En iskold novemberaften i 2001 stod en 23-årig kvinde og delte røde roser ud til de forbipasserende uden for Netto i Måløv.
Hun var purung og forholdsvis ukendt, men havde viljen og energien til at kæmpe for at få personlige stemmer ved det forestående folketingsvalg, i den forholdsvis sikre københavnske vestegns-valgkreds Ballerup, på den klassiske socialdemokratiske manér: Ud på gaden med de røde roser.
Samme aften roste den lokale kredsformand, Frank Jørgensen, det unge politiske stortalent for hendes evne til at holde en tale, så folk lytter. Uden at blinke sagde han til Kristeligt Dagblad: ”Hun bliver statsminister”.
En kølig, regnvåd juninat i 2015 stod en 37-årig socialdemokratisk minister på en af de forreste tilskuerpladser på Christiansborg, da statsminister Helle Thorning-Schmidt gik på talerstolen og proklamerede sin afgang, både som statsminister og partiformand.
Trods en fremgang på tre mandater til hendes eget parti var det slut med at regere. Hun konstaterede, at hun havde været landets første kvindelige statsminister, men tilføjede, at hun ikke ville blive den sidste.
Med 14 års interval peger begge profetier på Mette Frederiksen og på, hvad der er succeskriteriet for den kvinde, som efter alt at dømme nu skal tage over som socialdemokratisk partiformand: At hun også kan lede landet.
Mette Frederiksen har været folketingsmedlem siden det famøse valg i 2001, der kostede Poul Nyrup Rasmussen regeringsmagten.
Hun græd som pisket, da hendes politiske mentor, Mogens Lykketoft, tabte valget i 2005 og i en uforglemmelig tale på valgnatten påtog sig det fulde ansvar.
Hun var avanceret til partitoppen og fik syvendeflest personlige stemmer af alle kandidater, da Socialdemokraterne på ny tabte i 2007.
Og siden valgsejren i 2011 har hun været parti-kronprinsesse.
Alt tegner til en fredelig magtoverdragelse sammenlignet med fortidens ”kongemord” og kampvalg.
Men det bliver et markant skifte i det temperament, som kendetegner Helle Thorning-Schmidt, og den personlige fortælling, som klæber til Socialdemokraternes formand.
Uanset hvor meget Helle Thorning-Schmidt forsøgte at fortælle historien om den kvikke pige, der voksede op i jævne middelklasse-kår i en skilsmissefamilie i Ishøj, har hendes fortælling altid rummet et stærkt element af privilegeret europæisk elite.
Over for dette står Mette Frederiksens fortælling om pigen fra det belastede Grønlandskvarter i Aalborg.
Datter af en socialdemokratisk typograf og en socialt sindet dagplejemor. Barnebarn af en socialdemokratisk politiker.
En gæv pige, der dyrkede daglig svømmetræning, spejderliv i FDF, drømte om at redde regnskoven og allerede i en alder af 14 år meldte sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU.
Hun var mere til islandsk sweater end Gucci-taske, og inden for DSU kom hun til at udgøre venstrefløjs-oppositionen til den daværende formand, Henrik Sass Larsen.
Også moderpartiets leder, Nyrup, hørte det unge talent, som altid har talt med store, røde bogstaver og på et tidspunkt fik det skudsmål, at hver gang hun tog ordet, lød hun, som om hun holdt en 1. maj-tale.
Allerede før hun var valgt til Folketinget, var hun inde i Statsministeriet for at holde mødes med Nyrup og kritisere, at hans regering ikke løste alle sociale problemer her og nu.
Hun positionerede sig også til venstre for ledelsen, da Thorning sidste år syntes på vej til en EU-toppost, og kronprinsessen over for dagbladet Børsen proklamerede, at Socialdemokraterne skulle ”lytte mere til danskerne”.
Men spørgsmålet er, om partiet under Mette Frederiksens ledelse vil søge bort fra den ”nødvendighedens politik”, der har været den socialdemokratisk ledede regerings linje gennem tre et halvt år, og som mange vælgere har opfattet som alt for blå og præget af løftebrud.
Siden de knaldrøde DSU-ungdomsår har Mette Frederiksen revideret mange holdninger. For eksempel indså hun, at valget af en privat skole ikke altid skyldes forældres manglende solidaritet, da hun i 2010 følte, at en lilleskole var det bedste valg til hendes eget barn.
Hun har også gjort sig til hovedaktør i den folkeopdragende indsats for, at borgerne tænker på deres pligter før deres rettigheder. En tænkning, der ifølge flere historikere vender det socialdemokratiske arvegods helt på hovedet.
Mette Frederiksen er tilpas pragmatisk til at kunne begå sig i toppolitik, og hun er tilpas stærk og stædig til at kunne blive der trods modgang.
Også den modgang, som sidste år ramte hende på det private plan med skilsmissen fra hendes mand gennem 12 år, Erik Harr, med hvem hun har datteren Ida Feline og sønnen Magne.
Med de borgerliges tilbagevenden til regeringsmagten får hun nu yderligere nogle år til at øve sig som oppositionsleder, inden hun eventuelt skal lede landet.
Og på længere sigt fremstår den socialt indignerede, pragmatisk tilslebne Mette Frederiksen som den nødvendige socialdemokrat.
Hendes fortælling er den helt rigtige til at løfte en historisk arv i det store arbejderparti.
Men spørger man, om partiet under hendes ledelse vil føre en markant anderledes politik end under Helle Thorning-Schmidt, må svaret blive: Ikke nødvendigvis.