Fiskeriforening forventer konkurser efter EU-aftale om kvoter

EU-aftale om fiskekvoter trækker tæppet væk under fiskeri i Østersøen, vurderer Danmarks Fiskeriforening.

I den vestlige Østersø må der ifølge aftalen næste år fanges 489 ton torsk. Det er en reduktion på 88 procent sammenlignet med i år, hvor kvoten er 4000 ton. (Arkivfoto).
I den vestlige Østersø må der ifølge aftalen næste år fanges 489 ton torsk. Det er en reduktion på 88 procent sammenlignet med i år, hvor kvoten er 4000 ton. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

EU-landenes aftale om fiskekvoter i Østersøen næste år vil få store konsekvenser for dansk fiskeri.

Sådan lyder meldingen fra Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.

- Det er et slag i ansigtet for alle de medlemmer, som har hjemme i Østersøen. Det her trækker tæppet totalt væk under fiskeri i området.

- Det betyder, at der vil være fiskere, der går konkurs. Der vil være havne, der lukker, siger han.

EU's medlemslande har tirsdag indgået en aftale, der indebærer, at der må fanges markant færre fisk i Østersøen næste år. Det skyldes, at flere bestande er alvorligt pressede.

I den vestlige Østersø må der ifølge aftalen næste år fanges 489 ton torsk. Det er en reduktion på 88 procent sammenlignet med i år, hvor kvoten er 4000 ton.

Kvoten for sild i den vestlige Østersø bliver sænket med 50 procent. Det betyder, at kvoten går fra 1575 ton til 788 ton.

Derudover er det aftalt, at kvoten for laks i det meste af Østersøen bliver sænket med 32 procent. Dermed går kvoten fra 94.496 ton til 63.811 ton.

Svend-Erik Andersen oplyser, at aftalen vil påvirke cirka 150-200 danske fartøjer, som fanger torsk i Østersøen. Det er overvejende små fartøjer, hvor skipperen er ejeren og selv hjælper til med at hive fiskene i land.

Fiskeriminister Rasmus Prehn (S) har bebudet, at der vil komme hjælp til de fiskere, som på baggrund af aftalen opgiver erhvervet. Der vil blandt andet komme en ophugningsordning.

Det vil sige, at en fisker, som ikke vil mere, kan få ophugget sin kutter og få penge for den. Tiltaget ser fiskeriforeningen positivt på.

- Vi lægger stor vægt på, at det bliver etableret, så nogle af dem, der ikke kan se sig selv i fiskeriet i fremtiden i Østersøen, ikke skal lide unødigt økonomisk på grund af den her drastiske beslutning, siger Svend-Erik Andersen.

EU's medlemslande har besluttet at sænke fiskekvoterne, efter at Det Internationale Havundersøgelsesråd (Ices) har fremhævet, at flere bestande i Østersøen er alvorligt pressede.

/ritzau/