Regler om begravelser tolket for restriktivt: Folk er unødvendigt gået glip af afsked med afdøde

En opdateret vejledning til folkekirkens personale viser nu, at folkekirken har overimplementeret regler om begrænset deltagelse ved begravelser

Mange har været nødt til at se med over telefon og ipad, når deres kære de seneste to måneder er blevet begravet. Folk har uden grund måttet gå glip af begravelser og bisættelser på grund af en fejlfortolkning af reglerne, viser opdateret vejledning.
Mange har været nødt til at se med over telefon og ipad, når deres kære de seneste to måneder er blevet begravet. Folk har uden grund måttet gå glip af begravelser og bisættelser på grund af en fejlfortolkning af reglerne, viser opdateret vejledning. . Foto: Iben Gad.

Folk har uden grund måttet gå glip af begravelser og bisættelser de seneste to måneder på grund af en fejlfortolkning af reglerne. Det står klart, efter at Kirkeministeriet i går aftes opdaterede en vejledning om blandt andet regler for begravelser.

Her kan man læse, at der ikke er nogen øvre grænse for antallet af deltagere ved begravelser udenfor. Den oplysning går stik imod, hvordan man i folkekirken indtil nu har tolket reglerne, hvor man har sagt, at antallet af tilladte deltagere ved en begravelse var begrænset af størrelsen på kirkens gulvareal. Og at denne begrænsning også gjaldt udenfor. Ifølge biskopperne kom denne tolkning fra Kirkeministeriet

Det betyder blandt andet, at der ikke var nogen gyldig grund til, at Lisbeth Krabbe fra Aarhus ikke måtte være med på kirkegården ved sin onkels begravelse for nogle uger siden. Som hun fortalte til Kristeligt Dagblad i sidste uge, måtte hun overvære begravelsen sammen med en gruppe mennesker på den anden side af kirkemuren på cirka fem meters afstand.

Nyheden frustrerer Karin Thorø fra Rødding i Sønderjylland, som var med til at begrave sin svigermor under den nuværende nedlukning. Men så heldig var hele familien ikke, for der måtte kun være 15 med til begravelsen på grund af begrænset plads i kirken.

"Jeg syntes, det var meget ubehageligt at ringe rundt til folk og fortælle dem, at de ikke måtte komme. Det var for ekempel min svigermors egne søskende, der måtte blive væk. Men sådan var reglerne jo, var vi blevet fortalt. Jeg kan virkelig blive lidt vred, når jeg så hører, at de havde tolket oplysningerne forkert. Jeg tror, at vi ville have gjort brug af muligheden for at have flere med udenfor, hvis vi havde kendt til den," siger hun.

Præster og andre kirkefolk har den seneste uge efterspurgt klare regler på området, efter begravelsen af digteren Yahya Hassan fandt sted med flere hundrede deltagere.

Her kunne Østjyllands Politi oplyse, at i og med begravelser er undtaget forsamlingsforbuddet, var der ingen øvre grænse for antallet af deltagere. I hvert fald udenfor. Det fik flere til undre sig over, hvorfor der så i folkekirken blev udøvet begrænsning af deltagere selv uden for kirken.

En af dem var Marianne Wagner, der er sognepræst i Nørre Alslev Pastorat på Falster. Hun har gennem hele nedlukningsperioden undret sig over reglerne for begravelser, men har dog ikke stået for nogen, hvor det har været nødvendigt at sortere deltagere fra.

"At vi hos mig ikke har måttet lukke nogen ude, skyldes jo nok også, at folk selv har administreret det og skrevet i dødsannoncen, at begravelsen kun var for de nærmeste pårørende. Derfor forestiller jeg mig, at naboer og bekendte har holdt sig væk fra mange begravelser, fordi de ikke har været klar over muligheden for at være med til den del af begravelsen, der foregik udenfor. Der har også i debatten været talt om børnebørn, der har måttet gå glip af deres bedsteforældres begravelser. Det må være trist for de mennesker, at det har beroet på en misforståelse af reglerne," siger hun.

Formand for Præsteforeningen Per Bucholdt Andreasen kalder det meget beklageligt, at folkekirken åbenbart har overimplementeret reglerne indtil nu. Han slår fast, at præsterne ikke har gjort noget galt, i og med at de blot har fulgt de vejledninger, der er blevet udstukket fra Kirkeministeriet.

"Vi kan ikke gøre andet end at følge vejledningerne. Jeg vil ikke skyde skylden på nogen, men blot sige, at det er godt, at det nu er blevet afklaret. Der har været megen usikkerhed om det, og det er selvfølgelig dybt beklageligt, hvis nogen er gået glip af en begravelse, fordi man har haft forskellige tolkninger af reglerne mellem myndighederne," siger han.

Den opdaterede vejledning om regler for begravelser kom fra Kirkeministeriet, efter at biskopperne i sidste uge bad om at få klarlagt reglerne for begravelselser udendørs. Biskop over Ribe Stift Elof Westergaard kalder det positivt, folkekirkemedlemmer nu kan få taget afsked med deres kære på en mere lempelig måde.

”Jeg glæder mig over, at der nu er kommet den præcisering. Det betyder, at flere kan være med til begravelser, i hvert fald til den del, der foregår udenfor,” siger han.

Og ifølge biskoppen er det det perspektiv, man skal have på sagen i stedet for på de begravelser, der allerede er foregået under den restriktive fortolkning af reglerne.

”Man skal huske at tænke tilbage på, hvor vi var henne, da denne tolkning blev lavet for to måneder siden. Dengang så man billeder af ligvogne, der blev kørt ud af Bergamo i Italien, fordi coronavirussen var løbet løbsk. Vi er lykkelig over, at vi er i en anden situation nu. Det er ikke en statisk situation, vi er i, og det synes jeg man skal have med i overvejelserne i stedet for at fokusere på, hvem der er gået glip af begravelser, og hvem der er blevet snydt,” siger han.

Det lykkedes ikke Kristeligt Dagblad at få en kommentar fra kirkeminister Joy Mogensen (S).