Præster: Restriktioner har gjort os til grin

De restriktioner, der har været gældende indtil onsdag, er gået ud over folkekirkens medlemmer og personale, lyder det fra danske præster. De føler sig klemt og skidt behandlet. Kritikken er primært rettet mod kirkeminister Joy Mogensen (S), som de kalder for ”usynlig” og ”anonym”

Folkekirken har siden marts 2020 måttet vænne sig til begrænsninger på, hvem der har kunnet komme ind i kirkerummet. Her ses gæster ved en konfirmationsgudstjeneste i Hellebæk Kirke, Nordsjælland, der må sidde uden for.
Folkekirken har siden marts 2020 måttet vænne sig til begrænsninger på, hvem der har kunnet komme ind i kirkerummet. Her ses gæster ved en konfirmationsgudstjeneste i Hellebæk Kirke, Nordsjælland, der må sidde uden for. Foto: Leif Tuxen.

Kuk i låget. Til grin. Og meget stressende. Sådan betegner danske præster arbejdet under de restriktioner, der har været gældende i folkekirken, mens stort set resten af samfundet åbnede. Onsdag meddelte Kirkeministeriet så, at afstands- og arealkravene faldt væk, og de danske trossamfund vil derfor kunne vende tilbage til normale former.

Det var hårdt tiltrængt. Præsterne har de seneste måneder måttet skuffe mange familier, som er blevet forundrede, når de har hørt om de arealkrav, der satte begrænsning for hvor mange de kunne invitere med i kirken til vielser, dåb, konfirmationer og bisættelser.

Forundret blev Lars Erik Christensen i hvert fald, da han i juli rejste til hjembyen Nakskov på Lolland for at arrangere sin mors begravelse:

“Vi blev stillet over for valget mellem at måtte være 40 mennesker i kirken, hvor vi måtte synge, eller 80 mennesker, hvor vi ikke måtte synge. Min umiddelbare tanke var ‘kan det være rigtigt?’,” siger Lars Erik Christensen, der selv gik på nettet for at undersøge sagen.

“Det viste sig selvfølgelig, at præsten havde styr på reglerne, men jeg var forundret. Det virkede som om, myndighederne fuldstændig havde glemt kirken, mens de åbnede resten af samfundet op,” siger Lars Erik Christensen.

Da familien planlagde sin mors begravelse, hed arealkravet, at der skulle være fire kvadratmeter pr. gående og stående kirkegænger. Siden blev arealkravet lempet.

Det undrer dog stadig Lars Erik Christensen, at der i lang tid gjaldt andre regler i andre dele af samfundet.

“Hvis vi kigger ind i en kirke, så er det ikke alle, der synger i vilden sky, som til en fodboldfest. Det er helt vanvittigt, at man stadig har begrænset kirkerne på den måde, og man mistænker politikerne for at tænke, at de er flere stemmer i fodbold end i kirkerne,” siger han.

Familien aftalte med præsten, at de ville vente og se, hvor mange der dukkede op til begravelsen, og så vurdere, om der skulle synges eller ej. Men alligevel var bekymringen, at nogle kom til at stå uden for kirken.

“Så kunne vi gå der, midt i sorgen, og spekulere på, om nogen skulle stå uden for kirken, og ikke kunne sige ordentlig farvel til min mor,” siger Lars Erik Christensen.

Heldigvis blev der plads til hele begravelsesfølget inde i kirken, og Lars Erik Christensen er taknemmelig for samarbejdet med præsten Jesper Vigant fra Nakskov Kirke.

Men Jesper Vigant selv er godt træt af at skulle bekymre familier med spørgsmål om arealkrav:

“Det var selvfølgelig også barsk i starten af pandemien, når man skulle forklare familierne, hvorfor de ikke kunne samles uden begrænsning til begravelser eller bryllupper som normalt, men dengang hang det bedre sammen med smittebilledet. Men efter vaccinerne er blevet udrullet i stor stil, og samfundet i stigende grad er åbnet, er det svært at retfærdiggøre,” siger Jesper Vigant.

Aftalen mellem Folketingets partier var, at alle samfundets restriktioner med undtagelse af coronapas skulle udfases den 1. september, men tidligere i dag kom så den længe ventede nyhed om, at det sker før da.

Mange præster mener som Jesper Vigant, at restriktionerne burde have være ophævet for længst.

“De virker lidt som om, kirkeminister Joy Mogensen bare har afventet sundhedsmyndighederne beslutninger i stedet for aktivt at tale vores sag. Ved hun ikke, hvad det vil sige at sidde med pårørende,og skulle sige, at man ikke kan samles allesammen, når man skal tage afsked med dem, man elsker og har kær. Det er voldsomt. Det giver mening i en pandemi, så længe det modsvarer, hvad der foregår i samfundet. Men nu var kæden hoppet af,” siger Jesper Vigant.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kirkeminister Joy Mogensen (S). Hun meddelte sig dog på Kirkeministeriets hjemmeside i en pressemeddelelse:

”Det har været meget svært at forstå, at der var grænser for, hvor mange man kunne samles i kirken til et bryllup eller en konfirmation, men ikke til festen bagefter. Derfor er jeg naturligvis rigtig glad over de nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, som ni ud af ti partier i Folketinget havde aftalt, at vi skulle vente på,” lød det fra kirkeministeren.

Og glæden vil givet blive delt af mange præster efter måneder med frustration over restriktionerne:

“Særligt på det seneste har vi følt os til grin, når vi ser hvordan resten af samfundet er pivåbent, og når sportsbegivenheder prioriteres over bisættelser. Jeg har ikke hørt én eneste præst sige, at det er fornuftigt,” siger Jørgen Løvstad, sognepræst i Thorning, Grathe og Vium kirker i Midtjylland.

I de tre midtjyske kirker har man ligesom andre steder i landet måttet ty til digitale gudstjenester, salmesang og foredrag og sendt live-streams fra bisættelser og bryllupper. Men alligevel har det været svært at vurdere, om de udmeldte restriktioner har været krav eller blot anbefalinger:

“Kirkeministeriet ikke været særligt hjælpsomt med at afklare, hvilke reelle muligheder vi har haft, og kirkeminister Joy Mogensen har været påfaldende tavs gennem hele forløbet. Alt i alt føler vi os skidt behandlet,” siger Jørgen Løvstad.

Flere af de præster, som Kristeligt Dagblad har talt med, har følt sig klemt mellem uforstående myndigheder og frustrerede borgere. En af dem er Lene Skov Opsahl, sognepræst i Stege Kirke på Møn:

“Vi bliver sat i et krydspres, for vi skal jo gøre vores arbejde, men vilkårene for at gøre folk glade er rigtig dårlige. Og det tjener jo folkekirken meget dårligt, at vi ikke kan give en ordentlig betjening. Jeg synes, at det er en meget stressende situation,” siger Lene Skov Opsahl.

Hun mener, at både kirkerne og deres brugere er blevet svigtet af myndighederne:

“Jeg anser det først og fremmest for at være kirkeministerens opgave at tale kirkens sag. Men jeg forstår heller ikke, hvordan Sundhedsstyrelsen har kunnet glemme folkekirken. De virker helt uvidende om, hvad der egentlig foregår i kirken, og at folk selvfølgelig gerne vil have deres familier med til nogle af de vigtigste begivenheder i deres liv,” siger Lene Skov Opsahl.

Fornemmelsen af myndighedernes ligegyldighed over for kirkelivet kan Esper Silkjær, sognepræst i Glostrup Sogn, nikke genkendende til:

“Jeg synes, politikerne virker fuldstændig ligeglade med befolkningen, som indtil nu har måttet stå der og vælge mellem deres allernærmeste, når de planlægger konfirmationer, vielser eller bisættelser. Kirkeministeren har været vag, og det er heller ikke, fordi biskopperne har været særlige synlige gennem forløbet,” siger Esper Silkjær.

Han er ikke ene om sin kritik. Tre bispekandidater til Aalborg Stift har netop været ude og efterlyse et mere synligt bispekollegie:

“Næste gang der kommer noget, skulle biskopperne ligesom frisøren og taxachaufføren bide fra sig. Ikke bare i mødet med kirkeministeren, for det har de gjort. Men noget andet er at gå ud og slå på tromme i pressen,” sagde bispekandidat Annette Brounbjerg Bennedsgaard under et valgmøde i mandags.

Det er dog politikerne, som langt de flesteaf de præster, Kristeligt Dagblad har talt med, retter kritikken imod. Det gør Johannes Engholm Gjesing, sognepræst i Gram Kirke i Sønderjylland, også, selvom han i første omgang bakkede op om de vidtgående restriktioner.

“Det var godt, at vi havde en regering, som gjorde noget, da corona-epidemien kom til landet. Det hele var jo så nyt, og ingen vidste helt, hvad det betød. Og dengang var det en fin løsning at lukke kirkerne og lave noget digitalt. Men siden har vi lært en masse om sygdommen, og vi er så langt med vaccinationen, at det længe ikke har givet mening med restriktioner,” siger Johannes Engholm Gjesing.

Han har også mærket frustrationen hos sine sognebørn i det sønderjyske:

“Du har jo svært ved at forklare, hvorfor de ikke må sidde inde i kirken og synge, når de så bagefter kan gå over gaden og spise, synge og kramme på kroen. Der er kuk i låget,” siger Johannes Engholm Gjesing, der deler sine kollegaers kritik af kirkeministerens håndtering af corona-epidemien:

“Når vi nu har en kirkeminister, så må det også være hende, der skal slås for os. Men i stedet er vi blevet ofret i en beregning, hvor man hellere vil give fodbolden lidt mere, og kirken lidt mindre,” siger Johannes Engholm Gjesing.

Sognepræst i Brøndby Strand på Sjælland Elisabeth Krarup de Medeiros under gerne de danske fodboldfans gode oplevelser på stadion, men deler kritikken af kirkeministeren:

“Jeg er led og ked af den måde, vores minister har været anonym, vag og vægelsindet. Når hun endelig har udtalt sig, så har hun henvist til sundhedsmyndighederne. Det er så utilfredsstillende,“ siger Elisabeth Krarup de Medeiros, som mener, at den manglende ledelse i folkekirken har skabt store spændinger i de lokale kirker:

“Fordi ledelsen har været usynlig, har det i stedet været fagforeningerne, der dikterede corona-håndteringen. Og fordi kirkerne er præget af mange forskellige faggrupper i små personalegrupper, og hver faggruppe får forskellige meldinger fra deres fagforeninger, gør det samarbejdet utroligt svært. I vores kirke er vi heldige, at vi har haft et synligt og stærkt menighedsråd, så vi er kommet relativt godt gennem krisen, uden for mange skår i personalegruppen,“ siger Elisabeth Krarup de Medeiros.

Dette problem kan Søren Fahnøe, sognepræst i Næstved Kirke og studenterpræst ved Zealand Business College i Næstved, sagtens genkende:

“Fagforeningerne har helt klart gjort tingene mere kompliceret. Især kirketjenerne har været meget forsigtige, og jeg tror, at deres fagforening hele tiden har holdt igen, mens mange af os præster vil åbne mere op,” siger Søren Fahnøe, der følte sig med alene med ønsket om at holde kirken åben i dele af krisen:

“De opfattede kirken mere som en kulturinstitution, der bare kunne lukkes ned. Jeg mente, at kirken, også teologisk set, skal være en del af nødberedskabet i samfundet. Jeg ville heller ikke bare gå hjem og læse en masse bøger, som én biskop foreslog, at man gjorde. Jeg ville være til stede for dem, der havde brug for os, og ikke bare på en skærm,” siger Søren Fahnøe, som valgte at melde sig som covid-19-præst på Slagelse Sygehus:

“Jeg oplevede fortvivlende situationer, især på grund af den ensomhed og isolation, som gjorde patienternes død til noget endnu mere forfærdeligt. Men jeg tænkte stadig på dem, som havde brug for kirkerummet, og som var blevet lukket ude, “ siger Søren Fahnøe, der mener, at det har været op til kirkeministeren og biskopperne at presse på for åbning af kirkerne:

Ifølge professor i offentlig forvaltning Jacob Torfing fra institut for samfundsvidenskab og erhverv på Roskilde Universitet er præsternes frustration forståelig:

“Det ulykkelige har været, at præsterne har skullet stå og forklare, hvorfor man ikke måtte samles flere uden at have en ordentlig begrundelse for det. Det er en forfærdelig situation at stå i. Det burde have været en opgave for folkekirkens ledelse at fjerne dette pres, enten ved at give en supergod begrundelse for, hvorfor de fortsat skulle være der, som præsterne kunne bruge til noget, eller ved at sørge for at få fjernet restriktionerne,” siger Jacob Torfing, der aner et kommunikationsproblem i folkekirken:

“Det undrer mig, at biskopperne ikke har taget de meldinger om frustration og behov fra præsterne med opad i styringskæden til Kirkeministeren. En styringskæde skal jo altid virke begge veje, så ledelsen kan kommunikere beslutninger ned og få kommunikere erfaringer og behov op. Men her er der altså gået noget helt galt,” siger Jacob Torfing.

Han siger, at det endelig ansvar for, at kommunikationen fungerer, ligger i den politiske og administrative top:

“Man kan ikke udøve ordentlig ledelse uden at få en ordentlig kommunikation nede fra og op. Ledelse i dag kræver topledere, der er fuldstændig klar over, hvilke problemer og udfordringer der findes i bunden,” siger Jacob Torfing.

Han siger, at det endelig ansvar for, at kommunikationen fungerer, ligger i den politiske og administrative top:

“Man kan ikke udøve ordentlig ledelse, uden at få en ordentlig kommunikation nede fra og op. Ledelse i dag kræver topledere, der er fuldstændig klar over, hvilke problemer og udfordringer der findes i bunden,” siger Jacob Torfing.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kirkeminister Joy Mogensen.