Flere gæster end ventet giver Tivoli tro på mere i 2021

Der er udsigt til et bedre 2021 for Tivoli, end det var forventet. Det er dog ikke nok til at bringe det op på niveauet inden corona. (Arkivfoto)
Der er udsigt til et bedre 2021 for Tivoli, end det var forventet. Det er dog ikke nok til at bringe det op på niveauet inden corona. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Forlystelsesparken Tivoli i København har nydt godt af, at restriktionerne til at inddæmme coronasmitten er blevet løftet.

Det har betydet, at der - særligt i sensommeren - har været flere gæster i haven, end det var forventningen tidligere på året.

Det giver Tivoli tro på et bedre 2021 end tidligere, og der ventes nu et salg på op mod 700 millioner kroner.

Tidligere ventedes en omsætning omkring 600 millioner kroner, oplyser Tivoli i en meddelelse til børsen, hvor selskabet er noteret.

- Det er en udvikling, der har taget fart, i takt med at restriktionerne er blevet lettet, og gæsterne for alvor har kunnet tage godt imod de mange nye aktiviteter, siger direktør Susanne Mørch Koch.

- Nu venter Halloween i Tivoli lige om hjørnet, og det er traditionelt en stærk sæson for os, lyder det i en pressemeddelelse.

Trods de lysere udsigter tegner 2021 til at blive et dårligere år end dem, der var i årene op til, at ny coronavirus ramte Danmark i 2020. I 2019 havde Tivoli en omsætning på knap 1,1 milliarder kroner.

2021 ser dog ud til at blive bedre end sidste år, hvor corona ramte. Her havde forlystelsesparken et salg på knap 500 millioner kroner.

Det har kostet dyrt for Tivoli, at samfundet har været lukket ned. I de første seks måneder af 2021 var der knap en halv millioner gæster. Det er omkring en tredjedel af det normale i tiden før coronavirus.

Særligt de udenlandske gæster, der normalt udgør omkring hver tredje besøgende, har manglet, da rejserestriktioner har begrænset antallet af turister betragteligt.

Selv om facit for 2021 nu ventes at være bedre, end hvad der tidligere blev spået, er der dog stadig udsigt til et underskud.

Tivoli forventer i år et underskud før skat på omkring 65 millioner kroner. Tidligere ventedes et underskud på op mod 100 millioner kroner.

/ritzau/