Biskop i åbningstale: Ængstelse for religion er berettiget, men farlig

Ved Folketingets åbningsgudstjeneste i dag talte Ribe-biskop Elof Westergaard ind i debatten om mistænkeliggørelse af troende. Det viser, hvordan folkekirken i stigende grad ser sig som beskytter af religion som helhed, siger ekspert

Folketingets åbningsgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Prædikant er biskop over Ribe Stift Elof Westergaard. Foto: Leif Tuxen

Det er efterhånden blevet rutine, at prædikanten benytter Folketingets åbningsgudstjeneste til at levere en lille stikpille til de forsamlede politikere.

Det var også tilfældet i dag, da Elof Westergaard, biskop over Ribe Stift, stod på prædikestolen i Christiansborg Slotskirke. Her benyttede biskoppen lejligheden til at advare imod politikernes pres på religiøse aktører:

DOKUMENTATION: LÆS BISKOPPENS PRÆDIKEN HER

"Jeg tænker først og fremmest på den stigende mistænkeliggørelse, der finder sted af det religiøse sprog og det religiøse fællesskab og liv. Ængstelsen for totalitære og religiøse ideologier er berettiget, men det må ikke få os til at mindske vores lovprisning og tak til Gud som nu i dag ved gudstjenesten her. Vi skal ikke slippe det menneskeværd, som udspringer af, at Gud har givet os livet. Det er godt og vigtigt at forme lovgivningen, så den beskytter mod ondskab og eksklusion, men det er samtidigt vigtigt at holde fast i, at der er andet og mere at sige om vores liv og fællesskab med hinanden end det, de menneskeskabte love foreskriver, og det selv i nok så demokratisk et samfund som det danske," sagde Elof Westergaard blandt andet fra prædikestolen.

Ifølge lektor Marie Vejrup Nielsen, leder af Center for Samtidsreligion, illustrerede Elof Westergaards prædiken tydeligt, hvordan folkekirken i stigende grad i nogle situationer præsenterer sig som beskytter af religion som helhed i Danmark:

”Det er interessant, hvordan folkekirken og biskoppen her stiller sig op som en institution, der vil varetage og beskytte religion - og ikke kun deres egen. Det så man også i Haderslev Domkirke, da biskop Marianne Christiansen inviterede en imam ind i kirken til nytår. I disse tilfælde bliver Folkekirken den store majoritetskirke, der ser sig som ansvarlig for at beskytte minoriteter. Så når biskop Elof Westergaard har nationens opmærksomhed, så benytter han lejligheden til at advare mod et overdrevet religionshad,” siger Marie Vejrup Nielsen og henviser til den store debat, der har været omkring de politiske forslag om at dæmme op for hadprædikanter.

Hun bemærkede også, at biskoppen i sin prædiken var meget konkret i sin brug af Luther, Bibelen og de klassiske autoritetsfigurer i kristendommen.

”I stedet for at tale generelt, gik Elof Westergaard i sin prædiken ind i de klassiske kristne traditioner. På den måde står han på mål for, at religion og kristendommen har noget at bidrage med. Elof Westergaard er med denne prædiken meget synlig som biskop i det danske samfund. Det ser vi også generelt i øjeblikket, hvor folkekirken vil tydeliggøre sig som en kirke, der vil bidrage med værdi til hele samfundet. Både i samfundsdebatten, men også for det moderne individ” siger Marie Vejrup Nielsen.