Prøv avisen
Debat

16-årig pige: Jagten på 12-taller blev et fængsel

Nogle piger drømte om Louboutin-sko i stakkevis og et kjoleskab fyldt med Chanel. Jeg drømte om fejlfrie opgaver og spørgsmål, jeg kendte svaret på, skriver 16-årige Frederikke. Modelfoto.

Som teenager begyndte Frederikkes forventninger til sig selv at tage overhånd, og jagten på det næste 12-tal kom til at styre alle døgnets timer sammen med stress, tristhed og voldsom selvkritik

Småtudende og med hjertet helt oppe i halsen begyndte jeg famlende den lange vej hen til toilettet. Prøvende søgte mine hænder og fødder sig frem i mørket.

Da jeg satte mig, kunne jeg mærke kulden fra brættet gå igennem mine tynde natbukser.

Jeg lænede mig tilbage og lukkede øjnene. Bare et øjeblik tænkte jeg, mens jeg gentog for mig selv; aldrig, aldrig, aldrig mere.

 Var jeg nogensinde glad? Det havde jeg tit spurgt mig selv om.

De første 13 år af mit liv var gode og fyldt med glæde. Dengang kunne jeg svæve let hen over alle problemer og bekymringer. Dengang var der intet pres eller forventninger. Intet var rigtigt, og intet var forkert.

Tankerne var ubetydelige, og alt foregik i en anden verden. En verden hvor livet aldrig blev rigtig svært, og hvor det var godt nok blot at være til. En verden hvor det var i orden at være, som man var, og hvor intet behøvede at være perfekt. En verden hvor uvidenhed var den største tryghed. Tilværelsen var ubekymret, og dagene blev brugt på at lege, spise og sove.

Der var intet ansvar og ingen pligter, og jeg var tryg og uvidende om virkeligheden og dens konsekvenser. Jeg ejede verden. Intet ondt kunne ramme mig. Jeg kunne gøre alt, hvad jeg ville.

Hvis jeg ville flyve, kunne jeg lige så let lette fra jorden. Dengang glædede jeg mig til at blive ældre, til at starte i skole og blive ”en stor pige”.

Den første tid i skolen forløb let og smertefrit. Efterhånden blev dagene mere komplicerede. Lektier skulle laves, jeg kunne ikke lege hver dag, og ansvaret begyndte at lægge sig tungt på mine skuldre.

Som årene gik, blev mine øjne tvunget mere og mere op for den virkelige verden. Et problemfrit kapitel i livet var ved at være ved vejs ende. Rigtigt og forkert blev sat i facit. Viden gjorde, at uvidenhed udviklede sig til en form for frygt. Livet var ved at tage form. Jeg vidste nu, at det kunne behandle mig både godt og ondt.

Som jeg blev ældre, begyndte bekymrende tanker at fylde mit hoved. Var jeg kun god nok, hvis jeg fik 12? Var mit selvværd forbundet med tallet på karakterbladet? Tankerne hobede sig op indeni, og tingene i dagligdagen var samtidig ved at bryde sammen.

Jeg var ikke god nok. Jeg ejede ikke verden. Jeg mistede kontrollen. Jeg beholdt alle tankerne for mig selv og lod som ingenting. Det var en form for tryghed. Ingen skulle kunne bruge noget imod mig.

Jeg havde fuld kontrol over mig selv og mit liv. Præcis sådan ville jeg have det. 

Da jeg blev teenager, blev accept en svær ting for mig. Det var ikke længere godt nok at være, som jeg var. Jeg skulle altid være bedre. Jeg var, hvad man kaldte en vaskeægte 12-tals-pige.

En der hungrede efter det perfekte og blev skuffet over det næstbedste. Jeg brugte 30 timer, eller mere, på mit skolearbejde om ugen. Jeg følte aldrig, at jeg var god nok.

Min eksistens var bygget op på at klare mig godt. Alle kendte mig som hende den dygtige. Hvis jeg ikke længere var det, hvem var jeg så?

Var jeg overhovedet noget værd, hvis ikke jeg var perfekt? 

Nogle piger drømte om Louboutin-sko i stakkevis og et kjoleskab fyldt med Chanel. Jeg drømte om fejlfrie opgaver og spørgsmål, jeg kendte svaret på.

Jeg vidste ikke, hvor forbandelsen kom fra. Men jeg vidste, at når hverdagen til tider føltes som et maratonløb, der aldrig endte, var det helt uforståeligt, at jeg blev ved.

Jeg fik ikke 12 i geografi, fordi jeg syntes, det globale vindsystem var fedt, men fordi jeg fik bekræftet mig selv. Jeg søgte bekræftelse hos andre i alt, hvad jeg gjorde. Jeg var perfektionistisk med stort P og min egen største kritiker. Når jeg gik ind i et projekt, gjorde jeg det altid 120 %. 

Den tunge sten i mit hjerte havde efterhånden været der så længe, at jeg ikke kunne huske følelsen af at være fri, ubekymret og have mod på livet. Den ellers altid smilende pige havde fået øjnene op for en anden side at livet.

En side som i starten ikke skræmte mig men virkede fascinerende, men som endte med at ødelægge mig.

Udenpå lignede jeg alle andre teenagepiger med lidt for mange bumser og to skæve fedtklumper placeret midt på brystkassen, men indeni var jeg tom ligesom et æg. Indholdet var væk, og tilbage var en tom og uduelig skal. At falde grædende i søvn og ligge søvnløs med bankende hjerte, fordi jeg følte, at jeg ikke slog til.

De nederlag der føltes som slag i hovedet, når der stod 10 i stedet for 12, og tankerne om at gøre en ende på livet, var efterhånden blevet hverdagskost. 

Jeg troede, skolen var en dans på roser. Livet i overhalingsbanen med det ene 12-tal efter det andet, det rigtige mærke i nakken og Céline tasken under armen.

Selvom meget blev opnået gennem hårdt arbejde, var der også meget, der gik tabt. For livet blev ikke levet, det blev planlagt. Det var en verden fuld af smerte, håbløshed og fortabte drømme.

Jeg faldt, og jeg fortsatte med at falde, og der var aldrig nogen, som greb mig.

Det perfekte glansbillede var ved at krakelere, og det var ved at gå op for mig, hvor meget blod, sved og tårer det kostede at male. Jeg fik konstant at vide, at livet ikke kun var førstepladser, 12-taller, modellooket, drømmejobbet og drømmekæresten.

Men det var jo sådan, vores samfund var bygget op. Popularitet blev vurderet på, hvor mange likes man fik på Facebook, uddannelseskravene steg og steg, og snittet til at komme ind på en videregående uddannelse lå efterhånden langt over det menneskelige. Og når du blev voksen, skulle du være en supermor med karriere, speltboller, yoga-enetimer, pletfrie unger og stress i det skjulte.

Efterhånden var det ikke kun mig selv, der stillede kravene.

Min dansklærer var på det seneste begyndt at stille spørgsmål omkring, hvor godt jeg havde det. Jeg fortalte hende selvfølgelig, at jeg var lige så glad, som jeg plejede at være, og hun hoppede i med begge ben.

Hun troede på det. Fordi jeg, udadtil, var den glade og optimistiske pige. 

Men ved I også, hvad jeg var? Jeg var den perfekte skuespiller.

I 4 lange år havde jeg ladet som om, at det hele var okay, at jeg slet ikke var ulykkelig og ikke tænkte på at dø mindst én gang om dagen. Det var en måde at undslippe kaosset på.

Følgerne var mange og uforklarlige. Jeg havde stået med pillerne i hånden - endda taget dem. Og havde gentagne gange stået og overvejet mit liv. Hvor dybt kunne man synke...

Jeg var absolut ikke stolt, men jeg havde nået bunden, og der kunne det være svært at se toppen. 

En del af mig ville ønske, at de kunne se, hvor ulykkelig jeg var. Jeg håbede på, at der var bare én person, som ville række sin hånd ud og hjælpe mig. Jeg følte ikke, jeg havde noget valg.

Det var som at være bundet på hænder og fødder uden at være i stand til at gøre noget som helst. Hvis jeg bare i et kort sekund kunne være fri for de reb, der bandt mine hænder, så jeg kunne få lov til at føle mig fri og være andet end 12-tals-pigen fra Upper East Side, der brugte døgnets 24 timer foran computeren. 

Jeg havde brug for mindst 25 timer i døgnet til at opfylde, udfylde og udtømme livets uanede muligheder. Uopmærksomhed og fuld fart frem blev langsomt men sikkert vejen mod voldsom selvkritik.

Forventningspresset knækkede mig, og jeg endte i stedet med at lide af stress, tristhed og følelsen af ikke at slå til og aldrig være god nok. Jeg troede, jeg jagtede det perfekte liv. 

Jeg havde ikke modellooket, drømmekæresten og 12-tallerne var en evig kamp. Jeg var aldrig rigtig glad, og ikke bare sådan glad, fordi jeg fik et par nye Chanel-sneakers eller det højeste snit i klassen. Nej, den glæde, der kunne mærkes helt ned i storetåen, hvor hele kroppen sitrede af glæde, havde jeg brug for at mærke igen.

Paraderne skulle sænkes, og for første gang i meget lang tid skulle jeg være fri og rigtig glad. Jeg havde nu erkendt, at jeg havde et problem, men vejen fra at erkende til at skride til handling var lang og fyldt med bjerge, der skulle bestiges. 

Her sidder jeg så og føler, at jeg har fingeren på pulsen, at jeg har fat i noget vigtigt, som jeg må gøre noget ved og forandre. Men en narkoman stopper jo ikke, selv om hun er klar over sit misbrug - og jeg skal stadig have 12.

Dengang jeg var lille, ønskede jeg at blive stor. Men nu; nu ønsker jeg mest af alt at blive lille igen. Lille og uvidende. Uvidende om sorgen, smerten, tankerne og problemerne.

Tilbage til den verden, hvor intet gjorde ondt, og hvor der ingen forventninger var. Hvor usynlige vinger kunne tage mig væk fra alle bekymringer, og hvor det var godt nok blot at være til.