Bådflygtningen Linh blev reddet ved verdenshistoriens største søredning

Linh Nguyens liv blev for 40 år siden reddet af et Mærsk-skib, da hun sammen med over 3000 andre ...

Linh Nguyens liv blev for 40 år siden reddet af et Mærsk-skib, da hun sammen med over 3000 andre vietnamesere flygtede fra sit hjemland. Foto: Leif Tuxen, A.P. Møller-Mærsks arkiv

Synet af skibet Clara Mærsk var et mirakel
Linh Nguyen

Bådflygtninge i Middelhavet optager verden netop nu. For 40 år siden var det tusinder af vietnamesere, der tog flugten på tvivlsomme skibe. En af dem var Lingh Nguyen, der blev reddet af et dansk Mærsk-skib ved en aktion, der anses for at være verdenshistoriens største redning til søs

Prolog: Linh Nguyen har kontor på Dampfærgevej i København med udsigt til Øresund. Hun har arbejdet i Mærsk i 35 år og har ikke i sinde at stoppe foreløbig. Hun nyder at arbejde i et internationalt firma, hvor man har muligheden for møde mennesker fra mange forskellige kulturer, og hun føler sig grundlæggende hjemme i firmaet, hvor hun arbejder som IT-analytiker.

Linh Nguyens forhold til Mærsk strækker sig da også lidt udover den almindelige relation mellem medarbejder og arbejdsplads. Historien går hele fyrre år tilbage i tiden og starter i det Sydkinesiske hav under Vietnamkrigen.


Det danske linjeskib "Clara Mærsk" 
forlod Bangkok om aftenen den 30. april 1975 på vej til Hongkong. På det tidspunkt kunne ingen have gættet, at skibet på dets forestående rejse ville være med til at skrive verdenshistorie.

Om bord på skibet var der containere med frossen fisk og ananas i literdåser, som skulle fragtes videre, men mest af alt en del tomme containere – det var først i Hongkong, det næste stop på rejsen, at den store last ventede. Hvis vejret artede sig, ville skibet ankomme fire-fem dage efter afrejse, og derefter ville de 33 besætningsmedlemmer begynde deres rejse videre på "Clara Mærsk" til Japan og USA's vest- og østkyst og dernæst tilbage til Bangkok via Japan, Hongkong, Filippinerne, Indonesien og Singapore. 

Turen fra Bangkok til Hongkong var blot en kort etape på rejsen, en rutinesejlads, men da det lyseblå fragtskib den aprilaften lagde lysene fra den thailandske millionby bag sig, begyndte en rejse, der skulle komme til at afgøre tusindvis af menneskeskæbner.


Samme dag i Vietnam vågnede 19-årige Linh Nguyen,
hendes syv søskende og hendes mor op i et andet hus end deres eget. De havde overnattet hos en slægtning, efter at de aftenen inden havde forsøgt at flygte fra Saigon på et skib, der endte med aldrig at forlade havnen.

Linh Nguyen (1974). Privatfoto.

Linh Nguyen var en ganske almindelig ung vietnamesisk pige fra en middelklassefamilie. Hun var en flittig elev i skolen, sang i et katolsk kor og gik i kirke med sin familie hver søndag. Men det var alt sammen før, at Vietnamkrigen kom til landets daværende hovedstad.

Hendes mor arbejdede for amerikanerne på et varelager, og som krigen mellem Nord- og Sydvietnam eskalerede, og Saigon stod til at blive overtaget af kommunisterne, besluttede enkefruen - ligesom tusindvis af andre sydvietnamesere – sig for at flygte fra landet sammen med sine børn. Hun ville ikke risikere at blive sendt i genopdragelseslejr og selv i tilfælde af, at denne frygt ikke ville blive til virkelighed, havde hun ikke lyst til at se børnene vokse op under et kommunistisk regime, der ikke overholdt menneskerettighederne.

Om morgenen efter det mislykkede flugtforsøg hørte familien Nguyen, at et nyt skib lå klar til afgang. Derfor tog de igen til havnen i Saigon, hvor de fik tilkæmpet sig en plads på skibet "Truong Xuan." På havnen løb tusindvis vietnamesere forvirret rundt. Nogle græd, andre ledte desperat efter familie og slægtninge, som var blevet væk i kaosset. På skibet måtte familien Nguyen og de godt 3600 andre flygtninge om bord blot vente på afgangen. Vente på noget, som de – bitter af erfaring – ikke vidste, om ville komme til at ske. Linh Nguyen var ikke klar over, om hun havde sagt farvel til sit barndomshjem for altid, eller om hun ville ende med at vende tilbage til det få timer senere. 

Men denne gang var den god nok. Efter at have siddet sammenklemt og ventet i et par timer begyndte rygterne ved middagstid at florere: Kommunisterne havde overtaget byen. Saigon var faldet. Og som reaktion på denne nyhed forlod skibet "Truong Xuan" Vietnams kyst og sejlede ud i det ukendte med 3.625 flygtninge om bord.

Vietnamesiske flygtninge ombord på Truong

Vietnamesiske flygtninge ombord på "Truong Xuan." Foto: Truong Xuan Association

Overstyrmanden på "Clara Mærsk," Torben Blichfeld, havde netop været i bad, da han opdagede en militær patruljebåd blandt flere fiskerbåde forude. Fra sit kammer forrest i skibets aptering havde han frit udsyn til havet. Og der om formiddagen den 1. maj 1975, i farvandet ud for Cambodias kyst, så han den, patruljebåden, der lå lige fremme og signalerede til "Clara Mærsk." Det var en lille båd, men med kanoner monteret på fordækket, og det syn foruroligede ham.

"Clara Mærsk" sejlede – som så ofte før - med reduceret fart for at spare på brændstoffet. Men efter at have konfereret med den vagthavende styrmand og kaptajnen blev det besluttet at sætte farten op for at komme væk fra patruljebåden, der nu havde fået selskab af en båd magen til. Det store fragtskib kom hurtigt op på 23 knob, og den høje fart skabte en stor bovbølge foran "Clara Mærsks" stævn, der bevægede sig helt hen til patruljebådene og fik dem til at vugge voldsomt. Bådene tilhørte det cambodjanske kommunistparti og guerillabevægelse De Røde Khmerer, og besætningen på en af bådene reagerede med at affyre skud mod "Clara Mærsk." Heldigvis for Torben Blichfeld og resten af besætningen på linjeskibet kunne patruljebådene på grund af den stærke bølgegang ikke ramme og heller ikke følge med, og "Clara Mærsk" kunne uskadt sejle videre

Forskrækkede og lettede over at have sluppet helskindet ud af situationen forberedte besætningen på "Clara Mærsk" sig til en rolig videre rejse mod Hongkong.


Om bord på "Truong Xuan" gjaldt det for flygtningene o
m at sidde stille. Rejste man sig op, opgav man sin tilkæmpede siddeplads på båden, hvor hver kvadratmeter gennemsnitligt rummede fire flygtninge. 

Linh Nguyen og hendes familie havde lidt nudler og vand med til rejsen. Det var mere, end de fleste andre havde. Hun og hendes syv søskende kunne tydeligt fornemme, hvor alvorlig situationen var. De græd ikke, men var bange, og måtte sætte deres lid til, at deres mor vidste, hvad hun gjorde, når hun tog dem med på denne farefyldte rejse.   

Sejlturen var bogstaveligt talt en rejse mod det ukendte. Ingen af flygtningene om bord på skibet vidste hvilken destination, man sejlede mod. Den fire mand store besætning var muligvis klar over det, men at finde og identificere dem blandt de tusindvis af flygtninge, var noget nær umuligt. Man kunne ikke få noget at vide. 

Så da "Truong Xuan" efter en dag på vandet gik på grund, troede mange af flygtningene, at det var sabotage, og at de nu ville ende i hænderne på guerillabevægelsen Vietcong. Det viste sig bare at være et hændeligt uheld, og efter kort tid kunne en forbipasserende slæbebåd trække dem væk fra flodbredden igen. 

En slæbebåd fik trukket "Truong Xuan" fri af havbunden. Foto: Truong Xuan Association

"Truong Xuan" kunne fortsætte sin rejse. Og bådflygtningene skulle fortsat blot sidde på deres pladser og vente. Og håbe. Og bede til Gud.

For flygtningene på skibet bestod håbet af drømme og forventninger til den nye tilværelse, de ville få i et fremmed land. USA var Sydvietnams allierede under krigen, og derfor håbede mange af personerne ombord på, at sidste stop på rejsen ville være Amerika. 

Det foreløbige stop indfandt sig dog noget før Amerika. På rejsens anden dag – den 2. maj 1975 – var situationen på "Truong Xuan" anspændt. Rejsen var begyndt at tære på de vietnamesiske flygtninge, der var udmattede, sultne og dehydrerede. Der kom vand ind i maskinen på skibet, og mændene– deriblandt Linhs brødre – skulle på skift ned i maskinrummet for at øse det ud. Derudover var der problemet med roret, som ikke længere virkede, og skibet befandt sig midt i ingenting omringet af vand så langt, øjet rakte. Flygtningene om bord kendte ikke til omfanget af problemerne. Der var ikke nogen til at af- eller bekræfte rygterne. Men Linh Nguyen fornemmede, at de var i alvorlig fare.


Telegrafist på "Clara Mærsk" Martin Holroyd
modtog nødsignalet tidligt om morgenen den 2. maj: 3000 mennesker var i havsnød. Besætningen om bord på "Clara Mærsk" havde godt opdaget, at der var noget i gære i Vietnam; på skibets VHF-radio kunne de følge en usædvanlig travl radiotrafik i landets farvand mellem amerikanske skibe. Alligevel blev telegrafisten nødt til at få bekræftet, at der virkelig var tale om 3000 mennesker, før han troede på det. Men den var god nok: Kaptajnen på et skib kaldet "Truong Xuan" anmodede om øjeblikkelig hjælp, da hans skib havde fået motorstop og tog vand ind i maskinrummet, som ikke kunne pumpes ud.  

Martin Holroyd skyndte sig at informere vagthavende styrmand Torben Blichfeld om situationen, som derefter underettede kaptajnen, der omgående kom ud på broen. Andenstyrmanden udregnede afstanden til det nødstedte skib, og det viste sig, at "Clara Mærsk" befandt sig på højde med Saigon og cirka tre timers sejlads nord for "Truong Xuans" position. Kaptajn Anton Olsen gav derfor besked om, at skibet omgående skulle vende om og sejle mod positionen. Han indkaldte desuden hovmesteren for at forhøre sig om hvor mange dage, han kunne bespise 3000 mennesker. Hovmesteren tjekkede og vendte derefter tilbage med et estimat om, at "Clara Mærsk" havde mad nok til at mætte de mange mennesker i to og en halv dage. Det var lige nok til at nå til Hongkong.

Telegrafisten bekræftede over for kaptajnen på "Truong Xuan," at "Clara Mærsk" var på vej og ville være fremme omkring tre timer senere. Derefter gentog "Clara Mærsk" SOS-signalet for at se, om der var andre skibe i nærheden, der kunne hjælpe.

Kaptajn Anton Olsen indkaldte officererne til krisemøde, hvor de diskuterede, hvordan de bedst muligt skulle klargøre skibet for at kunne modtage de mange flygtninge. Var der plads til alle? Og kunne man være sikre på, at der blandt så mange mennesker ikke var farlige personer med våben? I jagten på gode råd kontaktede Mærsk-skibet via VHF-radioen det amerikanske skib "USS Blue Ridge" for at bede om assistance.

Her lød meldingen: ”Vi har hænderne fulde. I må hellere fortsætte til den position, I har fået oplyst.”

Det var en usædvanlig smuk dag, og der var ikke en sky på himlen. Men det forhindrede ikke de små hår i at rejse sig på besætningens arme, da "Clara Mærsk" efter tre timers sejlads nåede "Truong Xuans" position, hvor de blev mødt med synet af tusindvis nødstedte vietnamesere.

"Clara Mærsk" sendte en motorbåd over til "Truong Xuan" for at diskutere situationen. Foto: A.P. Møller-Mærsks arkiv


For Linh Nguyen var synet af "Clara Mærsk" et mirakel. Hun vidste, at "Truong Xuan" var beskadiget, og derfor var hun ikke i tvivl om, at dette store blå skib, der kom nærmere og nærmere, var kommet for at redde dem. Hun så, at der sejlede en lille båd frem og tilbage fra "Clara Mærsk" til hendes skib, og hun fornemmede, at de to skibes besætninger diskuterede, hvordan de bedst muligt skulle gribe situationen an. For Linh Nguyen var der ingen tvivl: Det gjaldt bare om at komme om bord på det store skib, uanset hvor det var på vej hen.  

Så da der blev kastet et net og lagt en gangvej ud mellem de to skibe, begyndte alle flygtningene at kravle over til linjeskibet. Linh Nguyen kunne ånde lettet op, da hun så, hvordan hendes søskende en efter en klarede det over nettet. Derefter fulgtes hun selv over gangvejen med sin mor, der bar familiens yngste medlem, en pige på 4-5 år. Men også de klarede det, ligesom alle andre vietnamesere fra "Truong Xuan" gjorde. Ikke en eneste kom til skade eller faldt i vandet.

Sikkert ovre på "Clara Mærsk" fik vietnameserne vand og om aftenen lidt mad i dåse. Stemningen blandt flygtningene blev gradvist bedre. Der var bedre plads på dette skib, så man kunne gå rundt, bevæge sig, snakke sammen. Børnene begyndte at smile igen. Linh Nguyen fornemmede, at hun og familien var i sikkerhed. Hun følte sig tryg i hænderne på disse fremmede mennesker.

De tusindvis af flygtninge fik bedre plads om bord på "Clara Mærsk." Foto: A.P. Møller-Mærsks arkiv

Efter seks timer var alle vietnameserne fra "Truong Xuan" kommet sikkert om bord på "Clara Mærsk." Så overtog kaptajnen Anton Olsen roret. 

”Nu overtager jeg navigeringen herfra, resten er dit ansvar,” sagde han til overstyrmand Torben Blichfeld, der var næstkommanderende på skibet.

I Torben Blichfelds øjne var der tre ting, som måtte være afgørende for at få livet på et skib med knap 4000 mennesker til at fungere: For det første skulle man sørge for, at der var vand til alle, men da skibet selv producerede ferskvand, var det ikke et problem. For det andet var det vigtigt, at der var toiletter. For det tredje skulle de sultne flygtninge have mad.

Problemet med toiletterne blev løst simpelt og hurtigt ved at pumpe saltvand gennem rendestene og lade vandet løbe ud gennem lænseportene i skanseklædningen på agterdækket. Her kunne vietnameserne lette deres nødtørft dækket af skodder, der  var blevet sat op midlertidigt, og efterladenskaberne ville automatisk ryge i vandet. 

Torben Blichfeld vidste, at der blandt "Clara Mærsks" last var en container med frossen fisk og en  med ananasjuice. Dem fik besætningen åbnet, og kokken på skibet brugte fisken sammen med skibets egen proviant til at lave en suppe.

Men da opstod det næste problem: Hvordan kunne man undgå, at tusindvis af sultne bådflygtninge stormede kabyssen på én gang, når de fandt ud af, at der var serveret? For at holde styr på de mange mennesker nedsatte Torben Blichfeld en komite, som bestod af engelsktalende flygtninge, der skulle hjælpe med at organisere de mange mennesker på rejsen. 

Komiteen besluttede, at en repræsentant fra de grupper, som vietnameserne efterhånden havde fået placeret sig i rundt omkring på skibet, på skift skulle hente mad til hele gruppen. Skibet havde ikke nok tallerkener til de tusindvis af mennesker, så i stedet blev suppen serveret i de tomme ananasdåser. Systemet fungerede, og ved en 22-23-tiden om aftenen havde alle fået mad, og der begyndte at falde ro over forsamlingen. To vietnamesiske gadebørn fik lov at sove på sofaen i Torben Blichfelds kammer. 

Næste dag gik Torben Blichfeld en runde på skibet sammen med en engelsktalende vietnameser. Her beroligede de alle flygtningene med, at "Clara Mærsk" ikke ville tage dem tilbage til Vietnam, men derimod havde kurs mod Hongkong. 

Samme dag sluttede en engelsk fregat sig til "Clara Mærsk." Fregatten havde en immigrationsofficer fra Hongkong ombord, der skulle tjekke situationen på skibet for at få et overblik over de mange flygtninge, der dagen efter ville ankomme til Hongkong. Der kom også en helikopter, der hentede en syg kvinde og hendes barn for at flyve dem til et hospital i land.

Efter at have haft flygtningene om bord i to døgn begyndte "Clara Mærsk" indsejlingen til Hongkong. Da vietnameserne fandt ud af, at de snart var fremme, vaskede de sig. Solen skinnede, der var mad, stemningen var god.

Om aftenen den 4. maj 1975 kunne "Clara Mærsks" 33 mand store besætning således aflevere 3628 vietnamesiske flygtninge i Hongkong. Ingen var omkommet på rejsen, tværtimod var gruppen større, end den var, da de fire dage forinden var steget på skibet i Saigon; én baby blev nemlig født på "Truong Xuan," mens to blev født på "Clara Mærsk." En af dem fik navnet Clara.

"Clara Mærsk" afleverede de 3.628 vietnamesiske flygtninge i Hongkong. Foto: A.P. Møller-Mærsks arkiv

Video: Originale filmoptagelser fra "Clara Mærsks" ankomst til Hongkong og det efterfølgende pressemøde med kaptajn Anton Olsen.


De vietnamesiske flygtninge fik oksekødsragout,
da de ankom til lejren i Hongkong. Det smagte godt, syntes Linh Nguyen. De var blevet fragtet fra havnen til lejren i militærvogne, og stedet, de var blevet placeret, var også en tidligere militærlejr, som nu skulle omdannes til en flygtningelejr for de mange vietnamesere. Linh Nguyen og hendes familie fik tildelt en bolig, et lille buet hus, hvor de skulle bo sammen med en anden familie. 

Livet i lejren var tåleligt. Man måtte ikke forlade stedet, men flygtningene fik mad og lidt brugt tøj. Linh Nguyen og hendes familie var glade; de havde klaret flugten! Men tiden gik, og familien blev utålmodig velvidende om, at dette ikke var deres endelige destination. Heldigvis arrangerede Hongkongs regering, at der kom delegationer fra forskellige lande på besøg i lejren med henblik på at få fordelt flygtningene til landene. Her besluttede Linh Nguyens familie, at de gerne ville bo i Danmark. Et land, som de ikke kendte spor til, men som med skibet "Clara Mærsk" havde reddet deres liv. Det måtte være et tegn på, at deres videre liv skulle forsætte i det lille land mod nord. 

I august 1975 fik familien tilladelse til at komme til Danmark. Rejsen dertil var lang, men også spændende, og Linh Nguyen følte det lidt som et eventyr at skulle til et fremmed land. Den 28. august ankom familien Nguyen til Kastrup Lufthavn blandt en gruppe på i alt 101 flygtninge, der alle var flygtet fra Vietnam på det samme skib. En danskboende vietnamesisk tolk mødte dem i lufthavnen og kørte dem til et nyt lejlighedskompleks på Tåstrupgårdsvej i Høje-Taastrup Kommune. 

I Dodwell Ridge lejren i Hongkong, hvor en gruppe vietnamesere fik asyl i et tredje land. Foto: Truong Xuan Association


Tåstrupgårdsvej blev vietnamesernes danske hjem. Det var et moderne sted, synes Linh Nguyen, med både koldt og varmt vand i hanerne.

Linh Nguyen fandt en stor trøst i at dele sine oplevelser med de andre vietnamesere på Tåstrupsgårdsvej, der alle var en del af ét stort fællesskab. De gik i katolsk kirke sammen hver søndag, holdt traditioner ved lige ved at fejre vietnamesiske mærkedage, og lige efter de kom til Danmark, organiserede de en stor fest for Anton Olsen, kaptajnen på "Clara Mærsk," og hans kone, hvor de fik sagt tak til besætningen for deres store indsats. 

I lejlighederne samledes vietnameserne til danskundervisning. De skulle lære så meget dansk, at de kunne færdes i samfundet. Linh Nguyen og hendes søskende arbejdede hårdt med det danske sprog, der var svært at lære. Men efter et par måneders intensiv danskundervisning bar det hårde arbejde frugt, og børn og unge blev sendt ud i de danske folkeskoler, gymnasier og erhvervsuddannelser. Linh Nguyen begyndte at læse HF-enkeltfag og kom senere på købmandsskole.

Og da Dansk Flygtningehjælp på et tidspunkt i løbet af Linh Nguyens skolegang spurgte den unge vietnameser om, hvad hun egentlig kunne tænke sig at lave her i landet, faldt svaret ligeså prompte og intuitivt, som moderens beslutning om at flytte til Danmark: Hun ville arbejde for Mærsk.

Linh Nguyen kom til en prøve i firmaet, bestod og blev i 1979 ansat som korrespondentelev i Mærsk. Her har hun arbejdet lige siden. 

Familien Nguyen sammen med kaptajn Anton Olsen og hans kone til den fest, som vietnameserne holdt for at sige tak for "Clara Mærsks" store indsats. Linh Nguyen står bagved Fru Olsen i hvid frakke. Privatfoto.

Linh Nguyen. Vietnamesisk bŒdflygtning der for 40.Œr siden blev reddet af skibet Clara M¾rsk. Her ved ...

Linh Nguyen foran den mindetavle, som de vietnamesiske flygtninge har skænket til A.P. Møller-Mærsk som tak for firmaets indsats. Tavlen hænger i receptionen ved Mærsks hovedkvarter på Esplanaden i København. Foto: Leif Tuxen


Epilog: Linh Nguyen fylder 60 år til maj. Hun er vietnamesisk gift, og hendes mand er også en af bådflygtningene fra Vietnam. De bor sammen i Københavns centrum. Hun mærker selv et sug i maven, hver gang hun hører om flygtninge, der er druknet til havs i kampen for at nå til Europa. Hun genkender deres drøm om et bedre liv og håber, at flere med tiden vil anerkende og opfylde det ønske. 

I mødelokalet på Mærsk Line IT’s kontor på Dampfærgevej lægger danskvietnameseren ikke skjul på, hvor afgørende mødet med "Clara Mærsk" har været for hendes liv. Ikke alene reddede skibet Linh Nguyen, hendes familie og over 3600 andre vietnamesiske flygtninges liv. Skibet gav hende også en retning i livet – det ledte hende til en ny tilværelse i Danmark og til en karriere i Mærsk. 

Artiklen bygger på interviews med Linh Nguyen, daværende overstyrmand på "Clara Mærsk" Torben Blichfeld, daværende telegrafist på "Clara Mærsk" Martin Holroyd, A.P. Møller-Mærsks arkiver samt bogen Mit livs rejse (Linh Nguyen, 2010) og samme forfatters udkast til opfølgeren Rejsen til Frihed, som udkommer i begyndelsen af maj i anledning af 40-års jubilæet for redningsaktionen.