I en af de østjyske Smaakøbstæder levede der for omtrent en Menneskealder siden en Præst ved Navn Johannes Sidenius. Det var en from og streng Mand, graanet under et allerede langt Livs ublide Kaar og mangehaande Prøvelser. I sin ydre Fremtræden som i sin hele Levevis skilte han sig skarpt ud fra Byens øvrige Befolkning; og af denne betragtedes han da ogsaa i mange Aar som en besværlig Fremmed, hvis Ejendommeligheder man vekselvis trak paa Skuldren af og forargedes over.
Naar han om Eftermiddagen – høj og alvorlig – vandrede ned gennem Byens krogede Gader i sin langskødede, graa Vadmelsfrakke, med store, mørkeblaa Briller for Øjnene, den ene Haand hvilende bag paa den stive Ryg, den anden knyttet om Haandtaget paa en stor Bomuldsparaply, som han ved hvert Skridt stødte haardt mod Stenbroen, vendte Folk sig uvilkaarligt om efter ham, naar de havde hilst; og de, der sad inde bag Vinduerne og fulgte de Forbispaserende i Gadespejlet, smilte over til hinanden, naar hans knokkelmagre Skikkelse sammen med Lyden af hans Skridt var bleven borte i Gydens Krumning.
Byens Stormænd, de gamle Bondekøbmænd og Studeopdrættere, hilste ham slet ikke, end ikke naar han var i Ornat. Skønt de selv viste sig paa Gaden i Træsko og hvide Lærredsfrakker og med Merskumspiben ligesom fastgroet til den ene Mundvig, betragtede de det som en Skam og Skændsel for deres By, at den havde faaet en saadan Stodderpræst, der gik klædt som en Landsbydegn og vitterlig ogsaa havde ondt ved at skaffe Føden til sig selv og sin Redefuld af Rollinger. Man havde været vant til en ganske anden Slags Gejstlighed her, til Mænd i fine, sorte Klæder og hvide Kammerdugs Halsbind, til Mænd, der alene ved deres Udseende kastede ærværdig Glans over Byen og dens Kirke, Mænd, der senere var bleven Stiftsprovster og Bisper, og som alligevel aldrig faldt paa at hovmode sig af deres Hellighed men baade viste Interesse for Byens Anliggender og med Liv og Lyst tog Del i Borgernes selskabelige Fornøjelser.
Den Gang havde Præstegaarden været et aabent Gæstfrihedens Hjem, hvor man altid, naar man havde afgjort sine Forretninger inde hos Præsten, af denne blev ført ind i Dagligstuen til Fruen og de unge Frøkner for dèr ved en Kop Kaffe eller et lille Glas Vin og en hjemmebagt Kage at faa en hyggelig Passiar om Dagens og Byens Nyt.
Nu betraadte man ikke Præstegaarden uden tvingende 5 Grunde, og aldrig kom man længere end til Pastor Sidenius' halvmørke Studereværelse. Her modtog han endda i Reglen Folk staaende, uden at byde dem at sidde ned, affærdigede dem kort, tilsyneladende udeltagende og netop allermindst indladende overfor dem, der mente sig berettigede til at vente særlig Hensyntagen. Endog Byens øvrige Embedsfamilier havde ophørt at aflægge Visiter i Præstegaarden, efter at det et Par Gange var hændet dem, at Pastor Sidenius – i Stedet for at byde Forfriskninger – formelig havde givet sig til at overhøre dem i deres Kristendomskundskab, som var de Konfirmander, der stod paa Kirkegulvet.
En ganske særlig Forbitrelse vakte han regelmæssigt ved de store Borger-Begravelser, til hvilke Befolkningen mødte i festligt Optog, med Hornmusik og floromvundne Laugsfaner, Embedsmændene i guldbroderede Uniformer og med Hanefjer i Hattene, Alle efter deres egen Mening særlig vel stemte til Andagt og Opbyggelse efter Indtagelsen af den lette Portvins-Frokost i Sørgehjemmet. I Stedet for en stor Tale med den sædvanemæssige Lovprisning af den Afdøde indskrænkede Pastor Sidenius sig ufravigeligt til Fremsigelsen af en Bøn, saadan som det ellers kun brugtes overfor udøbte Børn og Fattiglig. Ikke et Ord om den Hensovedes hæderlige Karakter, hans stræbsomme Vandel, hans Fortjenester af Byens Opkomst, hans opofrende Interesse for Brolægningsvæsenet eller det kommunale Vandværk.
Det var mangen Gang næppe nok, at den Afdøde blev nævnet ved Graven, og i hvert Fald kun som "denne usle Støvhob" eller "denne Føde for Ormene", – og jo større og mere anset den Forsamling var, hvortil han talte, jo flere Faner der smeldede i Blæsten omkring Graven, des kortere blev Bønnen, des uslere og foragteligere de Levninger, hvorom man var samlet, saa at Følget regelmæssigt skiltes under en Ophidselse, der mere end én Gang paa lydelig Maade havde givet sig Luft paa selve Kirkegaarden.
De eneste af Byens Folk, der havde deres Gang i Præstegaarden, var et Par smaa, forvoksede Damer fra Byens Jomfrukloster, en bleg Skræddersvend og enkelte andre, saakaldte "vakte" af de Ubemidledes Klasse, som i Pastor Sidenius' Hjem havde fundet en længe savnet Tilflugt i den verdsligsindede By. Om nogen egentlig Omgang var der dog alene af den Grund ikke Tale, at Fru Sidenius var meget svag og saa godt som altid sengeliggende. Desuden var Pastor Sidenius aldeles ikke anlagt for sædvanlig Selskabelighed.
Selv sine Tilhængere holdt han i en vis Afstand fra sig, hvad der dog langtfra formindskede den ærefrygtsfulde Hengivenhed, hvormed disse Folk omfattede ikke alene ham selv, men hans Hustru, hans Børn og hele Hus. Saa hyppigt, som de turde det, søgte de til ham for at raadføre sig med ham om et eller andet Troesanliggende, en opstaaet Tvivl, et dunkelt Skriftsted, eller blot for at bede om Tilladelse til at bivaane Familiens daglige Husandagt. Men navnlig mødte de regelmæssigt hver eneste Søndag i Kirken, hvor de forsamlede sig paa en bestemt Plads umiddelbart under Prækestolen og bestandig vakte Forargelse blandt de øvrige Kirkegængere ved at synge selv de allerlængste Salmer uden en eneste Gang at se i Salmebogen.
Pastor Sidenius tilhørte en ældgammel Præsteslægt, der kunde føre sine Ahner næsten helt tilbage til Reformationen. I henved tre Aarhundreder var Kaldet til gejstlig Virksomhed gaaet som en hellig Arv fra Fædre til Sønner – ja til Døtrene med, forsaavidt som disse i mangfoldige Tilfælde havde giftet sig med Fædrenes Kapellaner eller Brødrenes Studiekammerater. Herfra stammede den bevidste Myndighed, for hvilken de Sideniussers Forkyndelse fra gammel Tid var bekendt.
Der fandtes Landet over næppe ret mange Sogne, hvor ikke en af Slægten en Gang i Aarhundredernes Løb havde bøjet Sindene til ydmyg Lydighed mod Kristendommens Bud. Naturligvis, – disse mange Kirkens Tjenere havde ikke alle været lige nidkære. Der havde endog været enkelte, temmelig verdsligsindede Herrer imellem dem, Folk, hos hvem en kraftig, gennem Slægtled tilbagetrængt Levelyst havde skaffet sig ret ubeherskede Udbrud.
Saaledes levede der i det forrige Aarhundrede en Vendsyssel-Præst, "gale Sidenius", som han kaldtes, hvem Datidens Præstekrønike rent ud nævner som en berygtet Slags- og Svirebroder, der sad paa Kroerne og drak Brændevin med Bønderne, og hvis Ustyrlighed tilsidst gik saa vidt, at han en Paaskedag midt under Gudstjenesten i Drukkenskab slog Degnen i Kirkegulvet, saa der sprøjtede Blod op paa Alterdugen.
Dog, langt den overvejende Del af Slægten havde været fromme Kirkens Stridsmænd, adskillige af dem tillige belæste, ja lærde Mænd, teologiske Granskere, fuldt saa meget Forstands- som Følelsesmennesker, der i deres landlige Afsondrethed havde søgt Erstatning for aandeligt Samkvem i et stille, indadvendt Tankeliv, en stedse inderligere Fordybelse i deres egen, indre Verden, i hvilken de da altid tilsidst fandt Tilværelsens sande Værdier, dens rigeste Lykke, dens egentlige Maal.
Det var denne i Slægten nedarvede Ringeagt for alle timelige Tings Værd, der havde været ogsaa Johannes Sidenius' mægtige Værge i Livets Kamp og bevaret hans Ryg rank trods Armods Tryk og mangeartet Modgang. Men han havde i saa Henseende ogsaa haft en god Støtte i sin Hustru, med hvem han levede det inderligste og lykkeligste Samliv, skønt de egentlig ikke lignede hinanden.
Ogsaa hun var et dybt religiøst Gemyt, men en tungsindig, lidenskabelig Natur, hvem Livet indgød Uro og mørk Ængstelse. Oprindeligt ubefæstet i Troen, som hun havde været det fra sit Hjem, var hun bleven en Ivrer, hos hvem den aarelange Kamp for Udkommet i Forbindelse med Mandens religiøse Paavirkning havde affødt sygeligt overdrevne Forestillinger om Jordelivets Trængsler og Kristenmenneskers Ansvar. Og hendes lange, haabløse Sygeleje, de mange, trange Aar, hun siden sin sidste Nedkomst havde ligget inde bag den mørke Sygestues nedrullede Gardiner, havde ikke gjort hendes Syn friere eller hendes Sind mere lyst.
Skønt hendes Mand ofte alvorligt bebrejdede hende hendes Mismod og kaldte det syndig Mangel paa Tillid til Guds Naades Kraft, fandt hun aldrig helt Ro for bekymringsfulde Tanker angaaende Børnene og deres Fremtid, og hun blev ikke træt af strengt at foreholde dem den yderste Nøjsomhed i Alt som en Pligt mod Gud og Mennesker.
Hun kunde oprøres som over en Forbrydelse, naar hun hørte om de velstaaende Borgeres Levevis, om deres Gæstebud med mange Retter Mad og to-tre Slags Vin, om Fruernes Silkekjoler og de unge Pigers Guldsmykker, – ja hun kunde end ikke rigtig tilgive sin Mand, naar det en Gang imellem hændte, at han kom hjem fra sin Spaseretur med en eller anden beskeden Gave, som han med et eget, tavst Galanteri henlagde foran hende paa Dynen, et Par smukke Roser i et Kræmmerhus, lidt fin Frugt eller en lille Krukke Ingefærsyltetøj for hendes Nattehoste. Paa en Maade blev hun jo nok baade glad og rørt over hans Opmærksomhed; men hun kunde dog aldrig lade være med at sige, mens hun ømt kyssede hans store Haand:
"Du skulde nu dog hellere have ladet være, du Gode."
I dette Hjem opvoksede et Kuld kønne, lidt kirtelblege Børn, elleve i Tal, fem lysblaaøjede Drenge og seks lysblaaøjede Piger, der alle var lette at kende mellem Byens øvrige Ungdom, blandt andet paa Grund af nogle mærkelige, krusede Halskraver, der gav Drengene et lidt pigeagtigt og de halvvoksne Piger et lidt karleagtigt Udseende. Drengene bar desuden deres lyse Haar langt og lokket, saa det hang dem næsten ned paa Skuldrene, medens Pigebørnenes laa fromt glattet ned over Hovedbunden og kun ved hver Tinding havde en lille, haard Fletning, der var lagt i en Bue foran Ørene.
Forholdet mellem Forældre og Børn som overhovedet Tonen i Hjemmet var gennemført patriarkalsk. Under de tarvelige, ja fattige Maaltider sad Faderen for den øvre Ende af det lange, smalle Bord med sine fem Sønner ordnede efter Alder langs den ene Side, de fem af Døtrene langs den anden, mens den ældste Datter, den huslige, gammelforstandige Signe, Faderens Øjesten, i Moderens Forfald indtog Pladsen for den nederste Bordende. Og aldrig faldt det nogen af Børnene ind at tale uden at være adspurgt.
Under den samme højtidelige Tavshed, som Bordbønnen havde indledet, kunde Maaltidet undertiden fortsættes lige til Takkeordenes Fremsigelse. Dog kunde Pastor Sidenius ogsaa ofte være meddelsom overfor sine Børn, udspørge dem om deres Skolegang, deres Kammerater, deres Lektielæsning, og kom derved ikke sjælden ind paa selv at fortælle. Paa belærende Maade underholdt han dem da med Skildringer af Forhold og Begivenheder fra sin egen Ungdom, fortalte om Datidens Skolegang, om Livet i hans Faders og Farfaders lerklinede Præstegaarde o.s.v. Undertiden, naar han var i særlig godt Lune, kunde han endog more dem med spøgefulde Anekdoter fra sine Studenterdage i København, fra Regenslivet og Studenternes kaade Løjer med Natvægtere og Politi. Men havde han paa denne Maade faaet Børnene til at le, forsømte han aldrig tilsidst at give sin Fortælling Advarslens Form og formanende at vende deres Sind og Tanker tilbage mod Livets Alvor og Pligtens Bud.
Denne store Børneflok og navnlig den Fremgang, den fik – først i Skolen, siden ude i Livet – var efterhaanden bleven Pastor Sidenius' Stolthed og samtidigt – indadtil – et med ydmyg Taknemlighed modtaget Vidnesbyrd om, at Herrens Velsignelse hvilede over hans Hus.
Det var nu ogsaa en opvakt, lærelysten, frem for alt strengt pligttro Ungdom, ægte Sideniusser, der en efter en voksede op i Faderens Billede, ja slægtede ham paa endog i alle ydre Smaatræk – lige til den selvbevidste Holdning og taktfaste, soldatermæssige Gang. Der var kun ét af Børnene, af hvem Forældrene havde Sorg. Det var et af de mellemste, en Dreng, der hed Peter Andreas. Han var ikke alene uregerlig i Skolen og blandt sine Kammerater, saa der stadig indløb Klager over ham fra disses Forældre; men der sporedes allerede i en tidlig Alder hos ham en overlagt Opsætsighed mod Hjemmets Skik og Orden. Han var ikke bleven ti Aar gammel, før han rent ud nægtede sine Forældre Lydighed; og jo ældre Drengen blev, des stærkere voksede der frem i ham en stejl, overmodig Trods, som hverken Tugt eller Tvang eller Herrens Formaning formaaede at kue.
Pastor Sidenius sad ofte raadløs ved sin Hustrus Seng og talte om denne Søn, der hos dem begge vakte en skræmmende Erindring om hin vanslægtede Vendsyssel-Præst, hvis Navn stod som prentet med Blod paa Slægtens Stamtavle; – det var for dem, som om dennes ustyrlige Sind efter næsten et Aarhundredes Forløb gik igen i deres Barn. Og uvilkaarligt paavirkede af Forældrenes Holdning, saa' efterhaanden ogsaa hans Søskende paa ham med fremmede Øjne og undveg ham sky baade under Arbejdet og i deres Leg.
Nu var Drengen ogsaa kommen til Verden i en uheldig Time, nemlig paa det Tidspunkt i Pastor Sidenius Liv, da han med sit graanende Haar troede sig sikret mod yderligere Forøgelse af sin den Gang allerede ret talrige Familie, og paa den anden Side før han endnu var naaet til den fromme Hengivelse i Guds Vilje, hvormed han senere havde taget imod ogsaa den sidste Halvdel af sin Børneflok.
Uden at han selv vidste end mindre vilde det, var noget af den Uvilje, hvormed Pastor Sidenius havde ventet dette Barn, vedbleven at følge Drengen under Opvæksten. Dertil kom, at han netop paa det samme Tidspunkt var bleven forflyttet fra et fattigt og ensomt Hedesogn herind til Købstaden med dens langt mere omfattende Embedsvirksomhed; og Peter Andreas var herved tilfældigvis bleven den første af alle Børnene, hvis tidligste Opdragelse han havde maattet overdrage til Moderen. Men denne havde i de Aar, da Peter Andreas var lille, altid haft mere end nok at gøre med at tage Vare paa de endnu mindre. Og da hun tilsidst, lammet af sin Sygdom, søgte at samle alle de Smaa omkring sin Seng, var han allerede bleven for stor til, at hun herfra kunde holde Øje med ham og hans Færd.
Saaledes gik det til, at Peter Andreas saa at sige fra sin Fødsel blev forældreløs i sit eget Hjem. I sine første Leveaar havde han sit Tilhold i Pigekammeret og ovre i Udhuset hos en gammel Brændehugger, hvis nøgterne Betragtninger over alle forefaldende Begivenheder tidligt paavirkede Drengens Virkelighedssans. Senere fandt han ligesom et andet Hjem i Nabogaardene og i nogle tilstødende, store Tømmerpladser, mellem hvis Gaardskarle og Krambodssvende han ligeledes tilegnede sig et ganske verdsligt Syn paa Livet og dets Goder. Samtidigt udviklede dette Friluftsliv hans Krop og lagde en kraftig Teglstensrødme paa hans tykke Kinder.
Blandt Gadens og Tømmergaardenes Ungdom blev han snart frygtet for sine Kræfter, og han opkastede sig tilsidst til en Slags Fører for en lille Skare af dem. Uden at nogen i Hjemmet anede det, voksede han op som en lille Vild. Det var først, da han blev ældre, og navnlig, da han i Niaars-Alderen var kommen ind i Byens Latinskole, at Drengens farlige Tilbøjeligheder blev rigtig aabenbaret; og Forældre og Lærere fik nu travlt med at raade Bod paa, hvad der var forsømt.
Men da var det forsilde.
Inde i Pastor Sidenius' Studereværelse stod en Dag i Efterhøsten en af Byens Borgere for at bestille Barnedaab til den paafølgende Søndag. Med saa faa Omsvøb som muligt havde han udrettet sit Ærinde og stod allerede med Haanden paa Dørlaasen for at gaa, da han efter et Øjebliks Betænkning atter vendte sig om imod Stuen, satte Haanden med Hatten i Siden og sagde, temmelig udfordrende:
"Jeg kunde for Resten med det samme anmode Hr. Pastoren om at være saa venlig at entholde Deres Søn fra min Frugthave. Han og nogle andre Drenger har meget ondt ved at lade mine Kaviller være i Fred i denne Tid. Og det bryder jeg mig, rent ud sagt, ikke stort om."
Pastor Sidenius, der havde siddet dybt bøjet over Skrivebordet med sine store, mørkeblaa Briller skubbet op paa Panden, i Færd med at indføre Faddernes Navne i Kirkebogen, rejste sig ved disse Ord langsomt op, lagde derpaa med en usikker Bevægelse Pennen fra sig og traadte et halvt Skridt frem.
"Hvad er det, De siger … Skulde min Søn …?"
"Ja – akkurat sgu," vedblev den anden dristig, højst fornøjet over en Gang at kunne triumfere overfor den selvbevidste Præst. "Hr. Pastorens Søn – Peter Andreas eller saadan noget skal han nok hedde – han er nu tilogmed som en Slags Hovedmand for disse herre smaa Gavtyve, der kryber over Folks Plankeværker i denne Tid. Og Ret skal vel være Ret … ogsaa for Præstens Børn, tænker jeg.
Pastor Sidenius' Ansigt havde skiftet Farve. Med en dirrende Haand støttede han sig paa Skrivebordets Kant, mens han blev ved at stirre paa den fremmede Mand, som vilde han endnu ikke tro paa, at denne talte sandt.
"Min Søn!" gentog han derpaa, kun halvhøjt.
… Paa samme Tid sad den lille Synder henne paa Skolen og skjulte sin daarlige Samvittighed for Læreren og Kammeraterne bag en stor Stabel Bøger. Han var ikke uden Anelse om, hvad der i dette Øjeblik foregik hjemme i Faderens Stue. Han havde nemlig paa Vejen til Skolen mødt den vrede Borgermand, og denne havde da raabt til ham over Gaden: "Glæd dig nu, min Dreng! Nu gaar jeg ind og snakker lidt med din Fa'er." Rigtignok plejede Peter Andreas ikke at tage sig Faderens Vrede synderligt nær. Men han havde denne Gang undtagelsesvis selv en Fornemmelse af at have begaaet noget uværdigt, og nu, da Brøden var kommen for Dagen, skammede han sig oprigtigt over sin Meddelagtighed i den.
Paa Hjemvejen fra Skolen undgik han Kammeraternes Følgeskab ved at søge om ad Baggaderne. Med røde Øren gik han ind gennem Præstegaardens Port og forbi det Forstuevindue, bag hvilket Faderen plejede at passe ham op og kalde ham ind, naar han havde forbrudt sig. Men da Vinduet forblev lukket, og da han heller ikke hverken paa Gaardspladsen eller i den tilstødende Have fik Øje paa noget foruroligende, begyndte han allerede at trække Vejret lettere.
"Manden har naturligvis bare villet true," tænkte han og drev som sædvanlig ind i Køkkenet for at høre til Middagsmaden, – ja, grebet af en pludselig Trang til at vise sig erkendtlig mod Forsynet, gik han derfra ind i Sovekammeret for at sige Goddag til Moderen.
Men her standsedes han straks i Døren af et mørkt Blik henne fra Sengen. Med haard og ligesom fremmed Stemme sagde Moderen:
"Gaa ind paa dit Kammer … jeg vil ikke se dig."
Drengen blev desuagtet staaende lidt; han kunde se paa Moderen, at hun havde grædt.
"Hører du ikke? Bliv paa dit Kammer, indtil der kaldes paa dig." – Saa listede han modfalden bort.
Da Husets gamle, enøjede Tjenestepige noget efter kaldte ham ind til Middagsmaaltidet, sad hans Søskende allerede paa deres Pladser omkring det lange, smalle Bord. Idet han viste sig, forstummede øjeblikkelig deres Samtale; alle sad de tavse og saa' ned i Skødet, mens han med et Forsøg paa at lade ligegyldig indtog sin Plads midt paa Drengesiden. Kun henne fra den nederste Bordende rettedes et Par Øjne imod ham med et Blik fuldt af Afsky – Søsteren Signes lyse, kolde Øjne under de sammenvoksede Bryn.
Men nu hørtes Faderens tunge Skridt i den tilstødende Stue. Med tillukket, af Sorg og Græmmelse formørket Mine traadte han ind uden at se sig omkring, satte sig tavs ved Bordet og foldede under heftig indre Bevægelse sine Hænder, mens alle, undtagen Peter Andreas, bøjede Hovedet.
Men i Stedet for at bede Bordbønnen gav han sig til at tale. Han sagde, at han havde noget paa Hjærtet, – en saare alvorlig Sag, som han vilde tale lidt til sine kære Børn om, inden de i Dag skred til deres Maaltid. Med sine store, knoklede Hænder fast og ubevægeligt foldede, Øjnene lukkede bag de mørke Brilleglas, fortalte han dem derpaa om den Sorg, der havde ramt deres Fa'er og Mo'er, …
"den største, den tungeste Sorg, der kan ramme Forældre, den: at vide deres Barn i Syndens Vold, paa Vanærens lyssky Veje." Og han tilføjede:
"Hvad der er sket, skal ikke her forties eller besmykkes. Som det er Gud Herrens Vilje med alt, hvad der avles og fødes i Mørket, at det en Gang skal blive aabenbaret, er ogsaa denne Gærning kommen for Lyset for at faa sin retfærdige Dom. Peter Andreas har ikke villet agte Guds Bud. Han har forhærdet sit Hjærte overfor sin Faders og Moders Formaninger. Og Straffen er ikke udebleven. Ja, min Søn, du skal ikke skaanes for at vide og forstaa din Brøde i dens fulde Forfærdelighed. Men du skal ogsaa vide og forstaa, at det er af Kærlighed til dig, at din Fader og Moder og alle dine Søskende her taler til din Samvittighed gennem min Mund. Det er, fordi vi ikke kan slippe Haabet om, at det dog en Gang skal lykkes os at finde Vejen til dit Hjærte og vende det mod det gode og sande."
Rundt omkring Bordet var Børnenes smaa, rødrudede Bomuldslommetørklæder kommen i Bevægelse. Alle Søstrene græd. Ogsaa de ældre Brødre havde tilsidst ondt ved at skjule deres Grebethed, da Faderen omsider sluttede sin Tale med de Ord:
"Nu har jeg talt. Og dersom Peter Andreas nu vil gemme disse mine Ord i sit Hjærte og ærligt søge Guds og Menneskers Tilgivelse for sin Overtrædelse, skal den ikke oftere berøres imellem os. Saa lad os da – kære Børn! – alle forene os i Bøn til Herren, som er i Himlen, og bede, at han vil se i Naade til Eders ulykkeligt vildledte Broder, … bede, at Gud vil bøje hans genstridige Sind og føre ham ud fra Syndens Trældom, bort fra Fortabelsens brede Veje. Dette bønhøre du, o Gud, som er i Evighed, at ikke én af os skal savnes, naar vi en Gang paa Opstandelsens Dag samles om din Herligheds Trone! Amen! I Jesu Navn Amen!"
Der var kun én, paa hvem den hele Scene gjorde en Virkning, ganske modsat den tilsigtede; det var Peter Andreas selv. I allerførste Øjeblik var han vel bleven ikke saa lidt betuttet over den usædvanlige Form for en Tilrettevisning. Men det varede ikke længe, før netop dens Højtidelighed frembragte et fuldstændigt Omslag hos ham. Han havde overhovedet aldrig ladet sig imponere af Faderen. Dertil havde han været en for lærvillig Elev af sine gamle Venner, Gaardskarlene og Krambodsvendene, der langtfra altid havde omtalt ham i de respektfuldeste Udtryk.
Dog havde han hidtil ikke været helt ufølsom for de mange gudelige Ord og hele det truende Bibelsprog, hvormed baade Faderen og Moderen idelig søgte at tale til hans Samvittighed, ja naar han om Søndagen saa' sin Fader knæle i den hvide Messesærk foran Alteret eller staa oppe under den billedskaarne Prækestols svævende Lydhimmel, havde han endog undertiden kunnet gribes af en forbigaaende Ærefrygtsfornemmelse.
Men i dette Øjeblik fik end ikke Bibelsprogene nogensomhelst Magt over hans Sind. Dertil var der efter hans nøgterne Drengeforstand et altfor taabeligt Misforhold mellem denne højtidelige Paakaldelse af Vorherre og det Par sølle Æbler, han havde rapset over et Plankeværk. Og jo længere Faderen vedblev at tale, jo lydeligere hans Søskendes dybe Sindsbevægelse ytrede sig omkring ham, med des større Overlegenhed betragtede han den hele Scene. Han var tilsidst ikke langt fra at finde den morsom.
Der foregik virkelig under Faderens Tale et Slags Gennembrud i den elleveaarige Drengs Sind. Uden forøvrig selv at have fuld Forstaaelse deraf frigjorde han sig i dette Øjeblik for den sidste Rest af en Indflydelse, der hidtil havde virket hemmende paa hans Naturs frie Udfoldelse. Helt overgiven saa' han sig omkring, betragtede Faderens bævende Læber, Søstrenes rødgrædte Næser, det endnu dampende Grødfad og de mange foldede Hænder, – ja da han tilsidst nede hos Signe fik Øje paa de to smaa Tvillinger, der efter længe at have siddet og stirret uforstaaende paa deres hjærtegrebne Søskende nu paa én Gang brød ud i en ynkelig Tuden, havde han ondt ved at undertrykke et Smil.
Alligevel – helt utvungen var denne Lystighed ikke. Dertil ramte dette Forsøg paa at ydmyge ham i alle hans Søskendes Paahør for haardt hans allerømmeste Punkt: hans Æresfølelse. Dybest i hans Sind rørte der sig under Faderens Tale en mørk, dump Gengældelsestrang. Mens hans Læber kæmpede med et overgivent Smil, tumlede der sig inderst i hans Bevidsthed taagede Tanker om at hævne sig - hævne sig dyrt og blodigt for den Forsmædelse, man her tilføjede ham.
I det hele fik Mindet om denne Middagstime en skæbnesvanger Betydning ikke alene for Drengens Forhold til det Religiøse. Der nedlagdes i disse Øjeblikke i hans sorgløse Sind de første Spirer til et uforsonligt Slægtshad, en trodsig, stridbar Ensomhedsfølelse, der blev Sjælen og Drivkraften i hans fremtidige Liv.
Han havde fra ganske lille følt sig forladt, ligesom husvild, under sine Forældres Tag. Nu begyndte han at spørge sig selv, om han ogsaa virkelig hørte hjemme dér; om han ikke var et fremmed, et udsat Barn, som Forældrene havde taget sig af. Jo mere han i Ensomhed tænkte over Tingen, des sandsynligere forekom den ham. Alt, lige til den forøgede Skyhed, hvormed hans Søskende efter denne Dag omgikkes ham, syntes ham med ét at bestyrke hans Mistanke. Havde han ikke de hundrede Gange maattet høre, at han ikke var som de andre? Havde Faderen nogensinde givet ham et Kærtegn eller blot et venligt Ord? Og hans Udseende? Naar han saa' sig i Spejlet, fandt han, at han var mørkere end sine Søskende, havde rødere Kinder og hvide, stærke Tænder. Han huskede nu ogsaa, at Naboens Gaardskarl en Gang havde sagt, at han lignede en Zigøjner.
Denne Tanke, at han ikke var sine Forældres Søn, forfulgte ham under hele Opvæksten. Den blev tilsidst hans fikse Idé. Den gav ham nemlig ikke alene en Forklaring paa hans Særstilling i Hjemmet; den tilfredsstillede desuden i høj Grad hans Drengestolthed. Han havde altid følt det som en Vanære at være Søn af en gammel, halvblind og tandløs Mand, der var til Spot for den hele By. Han følte sig bestandig dybere beskæmmet af den Fattigdom, hvori Familjen levede, af Moderens forknytte Kniben paa alt udover det allernødtørftigste, af sine afstikkende, hjemmesyede Klæder, der allevegne vakte Smil og Medynk.
Han havde ikke været gammel, før han hellere sultede en hel Dag paa Skolen, end han var at formaa til i Kammeraternes Paasyn at spise sin medbragte Fedtebrøds-Mellemmad. En Gang, da Moderen havde ladet en af Faderens gamle Præstekjoler omsy til ham til en Vinterfrakke, som dels ved Klædets ejendommelige Blankhed, dels ved sine altfor store Knapper tydeligt røbede sin Oprindelse, nægtede han rent ud at tage den paa; og da Moderen vilde tvinge ham, sønderrev han den i et Udbrud af Trods fra øverst til nederst og kastede den hen ad Gulvet.
Nu hengav han sig til stolte Drømme om at være et ved Uagtsomhed efterladt Barn af en eller anden omstrejfende Zigøjnertrup, en af disse evigt vandrende Natmandsfamiljer, som den gamle, enøjede Tjenestepige ofte havde fortalt om, og som havde deres Tilhold derude omkring den ensomtliggende Hedepræstegaard, hvor Forældrene før havde boet, og hvor han efter Sigende skulde være født.
Han forestillede sig sin virkelige Fader som en mægtig Høvdingeskikkelse med blaasorte Lokker hængende ned ad Ryggen, en Slængkappe over Skuldren, en Egestav i sin brune, stærke Haand - en eneraadig Hersker, en Konge over de mørke Heders uendelige Rige, Frihedens og de vilde Stormes Hjem. Han befandt sig i den Alder, da Drømmene vaagner og Fantasiens Vinger faar deres Svingfjer, og nu, da alle Muligheders Porte var bleven aabnede, havde hans Indbildningskraft fri Tumleplads. Intet forekom ham længer umuligt, naar det angik ham selv.
Regelmæssigt endte han sin Drømmeflugt dybt inde i Æventyrets allerluftigste Riger. Han indbildte sig tilsidst at være en Kongesøn, der, ligesom Helten i en Fortælling, han netop havde læst, var bleven bortført af et omvandrende Folk og siden solgt og holdt i Fangenskab her i Præstegaarden – og saa fuldstændig indlevede han sig i denne Forestilling, at han havde fuldstændig Rede paa, hvorledes Alt kunne være gaaet til. Undertiden forekom det ham endog, at han dunkelt erindrede Ting og Begivenheder fra sin allertidligste Barndom - mindedes en stor Sal med Marmorsøjler og mange sort-hvide Gulvtavl, hvorpaa Foden gled - en blaa Sø mellem høje Bjærge - en Abekat i et gyldent Bur - en Mand i en rød Kappe, der satte ham foran sig paa sin Hest og red med ham ind gennem store, mørke Skove.
Baade hans Forældre og Lærerne i Skolen blev efterhaanden opmærksom paa den Indesluttethed, der var kommen over Drengen i de senere Aar og undertiden næsten kunde antage Karakteren af en Monomani. Hjemme i Stuerne var han lutter tavs Utilgængelighed, tilsyneladende ligegyldig for Alt og Alle. Ogsaa udenfor Hjemmet gik han sine egne, usporlige Veje.
Faderen kunde saa at sige ikke faa et Ord ud af ham; og selv overfor Moderen, der dog før havde haft en Del af hans Fortrolighed, og hos hvem han, naar det kom til Stykket, ogsaa altid havde fundet mest Overbærenhed og Forstaaelse, blev han bestandig mere tilmuret. Endnu kunde han vel af og til i Mørkningen, naar hun var alene, komme ind til hende og sætte sig ved hendes Seng og ligesom i gamle Dage afløse en af de yngre Søskende ved Gnidningen af Aareknuderne paa hendes syge Ben. Men aldrig fik hun andre Svar af ham end Ja og Nej, naar hun søgte at trænge ind paa ham for at faa at vide, hvad det var, han gik og rugede over.
Alligevel søgte baade hun og Faderen en Tid at trøste sig med den Tanke, at hans Tavshed kunde være et Tegn paa, at han var begyndt at gaa i sig selv. – Men da hændte der en Dag noget, der med ét udslukte deres sidste Haab.
