Kender du Kristendemokraternes mærkesager?

Abort er stadig en af Kristendemokraternes vigtigste mærkesager. Men også familiepolitik, sundhed, velfærd og fattigdomsbekæmpelse er vigtige

Ved det seneste valg i 2011 stemte 28.070 danskere - eller 0,8 procent - på Kristendemokraterne. Stig Grenov har været formand for Kristendemokraterne siden 2012 og har været medlem af partiet siden 1990.
Ved det seneste valg i 2011 stemte 28.070 danskere - eller 0,8 procent - på Kristendemokraterne. Stig Grenov har været formand for Kristendemokraterne siden 2012 og har været medlem af partiet siden 1990. Foto: Simon Lass.
No video provider was found to handle the given URL. See the documentation for more information.
Stig Grenov, partileder for Kristendemokraterne 3726335

Men hvor godt kender du det enkelte parti - og ikke mindst dets mærkesager?

Kristeligt Dagblad har samlet alle partiers mærkesager, så du hurtigt kan danne dig et overblik. Her er Kristendemokraternes:

Familiepolitik
Familien er det grundlæggende fællesskab. En harmonisk opvækst med tæt kontakt til familien giver børn de bedste betingelser for at udvikle sig og er et værn mod kriminalitet, rodløshed og misbrug, mener Kristendemokraterne.

Derfor skal samfundet skabe gode rammer for familiens trivsel.

Kristendemokraterne vil lade familier spare op på en familiekonto, så man kan forlade arbejdsmarkedet i en periode for at prioritere familien.

Der skal derudover være obligatorisk rådgivning til par på vej til skilsmisse for at færre familier skal gå i stykker.

Abort
Kristendemokraternes mål er at få afskaffet loven om fri abort. Der skal indføres obligatorisk rådgivning til alle, som ønsker en abort.

Abortsøgende skal samtidig tilbydes støtte til bolig, børnepasning, uddannelse og job.

Den obligatoriske rådgivning skal også omfatte mulige psykiske og fysiske konsekvenser af at få foretaget en abort.

Rådgivningen skal involvere både egen læge, socialrådgiver og psykolog. Det skal sikres, at ingen føler sig tvunget til at få foretaget en abort af økonomiske årsager, mener Kristendemokraterne.

Sundhedspolitik
Den hospitalsbehandling og lægehjælp, som den enkelte har brug for, skal betales i fællesskab over skatten, mener Kristendemokraterne.

Der skal samtidig være frit sygehusvalg og mulighed for at kunne benytte privathospitaler.

Derudover skal der være større opmærksomhed på forebyggelse af sygdom. Mennesket er værdifuldt fra foster til grav, mener Kristendemokraterne.

Derfor skal der sættes større fokus på de teknologiske landvindinger inden for sundhedssystemet. Der skal ligeledes være en konstant stillingtagen til, hvad der er etisk forsvarligt.

Fattigdomsbekæmpelse
Der skal indføres en fattigdomsgrænse i Danmark, mener Kristendemokraterne.

Kontanthjælpsloftet skal afskaffes, da de svageste skal motiveres i stedet for at straffes, og efterlønnen skal bevares for de mest nedslidte.

Den store forskel på vestens velfærd og den tredje verdens fattigdom er stærkt problematisk, mener partiet.

Bliver den ikke afmonteret, vil der komme stadig mere uro i verden. Kristendemokraterne vil derfor have en udviklingsbistand på mindst én procent af Danmark bruttonationalprodukt (BNP) – og arbejde for en mere effektiv anvendelse af bistandsmidlerne.