Det er først på aftenen, og inde fra den gamle sportshal lyder der vrede råb. Det er dér, de har anbragt de fleste af de bådflygtninge, der ankom samme morgen til havnen i Catania.
Udenfor står fire carabinieri fra det lokale militære politikorps lidt uroligt på benene. De er sat til at holde vagt, så ingen af bådflygtningene forlader hallen. Tre mand fra byens beredskabskorps bakser med nogle få kasser med sandwich og store flasker vand, som de bærer ind i hallen. De er stressede, for stemningen er ophidset derinde, og de kan ikke tale med dem.
Jeg præsenterer mig som journalist fra Danmark og spørger, om jeg må gå ind til flygtningene, men den øverstkommanderende for de fire carabinieri siger, at han ikke kan give mig tilladelse til at gå ind i hallen. Det er slet ikke deres job, det her, kan jeg forstå, men den nationale politistyrkes, og de afventer bare nye ordrer. Så jeg må vente, til der kommer en foreløbig ubekendt ansvarlig.
Larmen derindefra bliver mærkbart højere, og pludseligt kommer en af beredskabfolkene farende ud og tager fat i mig:
”Du sagde, at du taler engelsk, ikke? Kom med – for vi forstår ikke, hvad det er, de vil.”
Inde i hallen er der 2-300 mennesker. Det er svært at vurdere, fordi de er spredt over det hele, nogle på tribunerne, andre direkte på gulvet. To store borde er stillet op for at spærre af fra hallen til indgangen. Og bag bordene står en stor gruppe mænd, måske 60-70 stykker, der maser på, gestikulerer og virker ophidsede og aggressive. Foran bordet står beredskabsfolkene med de nu tomme papkasser.
Nogle af flygtningene råber, da de ser mig og gør tegn til, at jeg skal komme hen til dem. Da jeg siger ”Hello”, og spørger, om de taler engelsk, letter stemningen mærkbart. Endelig én, de kan tale med.
Der er mange, der siger, at de er sultne – at de ikke har fået noget mad. Jeg spørger beredskabsfolkene, som siger, at så må der være nogen, der har taget to gange. Der er heller ikke mere vand til dem, der er tørstige. Mange af dem vil have cigaretter; et par stykker vifter med 10-euro sedler og siger, at de gerne vil betale for dem. En meget høj og kraftig mand siger, at han bliver desperat og ikke kan leve, hvis han ikke får lov til at ryge. Han råber så højt, at en carabinieri kommer ind og siger, at jeg skal sige til dem, at de bliver anholdt, hvis de laver ballade. Så stopper råbene.
Beredskabfolkene går med de tomme kasser, frustrerede. De er frivillige, der laver den slags arbejde i deres fritid, og lige nu har de ikke fået andet end utak. De ved ikke, om eller hvornår, der måske kommer mere mad og vand. Men ved midnatstid skulle der komme nogle madrasser, som flygtningene så kan sove på. Og dagen efter vil nogle andre komme og give dem nyt tøj.
Flygtningene vil først og fremmest bare gerne have at vide, hvad der skal ske med dem. Dét er der nemlig ingen, der har fortalt.
”Hvorfor må vi ikke gå ud? Er vi i fængsel? Kan vi ikke få noget mad? Vand. Hvor længe skal vi blive her? Kan vi blive vasket? Er der noget sæbe? De spørger igen og igen, for det meste med få ord, på engelsk eller fransk, og bliver lidt roligere, da jeg kan fortælle, at der kommer nogen i morgen.
Èn af dem, der gerne vil have en forklaring, er Bokhari, en 27-årig mand fra Sudans Darfur-provins.
”Jeg arbejdede på landet og passede dyr,” forklarer han.
”Det er to år siden, jeg tog af sted, og jeg har rejst gennem Sudan og Egypten, før jeg kom her.”
Han forstår mig ikke, da jeg prøver at spørge, hvor han gerne vil hen, og hvad han håber på. Men han spørger igen, hvornår de må gå.
Så er der en mand, der siger, at en eller anden har låst sig inde på toilettet og nu ikke kan finde ud af at komme ud og hamrer på døren. Der er en syrisk kvinde, der græder, fordi hun er blevet skilt fra sin mand ved ankomsten, og hun vil vide, hvor han er, og selv ud, så hun kan finde ham. Tre kvinder spørger forsigtigt, om jeg har nogle menstruationsbind.
Jeg går udenfor, hvor de fire carabinieri åbenbart har besluttet, at Kristeligt Dagblads udsendte alligevel har adgang. Sammen med dem står et par stykker fra en lokal antiracistisk komité, Rete Antirazzista, der fortæller, at de prøver at holde stedet under observation. En af dem er en yngre kvinde, der kalder sig Valeria.
”Det sted er totalt uegnet til at huse flygtninge i den situation,” siger hun indigneret.
”Og der er hverken mad eller vand, selv om der kommer masser af penge fra EU til netop dét. Jeg ved ikke, hvor de forsvinder hen.”
Hun har nogle menstruationsbind, som jeg går ind for at give til de tre kvinder. De er taknemmelige. Men samtidig begynder en stor gruppe mænd igen at råbe på cigaretter, og pludselig står Valeria dér og giver dem en pakke, hun har. Den bliver revet væk, og den store kraftige mand når ikke at få én. Så nu er han dobbelt så vred. Carabinieri-chefen giver sin tilladelse, nogen køber et par pakker på en nærliggende bar, og så falder der endelig en foreløbig ro over stedet. Men den varer kun kort.
En anden ung mand, der ikke kan tale engelsk, fortæller med fingersprog gennem sine krøllede lokker, at han trænger til at få vasket hår. Andre spørger efter et bad og noget rent tøj. En kvinde fra Eritrea siger, at de var fem dage til havs, før de blev samlet op. Der er mange fra Eritrea, Sudan og Darfur, og også nogle fra Syrien. De er kommet via Egypten og har tydeligvis været længe undervejs. Der står en ram lugt omkring dem.
Endelig ankommer den ansvarlige, en repræsentant for byens borgmester. Han ser vred og irriteret ud, da antiracisterne brokker sig på flygtningenes vegne, og siger, at der jo er madrasser på vej. Da er klokken blevet 23. Han forklarer også, at det slet ikke var meningen, at flygtningene skulle være blevet i Catania. De skulle egentlig til et andet center, men fordi der er ankommet så mange til Sicilien på få dage, var der ikke busser nok til at køre dem af sted.
”Jamen, de mangler både mad og vand,” siger Valeria.
Hvorefter embedsmanden begynder at remse op fra en liste, at de har delt 600 flasker vand ud i morges på kajen, da de ankom, og igen her i aften samt så og så mange sandwich. Han bliver ved, indtil der pludselig står tre bådflygtninge i døren. De er hoppet over bordene i håb om at få respons. Den ene er ham, der gør vaske-hår bevægelser.
En carabinieri opdager, at der er sæbe, hårshampoo, tøj og meget andet i en bunke poser og kasser lige indenfor døren, og så går borgmesterens mand endelig i gang med at dele ud. Og hundreder af flygtninge kan forsøge at deles om de fem toiletter, der er i hallen.
”Det kan blive varmt derinde om natten i hallen,” siger Valeria, ”og når der nu falder ro over stedet, så plejer de at åbne dørene, så de kan få noget luft. Og så er det jo nemt at smutte, for dem, der gerne vil af sted. Og det gør de så.”