennem Facebookgrupper og frivillige organisationer har tusinder af danskere de seneste uger meldt sig som frivillige indkøbshjælpere for ældre og andre særligt udsatte. 24-årige Julie Borre er én af dem. Gennem Dansk Røde Kors meldte hun sig som frivillig indkøber for ældre og svagelige i lokalområdet, og kort efter Lei Ranzaus opkald til hjælpeorganisationen troppede hun op foran vinduet i rækkehuset, hvor Lei Ranzau bor. Med strakt arm rakte Lei Ranzau en konvolut med en dosmerseddel og penge i, og en halv time efter var Julie Borre tilbage med indkøbsposen fuld af brød, mælk, pålæg og det halve kilo kartofler, som Lei Ranzau var løbet tør for.
”Julie er simpelthen den bedste indkøbshjælp, jeg kunne ønske mig. Hun betyder, at jeg ikke skal bekymre mig om at få mad på bordet. Mange i min alder brokker sig over, at de unge aldrig udviser hjælpsomhed. Men jeg oplever det modsatte. Julie ville ikke engang lade mig betale for den benzin, hun brugte for at komme frem og tilbage fra indkøbscenteret og til mit hjem, og så stod hun dér og vinkede til mig lang tid inden, hun kørte igen. Hendes hjælp betyder simpelthen alting for én som mig i denne tid,” siger Lei Ranzau.
Ingeniørstuderende laver værnemidler på sin hjemmeprinter
Hvordan kan jeg være med til at gøre en forskel?
Sådan tænkte 29-årige Jacob Lyngbo Caspers (billedet), da Danmark lukkede ned, og han selv blev sendt hjem fra ingeniørstudiet. Men så fik han øje på sin 3D-printer, som han har købt for nylig gennem et tjekkisk firma.
Firmaet har under coronakrisen stoppet sin produktion af printere, og i stedet bruger de nu dem, de har, til at lave værnemidler. Og på nettet har de delt deres design af de nye visirer.
”Derfor var det da oplagt, at jeg også bruger min printer herhjemme til at lave visirer. For vi skal i den grad passe på vores sundhedsvæsen lige nu, så læger og sygeplejersker ikke selv bliver smittede af coronavirus. Og hvis jeg kan hjælpe bare en lille smule gennem mine hjemmelavede værnemidler, så er jeg glad,” siger Jacob Lyngbo Caspers, der bor i Esbjerg med sin kæreste og deres lille datter på knapt et halvt år.
På nettet fandt han flere printerentusiaster som ham selv, hvor flere havde fået samme idé, og nu er de cirka 800 danskere, som printer visirer hjemmefra.
Derfor kører hans 3D-printer det meste af dagen, og Jacob Lyngbo Caspers bidrager med omkring 20 af de i alt 2000 visirer, gruppen dagligt producerer. Ingen i gruppen, der på Facebook kalder sig ”DK Makers mod Corona” får betaling for visirerne, så den ekstra strømregning står Jacob Lyngbo Caspers selv for. Men PostNord deler visirerne ud kvit og frit, mens danske 3D-printervirksomheder og nogle private har meldt sig som sponsorer af materialet.
”Foreløbig håber jeg da, at hospitalerne har nok af de autoriserede visirer og ikke får brug for vores hjemmeprintede udgaver. Men jeg vil gerne være med til at sikre, at vi bliver ved med at have de visirer, vi har brug for, og Region Hovedstaden er begyndt at tage imod værnemidler fra gruppen,” fortæller Jacob Lyngbo Caspers, der håber, ”at den fællesskabsfølelse, vi oplever lige nu, også vil fortsætte efter krisen. Det er vildt at se, hvordan vi alle rykker sammen nu, uden at være fysisk sammen, og det er en stor fornøjelse at opleve. Før var det nærmere som om, vi helt havde glemt, at man godt kan hjælpe hinanden.”
Hun fik hjælp på Facebook og glæder sig nu til selv at hjælpe
”Jeg er taknemmelig for at være i denne gruppe. Af hjertet tak til dem, der hjalp mig. Når jeg er ovenpå efter operationen og frisk nok, vil jeg gøre en indsats og hjælpe til, hvor der er behov.”
Sådan skrev 30-årige Runglawan Wongsuwan (billedet) for nylig i et opslag på Facebookgruppen
”Corona hjælp Vejle”, for da hun for nogle uger siden bad gruppen om hjælp, strømmede det ind med tilbud og kærlige kommentarer.
Runglawan Wongsuwan bor i Vejle sammen med sin mand og deres tre børn og arbejder til hverdag som selvstændig bogholder. Men de seneste måneder har hun ofte pendlet mellem hjemmet i Jylland og Odense Universitetshospital på grund af en knude i halsen. I slutningen af februar fik hun at vide, at der sandsynligvis var tale om kræft, og torsdag den 12. marts fik hun besked om, at hun skulle opereres den følgende mandag.
”Vi tænkte med det samme, at så måtte vi hellere få fat i noget håndsprit. For jeg kunne jo ikke komme tilbage fra operationen og være sammen med min familie, hvis de ikke kunne spritte sig ordentligt af. Men da vi tog rundt i butikkerne, var alt håndsprit væk. Dagen før havde Mette Frederiksen jo lukket landet ned i to uger, og folk var simpelthen styrtet ud for at hamstre håndsprit. Jeg var helt grædefærdig og vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Min mand kørte Vejle og omegn tyndt, men alle hylder var tomme,” fortæller Runglawan Wongsuwan.
Så var det, at hun opdagede gruppen på Facebook. Og bad om hjælp.
”Der var så mange, der ville hjælpe mig. Og selvom andre jo også er usikre på fremtiden, om de selv ville få brug for deres flasker, så var de villige til at give mig deres. Selvom vi ikke kender hinanden. Jeg er ikke etnisk dansk, men kom hertil fra Thailand som syvårig, og det har ikke altid kun været positive kommentarer, jeg har mødt. Men denne hjælpsomhed, jeg oplever nu, varmer mig meget og giver mig håb. Og jeg glæder mig til at være helt frisk ovenpå operationen igen, så jeg selv kan komme ud og hjælpe andre, der har behov. Det sker nok snart, for knuden var heldigvis godartet.”
Han spreder sangglæde blandt de ældre
”Hej Nikolaj. Hvis du mangler en god undskyldning for at gå en tur, så slå vejen forbi Sølund en dag ved 14-tiden og syng en sang eller to op mod bygningen. Corona har ramt plejehjemmet, og de er bange.”
Sådan lød det fra præst Jeppe Carsce Nissen, der er tilknyttet plejecenteret Sølund på Nørrebro i København, da han en dag i marts skrev en besked til sin ven, operasangeren Nikolaj Schiøtz Winding (billedet).
Og den opfordring skulle ikke siges to gange, før Nikolaj Schiøtz Winding, der til daglig er eventproducent og professionel operasanger, troppede op på fliserne foran ældrecenteret i sort jakke og med hat på hovedet for at lade sin røst strømme mod de mange beboere, der stod klar med brede smil bag vinduerne i den seks etager høje bygning af ældreboliger.
”De blev så glade og vinkede ud. Nogle havde endda modet til at åbne vinduerne på vid gab. I den her tid er der mange, der må arbejde hårdt såsom personalet i sundhedssektoren, og så er det da dejligt, at vi andre på anden vis kan bidrage med de kompetencer, vi nu engang har,” siger Nikolaj Schiøtz Winding, der kunne glæde beboerne med klassiske viser af blandt andre Carl Nielsen, Kai Normann Andersen og Otto Brandenburg.
Tenorsangen skulle da også vise sig at blive et sådant hit blandt de ældre, at personalet med det samme så snittet til at føre Nikolaj Schiøtz Winding rundt om bygningen, så også beboerne på den anden side kunne få del i sangglæden.
”Og så blev det til, at jeg kom til at synge i alt fire forskellige steder omkring bygningen. Inden jeg gik, lavede vi en aftale om, at jeg skulle komme igen den følgende tirsdag. Denne gang med min pianist, Kjeld Lauritsen, der kunne sætte musik og akkorder til sangen. Nu har vi været der to gange og kommer igen hver tirsdag og torsdag samt to gange i påsken, for det giver virkelig mening at kunne glæde de ældre, der reelt sidder i boligerne med frygten for at kunne dø. Det er tydeligt, at de bliver glade for lidt livemusik. Sidst var der sågar en beboer, der kastede en afsprittet tyvekronemønt ned til os.”