Det var ikke en almindelig gudstjeneste, der blev holdt i Vor Frue Kirke i København i tirsdags. Det blev allerede tydeligt, da en afdæmpet guitar brød stilheden blandt de fremmødte som indledning til den såkaldte sorgmesse. Bag guitaren sad skuespiller og guitarist Kristoffer Fabricius. Han fik med sin musik flere på kirkebænkene til at tage et lommetørklæde frem, mens andre lukkede øjnene og lyttede til hans inderlige tekster, der denne dag handlede om sorg.
For sorgen er nemlig omdrejningspunktet for det initiativ, Vor Frue Kirke har taget. Her er der plads til alle dem, der bærer på en smerte. Og der er plads til dem hver måned.
En af dem, der mødte op til tirsdagens sorgmesse, er 66-årige Tove Niljendahl, der i januar mistede sin mand.
”Jeg synes, der mangler steder at gå hen med mine tabsfølelser. Så det er rigtig dejligt, at man kan komme her, hvor man giver sig selv lov til at mærke sorgen og plads til at være i den,” siger Tove Niljendahl, der hørte om det nye initiativ via den sorggruppe, hun går i.
Faktisk var der en god håndfuld fra netop den sorggruppe, der mødte op i kirken.
De andre deltagere i sorgmessen talte både ældre og yngre – og helt små børn, der måtte tages i hånden og følges ud, da det hele blev lidt for kedeligt for en størrelse, der vist kun lige havde lært at gå.
Idékvinde bag projektet – og den første til at afholde en sorg-gudstjeneste – er sognepræst Eva-Maria Schwarz. Hendes arbejdstitel på projektet var: ”Hvor skal man gå hen, når man er i sorg? Man skal gå i kirke.”
”Mange bærer på en sorg og har ikke nogen steder at gå hen med den. Jeg synes, det er oplagt, at folkekirken inviterer folk ind og taler lidt mere direkte til de sørgende,” siger sognepræsten.
Hun nævner samtidig, at der jo er sorggrupper rundtom i landet. Men det er primært et tilbud til folk, der har mistet en nærtstående person inden for det seneste år, hvorimod disse sorgmesser er åbne for alle – også dem, der bærer på en smerte, som ikke nødvendigvis har med et dødsfald at gøre. Det kan handle om noget andet:
”Vi kan bære på en sorg over det, som er dødt for os. Et knust hjerte. Et uopfyldt ønske,” forklarede Eva-Maria Schwarz i sin prædiken.
Men under tirsdagens sorgmesse var der mest fokus på tabet og den meningsløshed, man kan stå i bagefter. I prædikenen lød det, at selvom man måske selv føler, at flammen i én er svag eller måske helt væk – ja, så er man altid lys for andre. Og at se mennesker lære at leve med sorgen giver andre håb. For ingen kommer igennem livet uden at miste.
At folkekirken nu kommer med et målrettet tilbud til folk i sorg, er godt, mener radioværten på P1-programmet ”Bagklog”, Esben Kjær. Han deltog selv i messen, fordi han har mistet sin søn. Siden tabet har han skrevet bøger og holdt foredrag om, hvordan man navigerer i sorgen.
”Den her slags ritualer er vigtige, for ritualer giver sørgende et sprog for det, vi ikke kan udtrykke, samt en mulighed for at handle midt i magtesløsheden,” siger han og fortsætter:
”Jeg har prøvet at råbe folkekirken op længe, fordi jeg synes, den simpelthen burde tage sig sammen på ritualfronten, når det handler om sorg. Ud over begravelsesritualet tilbyder kirken næsten ingenting her. Det kan ikke være meningen, at man midt i sin dybe sorg selv skal opfinde sin egen rituelle ramme omkring den.”
Både Esben Kjær og sognepræst Eva-Maria Schwartz håber, at sorgmessen som idé kan spredes til andre steder i landet, så flere sørgende kan få mulighed for at komme i kirken lidt oftere.
Ved sorgmessens afslutning spillede Kristoffer Fabricius en sidste sang på sin guitar. Lyden af guitaren gav 66-årige Tove Niljendahl en følelse af fredfyldthed.
”Jeg er faktisk blevet opløftet, selvom jeg har grædt en del. Det med, at man skal holde fast i, at vi stadig er forpligtet over for hinanden, tager jeg helt sikkert med herfra,” siger hun med tanke på præstens ord om, at man altid er et lys for hinanden, også når man føler sig nedtrykt.