Det kan virke uretfærdigt, at straffen for at have syndet over et kort menneskeliv skal straffes med en evighed i Helvede. Det tænkte den daværende teologistuderende Kristoffer Hjorth Kruse, da han skulle vælge emnet for sin bacheloropgave på den teologisk konservative institution Menighedsfakultetet.
Opvokset i miljøer omkring den folkekirkelige højrefløj var han groft sagt blevet præsenteret for det syn på frelse og fortabelse. Her mener mange, at livet slutter med det, der populært kaldes dobbelt udgang: At man efter døden enten vil blive frelst ved dåben og tro på Kristus eller vil gå fortabt til en evighed i et udefineret Helvede.
Når han selv læste Bibelen, havde han svært ved at forene dette scenarie med troen på en kærlig og retfærdig Gud. På den anden side kunne han heller ikke med god samvittighed sige, at alle mennesker bliver frelst uanset hvad.
I dag er Kristoffer Hjorth Kruse sognepræst i Farum Sogn i Nordsjælland, og han tror stadig på dobbelt udgang. Men hans definition af fortabelse og Helvede er anderledes end det, han voksede op med.
”Jeg blev ikke overbevist om alles frelse, fordi jeg oplever, at det ikke harmonerer med flere centrale Jesus-udsagn i evangelierne. Jeg håber, at jeg har misforstået udsagnene, og at alle må blive frelst, men jeg har svært ved at tænke det som en teologisk lære,” siger han.
Begge positioner har svagheder
Emnet frelse og fortabelse kom forleden op i den folkekirkelige debat, da den nytiltrådte biskop over Aalborg Stift Thomas Reinholdt Rasmussen i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad gav udtryk for et synspunkt, der også gav plads til både frelse og fortabelse. Det medførte stærke reaktioner og kritik fra præster og teologer, der omvendt mener, at alle bliver frelst i efterlivet. Mange af dem opfatter fortabelse og Helvede som en tilstand, man kan være i her på jord og altså ikke en straf efter døden.
Kristoffer Hjorth Kruses bacheloropgave blev en sammenligning og analyse af de to positioners argumenter. Han læste to amerikanske teologers tanker om frelse og fortabelse og noterede deres henvisninger til bibelsteder.
”Efter at have læst om deres forskellige synspunkter, følte jeg, at begge positioner havde den svaghed, at der var bibeltekster, de hver især ikke kunne rumme. Hvis man tror, at nogle mennesker vil blive fortabt i evig straf, er det for eksempel svært at læse Paulus’ ord om, at alle skal blive samlet i Kristus. På den ene side er det svært at forene troen på alles frelse med Jesu ord om, at alle, der tror på ham, skal have evigt liv.”
Sognepræsten fra Farum er i dag endt på et standpunkt midt imellem. Han tror stadig på den såkaldt dobbelte udgang, men han tror ikke, at de fortabte vil blive udsat for evig straf. I stedet er han endt med at tro, at fortabelse betyder annihilation – at de mennesker, der ikke bliver frelst, simpelthen ophører med at eksistere.
”Den position kan jeg lettere forene med min tro på en kærlig og nådig Gud. Og der er flere gode argumenter for det. For eksempel mener jeg, at oversættelsen fortabelse er en fortolkende, ikke-neutral oversættelse af det græske ord apolumi. På engelsk er oversættelsen 'destroy', som betyder tilintetgøre.”
Det er ikke tilfældigt, at det ældgamle spørgsmål om frelse og fortabelse er dukket op til overfladen igen. Debatten er udledt af en større diskussion om autoriteten i de fem såkaldte bekendelsesskrifter, der sammen med Bibelen danner grundlaget for folkekirkens forkyndelse. Denne diskussion er foranlediget af et helt andet spørgsmål: Nemlig det igangværende arbejde med formen på folkekirkens gudstjenester – det der også kaldes liturgi.
Et overordnet spørgsmål i den debat har været, om en luthersk kirke kan afvige fra Martin Luthers holdning til centrale spørgsmål om for eksempel dåb, arvesynd, frelse og fortabelse.
Når præster i dag bekender tro på alles frelse, vil de afvige fra Luthers syn. Han mente som de fleste i reformationstiden, at livet slutter med den dobbelte udgang, men Luther brugte ikke megen energi på at promovere det synspunkt, lyder det fra Bo Kristian Holm, der er professor mso i dogmatik og forsker i Luther og reformationen på Aarhus Universitet.
”Luther ville gøre op med troen på, at frelse og fortabelse afhang af den enkeltes egen præstation. Derfor var det vigtigt for ham at forkynde, at det er Gud, der i Kristus frelser det syndige og fortabte menneske, der ikke kan frelse sig selv. Det betød også for ham, at uden Guds nåde ville mennesket gå fortabt.”
Mens andre reformatorer lagde vægt på fortabelse som en forudbestemt skæbne, var Luther mere tilbageholdende med dette. Læren om den såkaldte prædestination er derfor blevet udbredt i reformerte kirkesamfund præget af reformatoren Jean Calvin. Her skiller de lutherske kirkesamfund sig ud på grund af Martin Luthers tanker.
”Luther forstod i bund og grund teologi som sjælesorg. Den skulle give trøst til den ængstelige samvittighed, og det er en bastant lære om dobbelt prædestination ikke velegnet til. Forkyndelse af forudbestemmelse til fortabelse giver ikke trøst, og derfor lægger han sit fokus et andet sted.”
Overlader det til Gud
Luthers vinkel på frelse og fortabelse var derfor i stedet at tale om, hvordan mennesket undgår fortabelse – nemlig ved dåb og i erkendelsen af egen synd at stole på Guds nåde. Sådan kunne Luther formidle budskabet om frelse og fortabelse på en trøstende måde, fordi det gav folk vished om, at de som troende ville blive frelst.
”Mange har ligesom Luther troet på, at livet ender med enten frelse eller fortabelse, men mange andre har nok også trøstet sig med troen på Guds nåde og overladt spørgsmålet om årsagerne til fortabelsen til Gud," siger Bo Kristian Holm.
Kirsten M. Andersen, der er formand for Grundtvigsk Forum, er en af dem, der mener, at dommen om frelse og fortabelse må overlades til Gud. Ifølge hende betyder det, at mennesket kan leve i tillid til Gud uden denne bekymring. Men helt grundlæggende har hun den opfattelse, at fordi dommen er Guds, kan det ene menneske ikke sætte sig over det andet i det forhold.
”På den ene side kan jeg se, at verden er skabt god, og at mennesker har bragt ondskab og forbandelse over den. Det, vi gør mod hinanden, ligger der en dom i. Dommen kommer som en tyv om natten, når bordet fanger, og dagen i går ikke står til at ændre. Det holder Gud da også dom over, hvis man tror på en retfærdig Gud, der har med verden at gøre. Jeg tror da ikke, at Gud er ligeglad med de uretfærdigheder – det viser Jesu liv, død og opstandelse. Kun ved at pege på det, er det muligt at tro, at Gud – som er skaber, frelser og forsoner – vil føre sin frelsesplan igennem. Jeg tror ikke, at Gud vil slippe sit skaberværk,” siger hun og tilføjer, at spørgsmålet om frelse og fortabelse hænger teologisk sammen med Gud som treenig.
Det bedste billede på Kirsten M. Andersens syn på frelse og fortabelse findes i Viborg Domkirke, som hun beskriver som værende delt i tre led malet af kunstneren Joakim Skovgaard: I første del af rummet er de bibelske fortællinger afbilledet og markerer "det levede liv i verden i historien, i fortiden og det, der er sket." Det store midterste rum illustrerer ”den evangeliske nutid, evigheden i tiden." Det er her, at der er frelse og fortabelse for mennesker, der vender sig bort fra Gud og skaber Helvede for hinanden, men hvor Gud også "arbejder og frelser, som skaber, forsoner og helligånd." I det sidste led i Viborg Domkirke, helt oppe forrest, er kunstnerens fortolkning af den yderste dag.
”Her ser man alle de døde blive kaldt ud af dødsriget, hvor Jesus kommer gående forrest. De samlede tre led i udsmykningen af Viborg Domkirke illustrerer treenighedstanken – at frelse og fortabelse er noget, der allerede er sket, stadig sker og vil ske igen. Det er et samlet billede på spørgsmålet om frelse og fortabelse i verden. Det angår det, som er umuligt for mennesker, men som er helt afgørende for vores forhold til hinanden."
Spørgsmålet er, hvad kristendommen ville have været, hvis det ikke havde været for en udbredt tro på, at mennesker uden tro og dåb ville gå fortabt. Store missionsindsatser gennem de sidste hundreder af år er til dels blevet drevet af et ønske om at redde sjæle fra fortabelse.
Og det gælder både i udlandet og i Danmark, fortæller kirkehistorikeren Harald Nielsen, der i 2019 skrev et anmelderrost værk om Det Danske Missionsselskab, i dag Danmission.
”Det er svært at komme udenom, at troen på frelse og fortabelse også har været en motor i udbredelse af kristentroen. Selv inden for vores egen kirke, hvor der både i den missionske og den grundtvigske vækkelse har været et kald til at omvende til Kristus for at undgå at gå fortabt,” siger han.
Harald Nielsen selv erklærer sig enig med Aalborg-biskoppen Thomas Reinholdt Rasmussen i, at det er svært at forsvare en tro på alles frelse. Frelse må nødvendigvis være frelse fra noget. Derfor kan man i Harald Nielsens øjne ikke tale om frelse, uden at der også er frelse fra fortabelse.
Ikke desto mindre er han klar over, at den dominerende position i folkekirken i dag formentlig er troen på, at alle bliver frelst. Spørgsmålet er så, hvad det vil betyde for folkekirkens missionsindsats. Hvis alle bliver frelst, er der vel mindre på spil?
”Jeg oplever det egentlig sådan, at folkekirken tager den faldende dåbsprocent meget alvorligt, så jeg er ikke sikker på, at der er hold i teorien. Det er klart, at missionsindsatsen vil se anderledes ud, når man tror på alles frelse, men jeg er heller ikke sikker på, at en trussel om Helvede vil være den rigtige missionsstrategi over for moderne danskere.”