Flemming Møldrup: Min hustrus ven døde pludseligt og tidligt. Det har fået mig til at tænke over livet

Det eneste, vi ved med sikkerhed er, at vi skal dø. Og at vi får ikke en chance mere

Illustration: Rasmus Juul
Illustration: Rasmus Juul.

For ikke så lang tid siden døde en ven til min hustru. Han blev ikke så gammel. Lige omkring 60 år. Han døde af sygdom, og det var ikke sådan en sygdom, han levede med i mange år, tværtimod. Det gik forholdsvist stærkt. Desværre. Jeg er ikke 60 år, og det er min hustru heller ikke. Jeg føler mig sund og rask, jeg føler mig glad, og jeg føler mig i det store hele lykkelig. Jeg lever det liv, jeg drømmer om, og nyder alle dage med mine venner, mine børn og min hustru. Så alt er godt.

Men at min hustrus ven pludselig døde så tidligt, har alligevel fået mig til at tænke lidt over livet.

Jeg har tidligere skrevet, at vi er dårlige til at tale om to ting her i landet, nemlig kærligheden og døden. Begge er livsforandrende og i nogle tilfælde i sådan en grad, at det kan være svært at rejse sig igen. Jeg skrev om at blive afelsket, om at elske et andet menneske, der en dag er holdt op med at elske en. Om hvordan det at blive afelsket kan ødelægge ens liv, fordi man forventer, at man er elsket for altid. Og at halvdelen af dem, der elsker hinanden så højt, at de gifter sig, bliver skilt igen. Den ene afelsker den anden. Det er slut. Hun vil ud og leve sit liv på en anden måde. Han vil ud og leve sit liv med en anden. Man er ikke længere elsket.

Vi ved godt, at kærligheden en dag kan forsvinde. Både at vi kan holde op med at elske, men også at vi kan holde op med at være elsket. Alligevel kaster vi os gerne ud i kærligheden. Vi elsker at blive elsket. Vi elsker det så meget, at vi gifter os og lover hinanden at stå ved hinandens side, indtil døden os skiller, selvom vi godt ved, at det højst sandsynligt er kærligheden, der ender med at skille os. Den følelse, som førte os sammen, er også samme følelse, der tager os væk fra hinanden igen. Men vi elsker alligevel.

Sådan er det også med døden, har jeg tænkt. Vi ved godt, at vi skal dø en dag. Du skal dø. Luk lige øjnene et par sekunder, og tænk over, at du en dag ikke er her mere. At dit hjerte holder op med at slå, at du ikke længere skal vågne med din mand eller hustru. At du ikke længere skal kysse dine børn, kramme dine børnebørn. For du er død. Du er her ikke mere.

Det eneste, du med sikkerhed ved i dit liv, er, at du skal dø. Uanset hvor mange penge, du har. Hvor få penge. Om du er succesfuld eller ej. Du skal herfra præcis som du kom. Uden noget.

Jeg kan huske, da jeg var til min fars begravelse i Israel, og de bar ham ind i kapellet kun rullet ind i et hvidt lagen. Jeg spurgte min fars søster, hvorfor han ikke var i en kiste, og jeg husker hendes svar så tydeligt: I døden er vi alle lige – rig og fattig. Det tænkte jeg en del over bagefter.

Jeg gør mig umage med mit liv, synes jeg. Jeg prøver at opføre mig ordentligt, at gøre mig umage, at fylde mit liv med eventyr, for gode minder og dejlige oplevelser er noget af det, jeg samler på. Derfor forsøger jeg også at få det meste ud af mit liv, også selvom det bragte mig i problemer her i avisen, da en psykolog beskyldte mig for at melde mig ud af fællesskabet.

Men det er ikke det, jeg gør. Jeg melder mig ind i mit liv. For jeg tror faktisk, at jeg kun har det her ene liv, og jeg vil helst ikke bruge det på noget, jeg ikke har lyst til. Derfor tænker jeg mig godt om i mit liv.

Jeg er ikke bange for at leve et liv uden mange penge eller prestige. Det er noget andet, der tæller for mig. Det betyder noget for mig, at jeg kan lukke mine øjne og tænke, at jeg ikke er bange for at dø, for jeg har levet et rigt liv. Jeg ville være bange for at dø, hvis jeg ikke havde levet et rigt liv.

Det er ikke det samme som, at jeg gerne vil dø, for det vil jeg ikke. For jeg vil have al den tid, der er i mit liv, så jeg kan leve det og være så meget sammen med min hustru og mine børn, som jeg nu kan.

Jeg har tænkt mig at give mit liv et servicetjek. For jeg er lige midt i det. Og for ikke så lang tid siden mistede min hustru en god ven, der lige var nået over midten i sit. Som havde mange gode år forude, hvor han skulle udleve sit otium og nogle af sine mange drømme. Så langt kom han ikke.

Dermed ikke sagt, at han levede et fattigt liv, nej, han levede også et rigt liv. Fordi han dels turde drømme om sit liv, dels turde forfølge de drømme. Så lever du det liv, du drømmer om, eller er det tid til, at du giver dit liv et servicetjek?

For én ting ved vi nogenlunde med sikkerhed: Vi får ikke en chance mere. Når jeg lukker mine øjne og lige tænker over det, så føler jeg, at det kan jeg godt komme overens med. At jeg lever et godt liv.

Gør du?

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.